Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Fordærvets sommer er det første kvindelige indslag

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Fri, December 07, 2018 21:41:38
Jette på gyseren.dk har anmeldt steam punk novelleantologien Krinoline og kedsomhed, og skriver om Fordærvets sommer at det er det første kvindelige indslag.
… så jeg vil tilføje at jeg tænkte en del over de kønnede aspekter ved steam punk-cosplay mens jeg skrev novellen.
Antologien kan købes direkte hos forlæggeren eller lånes på biblioteket.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post99

Menneskesamleren skal også fremhæves

HørtPosted by Majbrit Høyrup Thu, November 22, 2018 13:26:52
Novellen Menneskesamleren fra antologien De fremmede skal også fremhæves, skriver Jette i sin anmeldelse på Gysersiden.dk
Antologien kan købes på forlagets hjemmeside, eller lånes på biblioteket.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post98

To noveller i antologier

SkrevetPosted by Majbrit Høyrup Tue, October 09, 2018 16:14:32
Se hvad der kom med posten i dag:
Steampunknovellen Fordærvets Sommer i antologien Krinoline og Kedsomhed og scifinovellen Menneskesamleren i antologien De fremmede. Begge bøger kan købes fra Science Fiction Cirklens hjemmeside.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post97

Killinger er en grum fortælling

LæstPosted by Majbrit Høyrup Mon, October 30, 2017 16:32:19
Novellen Killinger fra samlingen Universets Mørke er blevet anmeldt i magasinet Proxima nr 101 af Carl-Eddy Skovgaard som alt i alt anbefaler antologien.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post96

De der går fra Onkalo

SetPosted by Majbrit Høyrup Mon, September 18, 2017 13:24:54
Henning Andersen har ordet:

De der går fra Onkalo

At altid huske at glemme.

At altid, for altid, huske at glemme Onkalo – for altid, og til evigheden er forbi, fortælle at Onkalo skal glemmes. Into Eternity.

Og det er netop titlen på en dokumentarfilm af den danske ”auteur” (eller hvad det nu hedder) Michael Madsen – som ikke er den Michael Madsen.

Omdrejningspunktet for Into Eternity er konstruktionen af en facilitet til opbevaring af radioaktive spildprodukter fra kernekraftværker. Og dokumentaren redegør for omfanget af dette ”depot”, der strækker sig milevidt adskillige hundrede meter nede i urfjeldet, på et sted i Finland der hedder Onkalo. Madsen gør lidt ud af, at ”onkalo” ligner ”okkult”, og derfor betyder ”skjult”, men hvis sandheden skal frem (og hvorfor ikke?), betyder ”onkalo” blot ”hulrum”.

Det er der så også en hel del af, i den facilitet, den konstruktion, det depot, der er ved at blive bygget (gravet, boret) ned i det finske urfjeld, og idet projektet er projekteret til at være færdigbygget omkring år 2100 (sic), og idet der tales om ”gallerier”, ligger det lige for at sammenligne med katedral-byggeri. Den slags ”plejer” – også - at tage en tre-fire hundrede år.

Så et sted i den finske ødemark er man altså ved at bygge en underjordisk katedral, med det ene formål at forsegle højradioaktivt materiale, så det aldrig, aldrig – nogensinde – slipper ud … i hvert fald ikke de første 100.000 år!

Jeg kan varmt anbefale, at man ser filmen – den er ikk’ så ring’ endda. Men idet dette nødigt skulle udvikle sig til en anmeldelse, vil jeg slå ned på to forhold som dokumentaren er inde på – forhold der er væsentlige for de(n) genre(r) vi ligesom beskæftiger os med, herovre i segmentet for fabulanter, fantaster og figments of the imagination.

Første forhold relaterer sig begrebet ”Deep Time”.

Faktisk er det først i 1800-tallet, at der opstår en ide om at Jorden – ja, Universet – nok er en kende ældre, end hidindtil antaget. Faktisk ret meget ældre. Hvilket giver anledning til, at forfattere som H.G. Wells og William Hope Hodgson ”tænker ud af boksen”, og forestiller sig fremtider hhv. 800.000 og millioner af år ude i fremtiden. Og det er så udgangspunktet for ”dying earth”-scenariet, der har animeret mange forfattere til at udmale dekadence-temaet, der ligger indlejret i frygten for fremtiden; for hvad siger ikke Gibbon om ”The late roman empire”?

Men det er alt sammen noget pjat, for i forbindelse med atomaffaldsdepotet i Onkalo, tales der om mindst 100.000 år, defineret af det ret arbitrære forhold at efter den tid vil halvdelen (!) af det radioaktive materiale være degenereret til bly.

Lad os ikke begive os ud i logaritmer om, hvad halvdelen af halvdelen er, men blot konstatere, at Onkalo er bestemt til at kunne holde i 100.000 år.

I geologisk, palæontologisk eller i evolutionsmæssig sammenhæng taler om 100.000 år, så er det et meget lille spand af tid. I forhold til menneskelig standard er det et enormt tidsforløb, for hvor var vi for 100.000år siden? Og samtidig skal det tages i betragtning, at den teknologiske udvikling, der har ledt frem til problemet, som Onkalo-faciliteten er en slags løsning på, er forløbet over mindre end 2.000 år. Og selve problemet er opstået på under 100 år, hvor der ikke desto mindre er produceret godt og vel 250.000 tons højradioaktivt affald, worldwide.

Mindst. Thi ingen kender det eksakte tal.

Så på under hundrede år er der altså skabt et problem, der kun er halvt løst på 100.000 år.

Jeg vil slet ikke gå ind i debatten om atomkraft pro & contra, men blot konstatere, at depotet, faciliteten, i Onkalo arbejder med en tidsskala der drejer sig om, at i år 102.100 evt. er affaldet kun halvt så farligt!

Og det er netop udgangspunktet for det andet forhold, jeg her vil adressere, nemlig at det er farligt.

I ”Into Eternity” kommer man ind omkring såkaldte ”markers” – advarselsskilte.

Der er i virkeligheden tale om, hvordan man kommunikerer et signifikant budskab til en ubekendt modtager. Principielt kunne det være ”aliens” – konkret er det fremtidens mennesker. Vores børnebørn, oldebørn, tip-i-12.-potens-oldebørn. Ufødte generationer. Hvordan formidler man noget så simpelt som en advarsel, hvordan kommunikerer man et budskab på et endnu ikke opstået sprog? Hvad er det universelle tegn for ”forbudt”, ”bliv væk”, ”fare”?

I ”Into Eternity” er der et lidt dubiøst aspekt ved antagelsen af, at fremtidens mennesker vil være for primitive til at opfatte et budskab. Det er som om centralt positionerede ledere og mellemledere ligefrem håber på, at fremtidens mennesker er regredierede til et jæger/samler-stadie. Det er lidt som: - efter os: Syndfloden! Så man forestiller sig, at det faresignal der skal kommunikeres skal være så simpelt som muligt – thi alle ved at lavere jægere og samlere er dumme, vi stammer jo fra dem!

Alternativet er at opfatte fremtidens mennesker, som nogle der skal informeres. Og der er da også lagt op til, at oplysninger skal gemmes og være til rådighed ”Into Eternity” – på finsk! Og man kunne få den fæle mistanke, at netop fordi Onkalo-faciliteten faktisk er noget af et (farligt) skatkammer, satser man mere på glemsel end på oplysning, også hvad angår nutiden. Thi der skal et fandens godt argument til at kunne støtte begravelsen af så meget kobber, så meget stål, så meget cement, så mange andre værdifulde produkter, langt nede i det finske urfjeld – så glem det. For al evighed!

I novellen ”Those who walk away from Omelas”, beskriver Ursula Leguin et utopisk samfund, hvor alles lykke og glæde er baseret på et til evig tid plaget barn, der ligger lænket og pint i de dybeste katakomber. Ikke alle kan acceptere denne præmis, og går fra Omelas. Det ændrer ikke noget, men man kan påstå man ikke deltager.

Hvordan går vi væk fra Onkalo?

***

Redaktionelt:
Into Eternity, 2010 dokumentarfilm af Michael Madsen

"De der vandrer bort fra Omelas" af Ursula K. Le Guin er blevet genudgivet (og genoversat?) for nyligt af forlaget Virkelig.


  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post95

Det andet, de andre

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Thu, August 24, 2017 13:40:29
Indtryk fra Worldcon#75 i Helsinki.
Det var paneler og præsentationer jeg kom for - men det var ikke det der gjorde størst indtryk.
Det der gjorde mest indtryk var mængden af mennesker - mellem seks og syv tusind i den samme bygning. Det var de forskellige kulturer der mødtes.

Arrangørerne havde undervurderet antallet af gæster. De havde regnet med ca 3000 gæster og stod pludselig og skulle håndtere næsten det dobbelt antal. Hen ad vejen fik de løst problemerne og lejet større sale til de mest populære events.
Min onsdag var en total fiasko af køer og ting jeg ikke nåede, så jeg skyndte mig at skrive mig om til "coffeklatch" med Nalo Hopkinson og Johanna Sinisalo. En "Cofeklatch" er en slags rundbordssamtale for tolv gæster og en forfatter.

Nalo Hopkinson er en kanadisk/jamaikansk weird/urban fiction forfatter og hun kiggede på de 11 hvide kvinder og den ene skæggede, hvide, franske mand med et Hvad Vil I-blik, før hun tøede op og fortalte om at bruge jamaika-engelsk i sine romaner og om at være eksilforfatter og om at være racialiseret i en verden, der ikke er venlig overfor mennesker af med afrikansk oprindelse.

Johanna Sinisalo er viiiiildt verdensberømt - i Finland. De andre deltagere i cofeklatchen var hendes unge, finske fans. Hun er en af manusskriptforfatterne bag filmen Iron Sky og har udgivet adskillige novellesamlinger og romaner på finsk. Desuden er hun en af grundlæggerne af den finske science fiction fandom. Hun fortalte, at fordi de havde været så mange kvinder med i finsk science fiction og fandom fra begyndelsen, havde det aldrig været et issue med f.eks "fake geek girls" i Finland.
På dansk kan man kun finde en enkelt oversat novelle udgivet i et hæfte af Science fiktion cirklen for ti-femten år siden. (Jeg kunne desværre ikke finde den frem.) Den historie er til gengæld aldeles vidunderlig og uforglemmelig. Jeg har lånt ideen om en slags ungdommens kilde, som findes under isen på Jupiters måne Europa, fra Sinisalos novelle.

Et par af hendes romaner er oversatte til engelsk. Jeg ville have købt hendes oversatte romaner på Worldcon, men boghandleren på Worldcon havde kun de finske udgaver - de engelske oversættelser sat vist nok fast i tolden et sted på grund af Brexit - hørte jeg rygter om. Så jeg købte et fanzine med et udvalg af finske science fiction-forfattere der var oversat til engelsk for at have noget som Sinisalo kunne signere. En af de unge finske kvinder havde inden cofeklatchen spurgt mig om jeg troede Sinsalo ville blive fornærmet over, at hun havde en brugt udgave af romanen med. Det mente jeg ikke - Sinisalo har nok også været en ung, fattig forfatter engang.

Det var svært at få sig til at holde pause midt i den tisporede convention. Der var altid mindst fire ting, som jeg bare måtte opleve - samtidig.
Jeg gik til en oplæsning med Jeff Vandermeer, men var lige ved at falde i søvn af hans beroligende, scenevante stemme. Så gik det bedre med at holde sig vågen dagen efter, hvor jeg stod i kø en time for at være sikker på at komme ind til Vandermers fortælling om, hvordan det er at være en forfatter der får sin bog Annihilation filmatiseret. Vandermeer har MANGE fans og de er MEGET dedikerede. De kan citere hans værker i kor. Vandermeer har ud over sine fiktionsværker skrevet bøger om hvordan man bærer sig ad med skrive og er en af underviserne på "Clarion" som er en skriveskole for science fictionforfattere.
Har du læst Annihilation, kære læser? Det er en weird, måske new weird fortælling om en ekspedition ind i et landskab, hvor noget er gået galt/er blevet mystisk. Det er ikke helt klart hvad. Jeg forestillede mig noget i retning af at rumvæsener havde besøgt jorden og havde efterladt forandringer - som i bdrn. Strugatskis "Stalker"/ "Roadside Picnic" eller som i China Mievilles "Iron Counsil". Vandermeers fans sender ham billeder af ting, som de mener er artefakter fra Annihilation-ekspeditionen. Han viste lysbilleder af hvordan fans'ne digter videre på hans værk.
(Billedet her forestiller en plakatholder uden plakat. Det kunne godt være et landkort over det mystiske område, Area X)Og dét er jo lige noget der interesserer mig rigtig meget. Desværre gik jeg glip af de akademiske præsentationer fra af fanfiktion-forskning som foregik den overfyldte onsdag.
Vandermeer fortalte, at folk spurgte ham, hvorfor der er fire kvindelige hovedpersoner i filmen, og ingen mænd - og han sagde, at havde det været omvendt, ville ingen have studset over det. - Og nu kan jeg ikke huske om han forklarede hvorfor han havde valgt den besætning. Men her er en youtubevideo, hvor to dudes undrer sig. Mon det er fordi alle mænd er uddøde at der er fire kvinder i filmen?

Cosplay - at klæde sig ud som en fiktiv karaktér - er stort i Finland. Her er et par billeder af nogle fine cosplayere, hvis samtykke jeg har fået til at tage billedet og offentliggøre det. Der var også mange som brugte Worldcon til endelig at få lov til at klæde sig som de ville. Dem har jeg selvfølgelig ingen billeder af. De første par dage, var der folk, der sneg en diskret nederdel på - og de sidste par dage gik folk hele vejen, helt åbenlyst lettede over kunne klæde sig som sig selv, for en gangs skyld.
Worldcon har en mange sider lang "code of conduct" som (bl.a) går ud på at respektere andres ret til at være sig selv og til ikke at blive fotograferet eller berørt uden aftale. En af de ting, som følger deraf, er at man ikke skal omtale folk som havende et andet køn, end det de selv gerne vil, eller ikke vil, have. Den sikre omtaleform er på engelsk: "they" = dem, jer eller hen, fordi det ikke fungerer at omtale enkeltmennesker i flertal på dansk.
Jeg var til en kor-time, hvor korlederen på et tidspunkt måtte undskylde for at have omtalt en af sopranerne som "lady". Den omtalte person var en mand.
I nogle af de paneler jeg så, var der folk der præsenterede sig sådan her: jeg hedder xxxx og jeg er aseksuel/poly/transperson/furry eller andre ting, som jeg først tænkte - og? hvorfor fortælle mig det, men hvor jeg undervejs kom til at ændre mening, fordi folk der ikke er het/cis/normativ/majoritet mangler repræsentation af mennesker, der er ligesom dem selv eller kæmper med de samme ting. Og jeg tænkte på hvor langt bagude vi er med dette spørgsmål i Danmark.

Helsinki fik jeg ikke set ret meget til. Vi spiste fint, og min skrivegruppe og jeg mødtes med andre danske fans på den sjove Restaurent Lappi, hvor vi fik samiske specialiteter. Det lidt jeg så af Helsinki virkede lovende, men der var helt tiden noget som jeg ikke ville gå glip af på Worldcon. Næste gang jeg skal på Worldcon - i Dublin, 2019, vil jeg tage afsted et par dage i forvejen så jeg har tid til at være turist.

Kommentér endelig! MEN HUSK! Kopier inden du forsøger at poste, ellers så bliver dine sokker og dine indlæg spist af blog-nissen.

Henning Andersen skriver, 28/802017

Hej Majbrit

Et eller andet markant skal du altså ha gjort ved det kommentarfelt. Robotten er enten katatonisk paranoid eller IT-verdenens svar på en ærke-bureaukrat, udstyret med stort siger og skriver et stempel: "Afvist"

Efter 25 forsøg gav jeg op, så du får min kommentar ad denne kanal - bare fordi jeg kan:

"Lise Andreasen har en forrygende worldconrep ovre på sin ommadawn.dk

Jeg havde håbet på nogle flere ”goodies” i indslaget om Lost In Mistranslation. Men man kan ikke få alt – og så er det jo rigtigt godt, at læse en anden con-rep, her på sitet, bloggen, hjemmesiden … whatever."

Og så håber jeg du havde en go tur til det der land, hvor de taler uforståligt (hæhæ)

Uden sammenhæng iøvrigt: Michael Madsen (dansk instruktør) har lavet en dokumentar om Onkalo, der hedder "Into Eternity". Den burde være fast pensum - både i folkeskolen og for SF-forfattere.

link til YT: https://www.youtube.com/watch?v=ZUQ-Mhb4OVo

hilsen Henning



  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post94

Slidte dukker prist

HørtPosted by Majbrit Høyrup Tue, May 09, 2017 14:37:51
Novellen "Slidte dukker" fik Niels Klim prisen for årets bedste science fiktion langnovelle 2016.
Jeg er meget beæret!

Jeg havde selv tippet enten Steens Knudsens "Møde" eller en af Amdi Silvestris fine lang-noveller som vindere.

Når man skriver meget lidt, udgiver endnu mindre og slet ingenting tjener på sin skrivning, så varmer det rigtig meget at få en læserpris.

Slidte dukker
handler om fantastisk teknologi - og den pris der skal betales for at bruge den. Novellen er udgivet i antologien Lidenskab og lysår fra forlaget Science fiktion cirklen. Bogen kan lånes på biblioteket eller købes direkte af forlaget her.

Det var en meget svær historie at skrive, fordi der var hårde tider privat imens jeg skrev den. Jeg baksede med den tørre, videnskabelige stil. Jeg ville have tonen til at være som en videnskabelig rapport. Den måtte en tur i skuffen. Der gik halvandet år fra første udkast til den sidste udgave.





  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post93

Vejen ud af Limbo

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Wed, March 29, 2017 16:09:27
Tankers favoritgæsteblogger, Henning Andersen har læst Moby Dick.
Bemærk, der kommer spoilers så store som hvaler!

"Moby-Dick” er noget af en - ja - moby-dreng. Den er selvfølgelig den ligefremme historie om den gale Kaptajn Ahab, der vil hævne sig på den hviade hval, der tog hans ene ben. Og det er der lavet masser af forkortede versioner over, samt billedbøger, tegneserier og film, der forholder sig mere eller mindre korrekt til Herman Melvilles roman. For så vidt man kan kalde den det, idet dens tekstmæssige opbygning består af både direkte narrativ, mega-lange enetaler, udtog af videnskabelige artikler om hvaler, hvalfangst og skibe; shakespearisk inspirerede hexametermål, bibelske (fejl)citater, mytologiske inkongruenser og referencer, samt meta-dialog og fuldstændig udsyrede hentydninger, der både henviser til kulissen men også "bryder den fjerde væg", i ny og næ.
Man kunne kalde Moby-Dick et katalog over, hvordan man kan skrive - og det er her den kommer til at ligne "Ulysses" (for slet ikke at tale om "Finnegans Wake").

En gængs misforståelse er, at man kan læse Moby-Dick på mange måder. F.eks. som en parabel om Gud og Djævlen, hvor det ikke hører sig til at almindelige mennesker dømmer om det guddommelige, men skal være overbeviste om, at Gud har en plan. Eller at Ahab skulle være Djævlen og Moby-Dick Gud – eller omvendt. Men det er noget sludder. Man kan læse Moby-Dick på én måde, hvor man starter på side 1.
Men det er fuldstændig korrekt, at hele molevitten - & de enkelte kapitler - kan underlægges fortolkninger, der må tage forskellige værktøjer i brug. På det overordnede plan, fordi afsnittene er forfattede i forskellige slags tekstlig form (digte, prædikener, monologer, videnskabelige fremstillinger, åbenbare øjenvidneskildringer - med meget mere)

Jeg skal da heller ikke påstå, at det jeg nu vil fremstille, skulle være en endelig fortolkning af Herman Melvilles værk. Men det er ihvertfald et perspektiv, jeg ikke har set berørt. Så lad os gå igang.

"Call me Ishmael"
Ishmael er fortællerens "persona" - idet det er en ældre "Ishmael", der fortæller historien. Og i historien bliver han kun nævnt ved navn 1 gang, og i lange afsnit er han overhovedet ikke til stede i handlingsforløbet. Der er det kun "den ældre Ishmael" der rapporterer om tidligere oplevelser, fra et senere tidspunkt.
Lidt indviklet - lad os komme til sagen.
Fortælleren fortæller, at Ishmael-jeg'et i lang tid var optaget af bedemandsforretninger og kister, samt fulgte ligvogne og begravelsestog, der gradvist førte ham til en kro, ejet af Peter Coffin!
Her deler han værelse med en kannibal, som han bliver "gift" med, hvorefter de tager til Nantucket og får hyre på hvalfangeren "Pequod", der betyder "Ødelæggeren" på algonquin-sprog.
Skibets kaptajn hedder Ahab, og "andenpiloten" hedder Starbuck. Men alle de referencer til Biblen og til astrologien springer vi smukt og let henover, og når frem til at Ahab banker en gulddukat fast til masten, og udtaler at den (dukaten, ikke masten) tilhører den der først får øje på Den Hvide Hval.
På et tidspunkt bliver Ishmaels kannibal-ven syg, og får skibets tømrer til at lave sig en kiste, som han så overnatter i, og får det bedre. Han foreslår derfor at den kan bruges som redningsflåde, idet "Peqouds" flåder i mellemtiden er blevet ødelagt under flere forsøg på hvalfangst.

Ahab har - af en eller anden grund - hyret fire "parsere" (tilhængere af Zarathustra’s lære) som sin personlige besætning i hvalfangerbådene. Lederen navngives som Fedallah, og Fedallah profeterer at han nok skal gå i forvejen, så Ahab har en guide når han dør; at Ahab ikke vil dø, før der på havet vil vise sig to ligvogne (rustvogne); én der ikke er lavet af mennesker, og én der er lavet af amerikansk træ. Desuden vil Ahab kun kunne dø ved hamp (der menes ikke cannabis; der menes det som tovværk er lavet af). Hvilket altsammen overbeviser Ahab om, at han nok skal få ram på Moby-Dick.

Og så får de øje på Moby-Dick.
Den endelige katastrofe sker over tre tempi, og vistnok også over tre dage, men lad os nu ikke fortabe os i petitesser.
Det første forsøg på, at "nedlægge" Moby-Dick resulterer i, at Fedallah bliver viklet ind i harpun-liner og trukket med ned under vandet.
Det næste forsøg er at betragte som en forsvarshandling, idet Moby-Dick vædrer Pequod, og på hvalens flanke ses liget af Fedallah, viklet ind i harpunlinerne, som Moby-Dick har viklet om sin krop.
Herefter vædrer Moby-Dick Peqouds forstavn, og skibet begynder at synke. I raseri tyrer Ahab sin særligt fremstillede harpun ind i kødet på den hvide hval, men linen snor sig om hans hals, og han bliver trukket med ned. Profetien er gået i opfyldelse; - Fedallah døde før Ahab; Moby-Dick blev Fedallahs rustvogn; Peqoud er blevet en rustvogn, der trækker alle i døden, da den synker, og Ahab blev kvalt i hampereb.
Der er altså tale om, at kisten og rustvognen flittigt bliver brugt som metafor.

"Ishmael" redder sig på kisten, der havde fået ny identitet som redningsflåde. Han er altså nu ”PÅ” kisten, og ikke længere søgende efter at komme ”I” kisten, hvilket må ligge til grund for hans oprindelige interesse i at følge rustvogne, og se på bedemandsforretninger. Og gulddukaten sank til bunds med Peqoud, for at betale for overfarten. Ikke overfarten til dødsriget, men overfarten tilbage til livsriget, nydeligt eksemplificeret ved, at "Ishmael" bliver taget op af "The Rachel", der søger efter liv "searching for her lost children, found another orphan". Passende nok, idet ”Rachel” betyder hun-får, der sørger for sine lam.
Med andre ord handler Moby-Dick om rejsen tilbage til livet.
Men jeg vil også godt udvide de tilsyneladende modsætninger, en lille smule.
Dersom Gud og Djævlen eksisterer (hvilket jeg personligt ikke tillægger nogen særlig sandsynlighed), da kan disse entiteter ikke bestemmes af et menneskeligt intellekt, men må opfattes som en følelse af det ene eller det andets ”nærvær”. Moby-Dick er hele tiden nærværende i narrativet, men distant, mens Ahab hele tiden er distant, men nærværende! Hvem er Gud og Hvem er Djævlen? Og til sidst klasker det nærværende og det distante sammen i et paradigme-skifte, hvor universet bryder sammen, og kisten bliver til livets begyndelse, og ikke som symbol på livets afslutning.
Jeg er stadig overbevist om, at romanen handler om, at komme tilbage til livet, men jeg er samtidig af den opfattelse, at døden ikke er livets modsætning. Det er blot livets grænse. Har vi derfor, i Moby-Dick, fortællingen om et terapeutisk forløb ud af en depression, en personlig krise?
Ikke for ingenting er netop Moby-Dick det første eksempel på personligheds-psykologi i en fiktiv sammenhæng.
Men tænk selv videre – eller læs bogen, ikk’sandt.

Skulle du få lyst til at kommentere, kære læser, så husk at kopiere hvad du har skrevet inden du trykker på kommentarfeltets "send"knap. Jeg er blevet informeret om at One.com er i færd med en opdatering af blogsystemet. Men hvornår de er færdige vides ikke. I mellemtiden lever vi med et poste-system, som er blevet overtaget af en semiautonom og ondsindet AI. (red)



  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post92
Next »