Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

You ain’t nothin but a hounddog

Livet, universet, m.mPosted by Majbrit Høyrup Wed, February 15, 2017 14:25:21

Henning Andersen har ordet:
(Redaktøren blander sig lidt undervejs med links og illustration forestillende redaktørens hund.)


LAIKA

I de diffuse hukommelsesbilleder, fra den allertidligste barndom, står det ikke desto mindre klart, at jeg var ret glad for hunde. Søde hunde man kunne klappe. Søde hunde, der slikkede ens hænder. Søde hunde der godt ville kløs bag øret. Hunde var søde, og jeg ønskede mig inderligt en hund. Det fik jeg også – i den grad. Men mere om det.

Det første hundenavn jeg husker er ”Leika” eller ”Lajka” – og for de associationsfæhige, kan det jo være en lille quiz, hvorfor der er/var noget der hed(der) et ”leica-kamera”. Men Lejka kom ind i billedet, på grund af Sputnik og Jurij Gagarin, og hele ”rumkapløbet”, herunder kosmohunden Lejka, som at russerne sendte i kredsløb i en rumkapsel, og som derefter blev eutaniseret med en giftkapsel i den sidste hundemad.

Jeg syntes det var enormt synd for Lejka, og sidenhen gik det så op for mig, at jeg ikke var den eneste, eftersom Arthur C. Clarke skrev ”Dog-Star”, i hvilken en afdød Laika advarer sin (nu)levende – tidligere ejer – om et jordskælv. Pågældende stjerne – ”The Dog-Star” – er i øvrigt Sirius, hundestjernen. Og det er tilsynekomsten af den, der afgør om vi – kalendermæssigt – går ind i ”hundedagene”.

Der er i øvrigt kildemateriale fra en arabisk gesandt/diplomat, der besøgte Hedeby omkring år 1000, som beretter at indbyggerne er ”sirius-tilbedere” (et lidt pænere ord for ”hedninge” eller ”vantro”).

Endvidere er ”Sirius” navnet på den intelligente hund, der optræder i Olaf Stabledons novelle af samme navn. Hunden får endda en mere end almindelig intim relation til sin ejerinde. Så siger vi ikke mere.

BONZO

Og så fik jeg endelig min første hund. Og den kom til at hedde Nemo. En stor, kærlig, lettere skræmt airedaleterrier, der havde fået sit navn lige dele fra Odyseen, hvor Odysseus kalder sig ”Ingen” overfor kyklopen Polyfemos, og fra ”En Verdensomsejling Under Havet” af Jules Verne. Kaptajn Nemo.

På daværende tidspunkt havde jeg arvet en række Richs-album (en ældre udgave af Disney-cards) fra mine storebrødre. Og et af disse album havde små vittighedstegninger om aben Bobby og om hunden Bonzo.

Bonzo var (er: - det er jo tegninger) en bulldog – antropomorficeret – og kommer ud for diverse kærlighedsforviklinger. Sandsynligvis er han en aflægger af ”Bulls-Eye”, hidsigproppen der ejes af Bill Sykes i ”Oliver Twist”. Men han er formentlig også forfar til ”Kazak”, der optræder i to forskellige inkarnationer Kurt Vonneguts ”The Sirens Of Titan”, samt ”Breakfast Of Champions” (eller er det ”Player’s Piano?).

I hvert fald kom min næste hund til at hedde ”Bonzo”. Også en airedale – knap så kærlig, knap så klog, men jeg var på den anden side beskæftiget anderswo, som man jo nu er, i de der teenageår.

BLOOD

Selvfølgelig var der gymnasiet, og selvfølgelig var der pigerne, men der var også fantastisk litteratur – også og især, men ikke kun, science fiction. F.eks var der Stephen Kings ”Cujo”, om end jeg ikke helt kunne lade mig rive med. Så var der til gengæld mere trofasthed og nærværd over ”Blokbor”, der var hovedpersonens tro følgesvend i Niels E. Nielsens ”To Sole Stod Op”. Eller det deciderede rovdyr ”Pepper”, fra Hodgsons ”The House On The Borderland”, der med dødsforagt går i krig mod svinebæsterne (det skal tages bogstaveligt), og på den måde bliver en modpol til samtidens anden hound-dog ”Baskervilles Hund”.

Og så er der ”Blood”. Selvfølgelig er der det. Et intelligent, telepatisk gadekryds der optræder i Harlan Ellisons ”A Boy And His Dog”. Og hans aflægger må være ”Bob” fra Charles Strosses ”Rogue Farm”, som godt nok er sin herres bonkammerat, men heller ikke står tilbage for at ”roam free” eller nappe sig en joint.

RASMUS

Uvidende om hvorvidt dette kunne have interesse, har jeg ikke desto mindre prøvet at opregne hvor mange dyr (bortset fra hudorme og hovedlus), jeg i mit liv har haft indenfor de døre, jeg i overmod tillader mig at kalde mine.

Der er i hvert fald tale om fire undulater (af uudgrundelige årsager altid kaldt ”kanariefugle”) – som døde af ensom- og kedsomhed. Det er dyreplageri at have 1 undulat! Det er flokdyr!

Jeg mødte så den kvinde, der skulle blive det evigt feminine islæt i mit liv, og hun medbragte to katte. Et par aldeles selvfede persere, der gik under navnene Alfie og Rufus.

Det skulle herefter vise sig, at der var og kom andre dagsordener (nej, ”agenda” er ikke dansk – det hedder ”dagsorden”), ikke mindst da der også ”stødte børn til” (hvor de så ellers kom fra – spørg ikke mig, jeg tænker kun på dyrene).

Først og fremmest fik vi Fie og Ferdinand – en dværgpincher og en påstået chihuahua, der viste sig at være en pekingeser med et bulldogfjæs. Og via diverse flytninger gik det pludseligt stærkt. Fire nymfeparakitter (med de meget fantabulerende navne Emmy, Emilie, Emilie og Amalie). En amazonpapegøje, der kom til at hedde ”Frederik”, fordi jeg huskede at en af mine forældres venner havde en gravhund med samme (underligt, javist, men sandt!). Fem-seks kornsnoge, der alle slap væk. En hamster, der hed Viggo (som jeg bogstavelig talt nakkede – den havde ikke godt), en kanin, der næsten kom til at hedde ”Ragout”, to vietnamesiske hængebugsvin, ved navn Yrsa og Mathilde (vi var flyttet på landet), samt tre høns – der alle viste sig at være haner, med så lange sporer at det var farligt at bevæge sig ud.

Og så var der Rasmus.

Vi havde købt Sally – en stor labrador, der ikke var nogen vagthund og selvom hun var kærlig og sød, var der ikke rigtigt nogen hjemme. Men altså: Rasmus!

BANDIT

Der findes en tegneserie, der hedder ”We3”. (Og den er fantastisk, læs den, red.) Den handler om tre kyborg-dyr – en hare, en hund og en kat – der flygter fra deres internat. Deres respektive kroppe er indkapslet i og sammenføjet med panser-dragter og våbensystemer. Deres hjerner er tilkoblet enhancements fra interne minicomputere, og de er tænkt som offensive våben. Men kun på prøvestadiet. Og så slipper de fri. Det er hunden der hedder ”Bandit”

Hvis nogen kommer til at tænke på Richard Adams’ ”The Plague Dogs”, så er det såmæn ikke helt skævt. Og i den hedder den ene hund ”Rowf”. Hér vil jeg gerne tillade mig til at henvise til Richard Corbens temmelig gamle mesterværk ”Rowlf”, hvori en schäferhund ad magisk vej bliver til – nej, ikke en varulv, men det ligner! Og i øvrigt har Corben illustreret/tegnet ”Blood” – en tegneserieudgave af ”A Boy And His Dog”, som vi var inde på tidligere.

Idet jeg vil medgive, at ”The Plague Dogs” er en slags dyrevelfærds-thriller, så må ”Rowlf” siges at være ren fantasy, om end troldene - i samme - godt nok er teknologisk udviklede. Men bliver vi ovre i fantasy, så er der jo ”Fluffy” fra Harry Potter.

KERBERUS

”Fluffy” er ingen anden end Kerberus, helvedeshunden, vogteren af adgangen til Styx, floden der fører over til dødsriget. Allerede Dante mødte den, sammen med Vergil, i Den Guddommelige Komedie. Og der kan jeg bare sige, at sammen med Rasmus, kunne jeg godt føle mig som Charon.

Hans hoved var på størrelse med en skokasse – størrelse 48 – og når han åbnede gabet, var der frit udsyn til en middelalderlig torturbænk. På alle måder et voldsomt eksemplar af mastiff-racen, der oprindeligt blev opdrættet som krigshunde i det gamle Ægypten.

Kerberus optræder også – som attrap – i ”The Fifth Head Of Cerberus” af Gene Wolf, hvor der beskrives en slags statue af Kerberus, som en dobermann med tre hoveder.

Ikke mere om det – læs den selv; prøv selv at regne ud hvad der foregår.
(Ingen anelse - men det er en medrivende fortælling. Jeg har skrevet om den tidligere på denne blog. Red.)

Holger

Husholdningen har også haft en del katte. Toppy og Sorte og Charlie og Ludvig Og Cæsar. De er alle døde, og jeg orker ikke at navngive mus og rotter.

Nu om dage har vi to skæg-agamer – Tilde og Vera, samt skildpadden Charlie (ikke opkaldt efter katten, men fordi han ligner Chaplin – regn den selv ud).

Og så har vi haft to engelske bulldogger, Berta og Hektor. Berta er selvfølgelig opkaldt efter en tysk kanon, mens navnet Hektor stammer fra Odysseen.

”Holger”, derimod er pæredansk. Vi mente, at vi nu efterhånden, børnene fløjet af reden, frie som fuglene, og jeg skal komme efter dig, godt kunne tillade os at investere i en rigtig chihuahua. Men den skulle fandme opdrages, sku den. På dansk. Og derfor kom den til at hedde Holger – efter Holger Danske. Som i øvrigt er en sagnfigur, Ogier Le Danois, der optræder i Rolandskvadet, som har givet næring til såvel Tolkiens ”Ring” som til Wagner, Ebbe Kløvedal og Chanson de Mort d’Arthur – i uordnet sammenstilling. Og Holger Danske er endda så uhåndgribelig, at han sidder sovende både under Kronborg i Helsingør og under Nonnebakken i Odense.

Men herhjemme render han altså rundt og skaber sig hysterisk.

Emma

Da vi var nødt til at sende Hektor og Berta videre ud i firmamentet, blev Holger lidt alene tilbage. Og da han simpelthen elskede sin flok, var vi ligesom nødt til at give ham en ny.

Vi fik derfor Emma – en fransk bulldog.

Det blev bare det navn, men jeg er begyndt at forbinde det med ”Kalles Klatretræ”, en svensk animationsserie fra ’70’erne, hvor Kalle ligger i sin morfars træ og drømmer – blandt andet om pigen Emma, der er hans egen opfindelse.

Og sådan er det.

De fantastiske genrer er vores egne opfindelser. De udspringer af vores oplevelser og erfaringer, vore længsler og vore lyster. Og når de er rigtigt gode, ja, så vender de tilbage og siger noget fornuftigt om os selv.

Og vores hang til hunde.

Har De hang til hund?





  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post90

Atlantis – et kontinent du ikke kan nå

Livet, universet, m.mPosted by Majbrit Høyrup Wed, October 07, 2015 11:17:18
Tanker præsenterer hermed stolt og beæret et gæsteindlæg fra forfatteren og skribenten Henning Andersen. Henning Andersen er en flittig kommentator på denne blog og på Scifisnak samt gæsteblogger på ESSEF og på Apokalyptisk. Hennings kommentarer inspirerer mig altid til videre læsning og reflektion - og modsigelse - debatten er åben. Kopier dit indlæg før du poster, systemet har sin egen uudgrundelige vilje.

Tag godt imod:

Atlantis – et kontinent du ikke kan nå
Forfatter: Henning Andersen
" - intet i Verden kan være så smukt som en morgen på Glasvandtis"


Myten om Atlantis må siges, at stå markant lodret i vesteuropæisk bevidsthed, om end den er blevet eksporteret til The US of A, simpelthen fordi europæerne tog deres mere eller mindre bevidste myter og legender med sig, to the land of the brave and the free. Egentligt ret sært, eftersom myten/legenden om Atlantis faktisk drejer sig om skæbnens tyngde, fremfor det frie valg.
Platons "Staten" må betragtes som en utopi, lidt hen i retning af Ayn Rands "Og Verden Skælvede" (Atlas Shrugged), og ligger ihvertfald til grund for almindelig vestlig snusfornuft og "hwa svarer sej" - mentalitet.
Så meget mere som, at det er Aristokles' genfortællinger af noget hans lærermester, Sokrates, angiveligt skulle have foretaget sig - nemlig været i disse "dialogiske" fremstillingers debat-forum. Hvilket på ingen måde er bevisligt, hvorfor det hele udmærket kunne udspringe af hans egne spekulationer. Et sted mellem fiktion og politisk testamente.

Sokrates skrev intet selv.
Utopier kender vi en del til; fra Thomas Moores ”Utopia”, over Huxleys ”Ø” til Callenbachs ”Økotopia”. Og bortset fra sidstnævnte befinder de fleste sig ”intet-steds”. Det er nemlig det ”utopi” betyder. Og på den hjemlige front har vi jo altid Holbergs ”Niels Kliims Underjordiske Rejse”, samt ”Homonaticum” af Arne Meander (formodentlig et pseudonym). Men der er det at sige til utopier, at de tenderer mod at blive jævnt kedelige, som fiktion betragtet, idet meget af tiden går med en sammenligning af det perfekte samfund – utopien – og den scene af omverden, hvori den udspiller sig. Der går hurtigt moralisering i den, jvnf. diverse planetære ekskursioner fra de første par tiår af det tyvende århundrede (Sophus Michaelis’ ”Himmelskibet”, ”Aelita” af N. A. Tolstoy – det er en anden Tolstoy, end den du tror).
Efter humør og stemning kan man enten være begejstret for, at Platons ”Staten” har overlevet 23 århundreder (for så har man da altid det, at snakke om). Men mere interessant er det, at det netop er dialogen "Kritias" der er selve porten til Atlantis(myten) - nothing above, nothing below.

Ikke desto mindre er der jo andre ”sunkne kontinenter” i det fælles morads, vi kalder ”overlevering”. Lemuria, Mu, Shamballa – Shangri La (en mere moderne udlægning) og Vinland. Okay, det står til troende, at Thorfinn Karlsefni faktisk var i ”Vinland” – formodentlig det nuværende New Foundland, engang omkring år 1.000 – fordi han havde hørt en historie om Leif Erikssøn, Erik Den Rødes søn, om et kontinent hinsides Grønland. Et land der i beretningen (frem)står ret ”utopisk”, om end mødet med ”skrællingerne” (indianere) tilsidst gør en ende på koloniseringsforsøget.
Nåmmen:
- Kritias var én af De 30 Tyranner, og Sokrates belærer ham om Solon, der "gav" Athen en forfatning, hvorefter han (Solon) drog i eksil for ikke selv at blive en tyran (enehersker).
Pågældende forfatning var et Demokrati - og selvom det bliver påstået at "demokrati kan ikke gradbøjes", så findes der en guds velsignelse af vidt forskellige udgaver af demokrati, selv nu om dage, selv hér i "Vesten". De er ikke ens. Overhovedet ikke. Og der er altid restriktioner ifht hvad der kan konstitueres som "demos" - valgretsalder, f.eks. eller køn eller religiøst tilhørsforhold.

Det "demokrati" Solon konstituerede var snarere et "timokrati", grænsende til "plutokrati", hvor det er de indtægtsmæssige forhold+stand, der er afgørende for valgretten. Således havde en adelsmand 1 stemme, en ridder havde ½ stemme, en fri bonde havde 1/3 stemme, og en arbejder havde 1/4 stemme.
Kvinder, børn, tyende og slaver havde 0 stemme.
Der er lissom ikke lagt op til de store forandringer, kan man sige, hvilket måske er årsagen til, at romerne - i deres grecofile afmagt - konstituerede klient-systemet - senere overtaget, viderebragt, fastholdt af den italienske og amerikanske mafia.
Vi er således ikke noget nær i udkanten af den demokrati-opfattelse, vi normalerweisse gør os til gode med, hér i ”Vesten”.
DOG, trods alt: - Solon konstituerede desuden, at den udbredte praksis med pæderasti iblandt ridderskab og adel skulle nedtones til en mulighed - og ikke som hidtil en obligation. Om det så er en anden måde at lave mandlig prostitution på, det kan vi kun gisne om. SAMT: - at voldtægt, også af slaver, kunne retsforfølges.

Der må være point for forsøget - jeg tror ikke det havde nogen nævneværdig betydning i praksis.
Men det giver mig dog anledning til, at pege på tre mere moderne ”utopier”, der har køns-debatten ret meget i fokus, i forhold til samfundsopbygning – demokrati eller ej. Nemlig Russ’ ”The Female Man”, LeGuins ”The Left hand Of Darkness” og Sturgeons ”Venus plus X”. Heri beskrives ingen perfection, men der beskrives et alternative – et alternativt perspektiv. Centralt står, at vi ikke taler ”køn” – vi taler ”det menneskelige”, og den menneskelige konstitution.

Nå, men efter altså at have givet Athen en forfatning for 10 år, drager Solon i eksil -og det er under denne "dannelsesrejse" han støder på et bibliotek (i Ægypten?) drevet af Isis-præster, som viser ham et dokument om Atlantis' undergang.
Fra et "hjemligt" perspektiv, befinder vi os i ærtebølle-tiden, eller Yngre Stenalder.
Pågældende dokument indeholder, ifølge Solon, ifølge Sokrates, ifølge Platon/Aristokles, beretningen om et kæphøjt ø-rige, der søgte at styrte Athens magt - et sted i fortiden - men blev slået tilbage og knust af de demokratiske athenere, med gudernes hjælp.

Dette er udgangspunktet for myten om Atlantis.

Det er klart, at syndflodsmyten også spiller ind - og den er altså ikke kun noget med Noah og Arken; den findes blandt utallige kulturer, og også i den nordiske mytologi.

På den ”hjemlige” front reddede Bergelmir sig og sin hustru i en seng, da Odin Vile og Ve myrdede Ymer, og lod hans blod overskylle Jorden (syndflodsmyte). Og på den mesopotamiske arena, reddede Upashtimihm sig og sin hustru i en ”ark” (en kasse), men formildede guderne ved et brændoffer (”og se! Guderne flokkedes om den liflige røg, som fluer om et kadaver” – Sumer, 3000 f.v.t).
Hvad der er mere interessant er, at det næsten lyder som en til lejligheden opfundet fortælling, derhen at Kritias jo var tyran (sammen med 29 andre - Athen skal betragtes som et "forbund" af byer: - 1 by, 1 tyran), & at Sokrates lægger vægt på at det var De Frie Demokratiske athenere, der slog de tyranniske atlantider tilbage, fordi athenerne - med deres demokratiske sindelag .- havde gudernes støtte.
Det må siges at være et vink med en vognstang overfor Kritias and his ilk.

Proposium: - Atlantismyten er derfor muligvis et stykke symbolistisk fiktion, bragt ind i denne verden af blot og bart politiske årsager. For i det lys minder den ret meget om nutidige politiske udsagn a la "pengene fosser ud af statskassen" og "flygtningene vælter ind over vore grænser".
Atlantis er et ideologisk håndtag. Et real-politisk værktøj. Og derfor ikke en fortidig realitet.

Det har så ikke forhindret, at forfattere er gået til biddet i forhold til myten, og vi kan da blot nævne Robert E. Howards ”Kull” og ”Conan”-sekvens, Edward Bulwer Lyttons ”The Coming Race”, samt Cutliffe Hynes ”The Lost Continent”. Samt – og virkeligt sært – tegneserien ”Den Sorte Ridder”, med hovedpersonerne Bob Morane og Bill Ballantine – der en del af en ret macho serie, begået af pseudonymet ”Henri Vernes”. Et fransk bud på ”Doc Savage”.
Jeg kan i øvrigt meddele, at Den Sorte Ridder er et ret moderne stykke myte-stof, foranlediget af et uidentificerbart objekt, der kredser om Jorden. Personligt føler jeg ingen grund til hysteri over det, men man kan jo google faenskabet og lade fantasien flagre frit.

I realiternes mere eller mindre krystalklare verden, må vi vel sande at Jorden ikke er til for os – og heller ikke omvendt – og derfor kan der der være grund til, at tro, at Atlantismyten kan have udspring i Theras (San Torinos) ”forlis”, eller eruptioner langs Deccan Traps, samt konvulsioner i Atlanterhavsbækkenet med oversvømmelser i det vestlige, mediterrane område.
Men til trods for forlydender om observationer af undersøiske byer i middelhavet, i atlanten og i bermuda-trekanten, tror jeg at Atlantis er en myte og et sagn – som vi i den grad skal udnytte til at skrive noget utopisk, dystopisk, fantastisk fiktion på baggrund af.
Og selvom det er noget kitsch og tilbagestrøget hår, så har jeg faktisk stor respekt for musical’en ”Atlantis”, begået af nogle unge strattenrøvere tilbage i ’90’erne, for jeg husker at have været til en turné-udgave i Falkoner-centret, der endte med et så stort lysbrag i salen, at publikum var nødt til at klappe for ikke at se katastrofen i øjnene, da Atlantis sank.

Så selvom Atlantis er myte – derfor muligvis en kolporteret løgn – er vi næppe færdige med, at malke kalorius. Det må man ikke håbe.
Og det er da en mægtig god historie, her ved kanten af afgrundens rand. Så tak for god ro og orden, også på det bagerste dæk.





  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post79

Serielle besættelser

Livet, universet, m.mPosted by Majbrit Høyrup Thu, June 25, 2015 15:07:58
Turen ad Fury Road førte til en midlertidig besættelse af den meget vellignende ;-) skuespiller Tom Hardy og gennemsyn af alle de film og tv-serier jeg ku få fat på hvor han er med.

I Inception spiller Hardy med et glimt i øjet i den ellers meget alvorlige og seriøse stemning. Jeg ku godt li filmen for dens fantastiske drømme-novum og den smukke musik.

8/7 2015
: Ved andet gensyn morede jeg mig over, at Hardys karaktér spiller Eames, the forger (forfalskeren) i Inception. En "forger" er en der projekterer / spiller andre mennesker i drømme. Så skuespilleren Hardy spiller skuespilleren Eames.
Nolan har beskrevet i interviews at filmen reflekterer over hans eget liv som instruktør - at han i en periode aldrig var hjemme hos sine børn.
Filmens drømmeunivers er en parafrase over film i det hele taget - i drømme er der aldrig nogen transport fra det ene sted til det andet - og det er der heller ikke i film.
Eames fanfic her.

Batman the Dark Knigt Rises
var drabeligt lang og kedelig - og Hardys nydelige fjæs er gemt bag en maske - synd og skam er det.

Lawless
- drengerøvsfilm om forbudstiden i USA. Muligheden for at lave en smuk miljøskildring er tabt på gulvet i en rodet dramatisering og generiske banaliteter. Men Hardy spiller tavse knudemand så fint og indædt.

The Drop
. Argh, endnu en hundrede mænd og én Smølfine-film. Hvad er der GALT med jer, filmmanuskriptforfattere, instruktører og producenter? Lever I i en postapokalyptisk alle-kvinder-er-uddøde tid, eller hvad? Jeg tager aldrig film med lutter mænd i ned fra hylden uden at have en virkelig god grund til det. F.eks at der er en favoritskuespiller i, eller, at den er kendt som et mesterværk - på Das Boot-niveau. Men en rigtig fin film, bortset fra det, båret af karakterdrevet plot. Bonus, der er hundehvalp med i filmen.

The Virgin Queen
, fra BBC 2005. Næ! Wow! Romantisk guf! Pibekraver, skinkeærmer, silkeskjorter, læderbukser! Denne korte tv-serie er i dvd-versionen klippet sammen til 200 minutters dramatisering af Dronning Elizabeth d. 1 og hendes 40 år lange kærlighed til/venskab med Robert Dudley, 1 jarl af Leicester. Og Tom Hardy er den mest sexede tvudgave af Dudley, nogensinde. I denne tv-serie er han så tiltrækkende at det er forbløffende at Elizabeth sku' ku' ha' holdt sig jomfru, trods alle de politiske vanskeligheder, der gjorde et ægteskab mellem de to kærester/venner umuligt. Sidste afsnit af serien, der handler om Elizabeths alderdom, er hjerteskærende pinagtig og sørgelig, selvom makeuppen er utroværdig.

Heidi Tvedgaard Lund har skrevet et godt portræt af Tom Hardy som skuespiller på Pulp Magazine.

The Virgin Queen flyttede min opmærksomhed til forholdet mellem Elizabeth d. 1 og Robert Dudley. De to var et helt andet sted i deres forhold til hinanden end deres samtidige. Der er noget moderne ved deres kamp for selv at definere deres forhold. Der var en lighed, en gensidig respekt mellem dem, trods det (eller pga?), at hun var hans chef og trods det, at de levede i et totalt mandsdomineret samfund. Både Elizabeth og Dudley var specielle personer.
De var begge meget begavede, meget charmerende og meget provokerende. Masser af kildetekst og gode forklaringer findes på hjemmesiden allthingsrobertdudley.
- Bla andet dette brev hvor Robin bekymrer sig fordi Elizabeth blev gnaven da han giftede sig med hofdamen Lettie efter 18 års ventetid. Hans fortvivlede brev til Cecil (Elizabeths superkloge statsminister) giver hans meget sammensatte følelser udtryk. Dels var han bange for, hvad der ville ske, hvis dronningens nåde helt ville blive trukket tilbage.
- Robert Dudleys indtægt bestod udelukkende af dronningens gaver. Han var bange for at blive ombragt af en evt. gemal til dronningen. Og han var bitter over, at de tyve år han havde arbejdet for dronningen ikke gav ham nogen sikkerhed. Og han savnede sin allerbedste ven, hendes majestæt, dronning Elizabeth, oveni alle de andre følelser.
(Jeg bruger ordet ombragt i stedet for myrdet fordi pludselig, unaturlig død var en forventelig arbejdsskade for hofmænd ved i de europæiske hoffer i 1500-tallet. - Især i forbindelse med regimeskifte)

Man kan fortolke uendeligt på deres forhold.
Gad vide hvad de virkelig tænkte, når de ikke spillede deres respektive roller som høvisk hofmand og enevældig dronning? Jeg var nødt til at fanfic'e dem.

Lige i dag er det forholdene ved hoffet i England i 1500tallet generelt, der interesserer mig. Jeg tænker det kunne være lidt spændende at skrive en novelle om en sommerdag i Robert Dudleys barndom. Lige omkring det tidspunkt hvor Henrik d VIIIs stakkels femte kone bliver aflivet. På det tidspunkt bliver Elizabeth og Robert undervist sammen. Hvordan mon det gik til?



  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post78

Varmemesterklip

Livet, universet, m.mPosted by Majbrit Høyrup Sun, December 11, 2011 17:13:51
Nu hvor jeg får gået meget mere tur i omegnen (med hunden) synes jeg det er en skam at AABs gårdmænd gør sig så store anstrengelser for at få de meget store arealer rundt om blokkene til at være så kedelige. Med den samme arbejdsindsats kunne områderne være haver eller natur eller et spændende mix. Nu er det bare arealer. Slået græs, varmemesterklippede buske, der aldrig blomstrer, sprøjtede kanter af slimet jord, der holder pindsvin og småfugle væk. F.eks kunne de buske der står lige uden for folks døre lisså godt være solbær, ribs og stikkelsbær i stedet for skamklippet potentil med åndenød. Eller med andre ord: disse halvoffentlige steder blir passet uden nænsomhed og ud fra en usagt hypotese om hvad "man" syns er pænt. Børn bli'r forvist til præfabrikerede legepladser og træer blir beskåret, så de ikke egner sig til klatretræer. Buskene bli'r sprøjtet på undersiden, så man hverken tør la børn eller hunde lege under dem. Hvad med f.eks at tage en af de syv (!) ens græsarealer 142x22 m2 på anden side af de rigelige bil-parkeringspladser og tilplante fra kant til kant med bambus - det ville blive alletiders uforudsigelige labyrint for børn og barnlige sjæle og det vil være fuldstændig "pleje"frit. En anden af disse kønsløse græsflader ku' tilplantes med en tæt skov af lærk og birk - og det bare fordi det er så umådelig smukke træer. En tredie ku hegnes ind og være en lille hundepark. Trylle, trylle, formålsløse firkanter, der så godt ud på arkitekttegningen er nu blevet til en serie haver som indbyder til spadseretur og bevægelse langs den r..syge Sønderskovvej. Sønderskovvej er tænkt til biler. Den der kører i bil kan glæde sig over de store, grønne enkle flader, som er letopfattelige for den der kører 65-70 eller mere gennem forstaden. Et mere varieret udtryk vil motivere til lavere hastighed. Jeg tror, jeg sender et brev til AAB. Og måske Stiften. Jeg syns det på tide vi snakker om hvem der faktisk har bestemt at vores omgivelser ser ud som de gør - og om den største kvalitet ved et areal er, at det er nemt at "passe" - læs "køre rundt med larmende havetraktor i timevis på dejlige sommerdage, hvor det ikke regner for meget til at man kan køre rundt på larmende havetraktor".

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post29

Jeg er en perle!

Livet, universet, m.mPosted by Majbrit Høyrup Sat, November 19, 2011 11:47:24
- Eller dvs. min novelle "Smeden i Moelbæk" er.
Magasinet Himmelskibet har lagt en anmeldelse af antologien "Bag Adonais spejl" på deres anmeldelsesside. Og "Smeden i Moelbæk" har fået ikke helt ringe anmeldelser.

Det var i øvrigt en meget svær historie at skrive. Det tog et år at få den puslet på plads.

  • Comments(1)//blog.gravko.com/#post28

Tøvende foran skrivelandets garderobedør

Livet, universet, m.mPosted by Majbrit Høyrup Wed, January 05, 2011 15:39:00
Uh, jeg skal til at skrive noget nyt. Jeg kredser om det. Jeg skriver stikord i forskellige retninger. Jeg kan ikke rigtig bestemme mig eller bekvemme mig til at gå rigtig i gang. Jo, jeg HAR lyst, men hvis jeg går i gang vil det tage mindst 30 timer at blive færdig med en novelle. Og det var meget bedre, hvis det kunne være i et stræk. Det føles ligesom at blive vækket midt om natten at tvinge mig til at rejse mig fra computeren, når familien vil have mad eller der er lønarbejde eller andre irrelevante ting, der skal gøres ind i mellem.

Og hvis jeg skriver den der med den afskyelige sø med de monstrøse og ubenævnelige skabninger til Cthulu Mythos antologien, så kan jeg sikkert ikke nå at skrive om Ganesha, der går i lære hos dvalemestrene. Eller den om Asynies grufulde hævn. Eller den blodige scene med Walz og privatdetektiven i den nedlagte Alpinpark.
Hvad med den alternative slutning på Smeden i Moelbæk, hvor fortælleren driver i land på Skågø - fortalt fra jætternes synsvinkel? Og jeg gad også vide mere om Qis mærkelige barndom. Der er mange ting jeg ikke ved, før jeg har fået skrevet det. Nu ved du (kære eventuelle blog-læser) det heller ikke. Endnu.

Jeg står lige foran garderobedøren til Skrivelandet og tøver. Dette blogindlæg er en overspringshandling, en lille bøn før rejsen.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post14