Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Vejen ud af Limbo

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Wed, March 29, 2017 16:09:27
Tankers favoritgæsteblogger, Henning Andersen har læst Moby Dick.
Bemærk, der kommer spoilers så store som hvaler!

"Moby-Dick” er noget af en - ja - moby-dreng. Den er selvfølgelig den ligefremme historie om den gale Kaptajn Ahab, der vil hævne sig på den hviade hval, der tog hans ene ben. Og det er der lavet masser af forkortede versioner over, samt billedbøger, tegneserier og film, der forholder sig mere eller mindre korrekt til Herman Melvilles roman. For så vidt man kan kalde den det, idet dens tekstmæssige opbygning består af både direkte narrativ, mega-lange enetaler, udtog af videnskabelige artikler om hvaler, hvalfangst og skibe; shakespearisk inspirerede hexametermål, bibelske (fejl)citater, mytologiske inkongruenser og referencer, samt meta-dialog og fuldstændig udsyrede hentydninger, der både henviser til kulissen men også "bryder den fjerde væg", i ny og næ.
Man kunne kalde Moby-Dick et katalog over, hvordan man kan skrive - og det er her den kommer til at ligne "Ulysses" (for slet ikke at tale om "Finnegans Wake").

En gængs misforståelse er, at man kan læse Moby-Dick på mange måder. F.eks. som en parabel om Gud og Djævlen, hvor det ikke hører sig til at almindelige mennesker dømmer om det guddommelige, men skal være overbeviste om, at Gud har en plan. Eller at Ahab skulle være Djævlen og Moby-Dick Gud – eller omvendt. Men det er noget sludder. Man kan læse Moby-Dick på én måde, hvor man starter på side 1.
Men det er fuldstændig korrekt, at hele molevitten - & de enkelte kapitler - kan underlægges fortolkninger, der må tage forskellige værktøjer i brug. På det overordnede plan, fordi afsnittene er forfattede i forskellige slags tekstlig form (digte, prædikener, monologer, videnskabelige fremstillinger, åbenbare øjenvidneskildringer - med meget mere)

Jeg skal da heller ikke påstå, at det jeg nu vil fremstille, skulle være en endelig fortolkning af Herman Melvilles værk. Men det er ihvertfald et perspektiv, jeg ikke har set berørt. Så lad os gå igang.

"Call me Ishmael"
Ishmael er fortællerens "persona" - idet det er en ældre "Ishmael", der fortæller historien. Og i historien bliver han kun nævnt ved navn 1 gang, og i lange afsnit er han overhovedet ikke til stede i handlingsforløbet. Der er det kun "den ældre Ishmael" der rapporterer om tidligere oplevelser, fra et senere tidspunkt.
Lidt indviklet - lad os komme til sagen.
Fortælleren fortæller, at Ishmael-jeg'et i lang tid var optaget af bedemandsforretninger og kister, samt fulgte ligvogne og begravelsestog, der gradvist førte ham til en kro, ejet af Peter Coffin!
Her deler han værelse med en kannibal, som han bliver "gift" med, hvorefter de tager til Nantucket og får hyre på hvalfangeren "Pequod", der betyder "Ødelæggeren" på algonquin-sprog.
Skibets kaptajn hedder Ahab, og "andenpiloten" hedder Starbuck. Men alle de referencer til Biblen og til astrologien springer vi smukt og let henover, og når frem til at Ahab banker en gulddukat fast til masten, og udtaler at den (dukaten, ikke masten) tilhører den der først får øje på Den Hvide Hval.
På et tidspunkt bliver Ishmaels kannibal-ven syg, og får skibets tømrer til at lave sig en kiste, som han så overnatter i, og får det bedre. Han foreslår derfor at den kan bruges som redningsflåde, idet "Peqouds" flåder i mellemtiden er blevet ødelagt under flere forsøg på hvalfangst.

Ahab har - af en eller anden grund - hyret fire "parsere" (tilhængere af Zarathustra’s lære) som sin personlige besætning i hvalfangerbådene. Lederen navngives som Fedallah, og Fedallah profeterer at han nok skal gå i forvejen, så Ahab har en guide når han dør; at Ahab ikke vil dø, før der på havet vil vise sig to ligvogne (rustvogne); én der ikke er lavet af mennesker, og én der er lavet af amerikansk træ. Desuden vil Ahab kun kunne dø ved hamp (der menes ikke cannabis; der menes det som tovværk er lavet af). Hvilket altsammen overbeviser Ahab om, at han nok skal få ram på Moby-Dick.

Og så får de øje på Moby-Dick.
Den endelige katastrofe sker over tre tempi, og vistnok også over tre dage, men lad os nu ikke fortabe os i petitesser.
Det første forsøg på, at "nedlægge" Moby-Dick resulterer i, at Fedallah bliver viklet ind i harpun-liner og trukket med ned under vandet.
Det næste forsøg er at betragte som en forsvarshandling, idet Moby-Dick vædrer Pequod, og på hvalens flanke ses liget af Fedallah, viklet ind i harpunlinerne, som Moby-Dick har viklet om sin krop.
Herefter vædrer Moby-Dick Peqouds forstavn, og skibet begynder at synke. I raseri tyrer Ahab sin særligt fremstillede harpun ind i kødet på den hvide hval, men linen snor sig om hans hals, og han bliver trukket med ned. Profetien er gået i opfyldelse; - Fedallah døde før Ahab; Moby-Dick blev Fedallahs rustvogn; Peqoud er blevet en rustvogn, der trækker alle i døden, da den synker, og Ahab blev kvalt i hampereb.
Der er altså tale om, at kisten og rustvognen flittigt bliver brugt som metafor.

"Ishmael" redder sig på kisten, der havde fået ny identitet som redningsflåde. Han er altså nu ”PÅ” kisten, og ikke længere søgende efter at komme ”I” kisten, hvilket må ligge til grund for hans oprindelige interesse i at følge rustvogne, og se på bedemandsforretninger. Og gulddukaten sank til bunds med Peqoud, for at betale for overfarten. Ikke overfarten til dødsriget, men overfarten tilbage til livsriget, nydeligt eksemplificeret ved, at "Ishmael" bliver taget op af "The Rachel", der søger efter liv "searching for her lost children, found another orphan". Passende nok, idet ”Rachel” betyder hun-får, der sørger for sine lam.
Med andre ord handler Moby-Dick om rejsen tilbage til livet.
Men jeg vil også godt udvide de tilsyneladende modsætninger, en lille smule.
Dersom Gud og Djævlen eksisterer (hvilket jeg personligt ikke tillægger nogen særlig sandsynlighed), da kan disse entiteter ikke bestemmes af et menneskeligt intellekt, men må opfattes som en følelse af det ene eller det andets ”nærvær”. Moby-Dick er hele tiden nærværende i narrativet, men distant, mens Ahab hele tiden er distant, men nærværende! Hvem er Gud og Hvem er Djævlen? Og til sidst klasker det nærværende og det distante sammen i et paradigme-skifte, hvor universet bryder sammen, og kisten bliver til livets begyndelse, og ikke som symbol på livets afslutning.
Jeg er stadig overbevist om, at romanen handler om, at komme tilbage til livet, men jeg er samtidig af den opfattelse, at døden ikke er livets modsætning. Det er blot livets grænse. Har vi derfor, i Moby-Dick, fortællingen om et terapeutisk forløb ud af en depression, en personlig krise?
Ikke for ingenting er netop Moby-Dick det første eksempel på personligheds-psykologi i en fiktiv sammenhæng.
Men tænk selv videre – eller læs bogen, ikk’sandt.

Skulle du få lyst til at kommentere, kære læser, så husk at kopiere hvad du har skrevet inden du trykker på kommentarfeltets "send"knap. Jeg er blevet informeret om at One.com er i færd med en opdatering af blogsystemet. Men hvornår de er færdige vides ikke. I mellemtiden lever vi med et poste-system, som er blevet overtaget af en semiautonom og ondsindet AI. (red)



  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post92

Gætteleg

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Fri, November 08, 2013 11:39:01
Tadaah! En litterær gætteleg!
Hvilke to forfattere møder hinanden i en drøm i teksten herunder?
Teksten er min besvarelse af en lille opgave, vi har stillet hinanden i skrivegruppen: Skriv en dialog mellem to kendte.
Svar kan skrives i kommentarfeltet. Hvis du gætter rigtigt, kære læser, har både du og jeg vundet.


To kendte forfattere møder hinanden i en drøm

”Er vi hér?,” spørger hun.

”Det er en drøm,” svarer han.

”Det var min Stue for mange Aar siden. Det er dejligt at være her igen. Jeg var aldrig saa lykkelig som her.” Hun sætter en lakplade på grammofonen. En sprød og knitrende tenor spreder Schubert i stuen. Pickuppen springer en vinding over; tenoren knækker midt i en frase.

”Ånderne er vrede og ryster bjerget. Det er ikke den rigtige musik til denne drøm,” siger manden.

Hun kalder: ”Kalimante, kom med Kaffe til vores Gæst.” Til gæsten siger hun: ”De vil synes om Kaffen, vi har ikke meget, men vi har dog dyrket den selv.”

Kalimante kommer og går med kaffe på en blomsterbemalet bakke.

”Er han ikke en dejlig Dreng? Holder De ogsaa af Negrene?” siger hun.

”De sorte har en værdighed, en væren, en direkte sexualitet, jeg beundrer dem,” svarer han.

”Vi talte aldrig om det, der foregaar mellem to Elskende. Mit Liv havde været lettere, hvis vi havde gjort det. Men et let Liv var ikke min Skæbne, min Skæbne var at blive Storyteller. Jeg viklede Sandheden ind i Skønhed.”

”Jeg ser skønheden i det sande; jeg fortæller om det; det er mit arbejde. Og min byrde, mit problem.”

”De maa være Digter. Digterne flokkes om mig, de gør mig til et Idol, en Jomfrudronning.”

De rører sukker ud i kaffen. Det er store palmesukkerkrystaller; det tager lidt tid.

Tankefuldt siger hun:”Mon Denys kommer i aften? Når han var her, haabede jeg han blev; som en anden Scheherazade spandt jeg Historier i tusind og én Nat for at vinde Tid, skønt jeg vidste at Slaget var tabt. Han tilhørte en Drøm om Vinger. Jeg tilhører Jorden, med dens bitre Dufte af Kaffeblade, der raadner i Vinterregnen.”

”De er en skøn kvinde. Grib nuet, det er Deres ret.”

”Det var det Flygtige, der drog mig. Med Bror troede jeg, at jeg kunne få del i Friheden ved at gifte mig med én, der var fri. I mødet med Denys forestillede jeg mig Intet, bad om Intet, tilbød Intet Andet end Husly og Poesi. Jeg ville være Væren, men blev Kvinden, der skrev. Jeg blev en Kobberslange.”

”Jeg er manden, der taler om det perfekte. Jeg er sansningens slave. Kan De mærke at gulvet ryster?”

”Det er Fodtrin, min kære, nye Ven. Det er Denys, der kommer paa Besøg.”

”Det er min husholder, der kommer for at vække mig, før huset falder sammen.”





  • Comments(10)//blog.gravko.com/#post57

Moral og æstetik

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Fri, July 05, 2013 21:45:18
Naturligvis skal det æstetiske være i orden. Jeg nyder når form, stil, timing, miljø, karaktérbeskrivelse går op i en højere enhed. Men jeg bliver så træt, når det jeg ser og læser i grunden er poleret exploitation. Derfor er jeg generelt ikke begejstret for krimier – fordi beskrivelsen af forbrydelsen ofte forekommer mig som en mekanisk skabelon uden medfølelse, og som et tomt påskud for at sætte gang i handlingen og fordi udpenslingen af offerets lidelser har en ubehagelig, pornografisk tone.

Der er noget gustent og hjerteløst ved at lade ofre være statister i fortællinger, der er skrevet for at vi skal beundre en dygtig detektiv eller en skarpsindig retsmediciner.

  • Comments(1)//blog.gravko.com/#post50

Litteraturens ydre grænser

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Mon, March 25, 2013 14:13:42
I de belærte litterære skriveklubkredse hvor jeg (stadig?) færdes, er alle former for tekster ok. Især selvfølgelig ultrakortprosa om identitetskriser. Tekster, skrevet i et højstemt, kringlet, til dels hjemmelavet sprog med bevidste grammatiske brud, er er mest moderne. Det er bedst hvis det handler om psykiske kriser over indbildt modgang.

Ægte modgang er ikke relevant for fin litteratur. Kræftbylder er rigtig gode som metaforer, men selvfølgelig ikke rigtig kræft, det er alt for banalt. Digte er bedst, når ingen kan gætte hvad det handler om. Men alle tekster er selvfølgelig velkomne i skriveklubber.
Lange tekster er dog ikke så godt. Det ville jo kræve at de litterære skulle forberede sig hjemmefra.
Og science fiction - det er slet ikke litteratur. Den slags smuds er ikke den mindste anstrengelse værd, må jeg igen og igen opdage til min forbavselse, når den pinlige tavshed breder sig efter oplæsning af mit utidigt fantasifulde bidrag.
Hvordan kan det være? Vi kommer aldrig dertil at jeg kan få et svar, for dem der siger det, har ikke andre referencer end Star Wars (!).

Det forbavser mig virkelig meget at holdningen er sådan. Jeg færdes også i diverse fan-kredse og der var jeg allerede, inden jeg mødte denne holdning personligt, blevet advaret om det. Men jeg troede det var et gammeldags fænomen, som at forbinde tegneserielæsning med vold, eller f.eks mene at det ene eller andet køn ikke kan skrive.

Det er ret spøjst, at en som er så belæst som mig, kan have en svaghed for så ildeset en genre; hvad mon der er gået galt? Jeg har læst alt muligt fra romanblade til Ulysses, og stadig blir jeg mest begejstret når jeg falder over noget nyt, velskrevet science fiction på dansk.
(Det eneste der kunne overgå dette, ville være at Finde Et Tintinalbum Jeg Ikke Har Læst Før.)

Hvorfor må der ikke være rumskibe i rigtig litteratur? Gi mig en grund!

  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post46

Genrer og troper

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Sat, December 15, 2012 11:44:48
Facebooks science fiction fanside har der været offentliggjort forskellige modeller om de forskellige fantastiske genrer.
Jeg postede selv den model man kan finde i et tidligere indlæg her og blev opfordret til at rentegne og kommentere den.
Det vil nok tage lidt tid, men fra på tirsdag har jeg lidt juleferie, så vil jeg se om jeg kan få det gjort. Lykkes det, så skal det blive en artikel i NOVUM, selvom den nok kommer til at passe bedre til HIMMELSKIBET.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post42

Bogindkøb på Dancon 2012

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Mon, October 01, 2012 17:02:27

Glæder mig til efterårsferien; så skal der læses!

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post40

Todorof og Smølfine

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Sat, August 27, 2011 10:59:37
Denne blog er oprindelig startet, fordi jeg som underviser udi bl.a webdesign må have en blog, en cms-styret hjemmeside og en twittterkonto mm.
Jeg er blevet kritiseret for at skrive for lidt her, men hvis det er nogen trøst, twitter jeg endnu sjældnere ...

Jeg vidste ikke hvad hovedtemaet for blokken ville være, før jeg havde skrevet et par indlæg - men det har så vist sig at det er kommet til at handle mest om min læsning og skrivning. Fremover vil jeg prøve også at skrive om cykling og nær-økologi.

Og nu til dagens tekst: Jeg er ved at forsøge at læse Tzvetan Todorovs "Den fantastiske litteratur" - jeg fik den anbefalet af én fra min skriveklub. Men jeg kløjs godt nok i den. Måske, fordi jeg, hellere end at læse om hvorledes man deler den fantastiske litteratur op i undergenrer, kunne tænke mig at læse bogen om, hvorledes jeg får skrevet noget mere fantastisk litteratur.
Måske er det oversættelsen, der gør modellerne i bogen så gådefulde. F.eks den her, som andre teoretikere ofte refererer til:

Det ...
slet & ret uhyggelige | fantastisk uhyggelige | fantastisk vidunderlige | slet & ret vidunderlige

Hvor uhyggeligt først giver mening, når man husker på, at det er en oversættelse fra tysk over fransk til dansk. Hvis man tænker sig, at modellen snarere beskriver hvor langt man bevæger sig fra realisme, giver det mere mening for mig:

Det fremmedartede, som undervejs får en forklaring >
Nonsens og poetisk mystik, hvor teksten
er sin egen logik.


Todorof har et afsnit om "Du"-fantastik, hvor med han mener alle den slags tekster, der er drevet af en (forbudt,) udadvendt passion. Herunder: Vild sex, nekrofili, morderiskhed m.m.
Det fik jeg mere ud af. Her kom jeg til at tænke på de mange bøger jeg for nylig har læst om vampyrer, varulve og zombier. Gad vide hvorfor det pt. er trendy at skrive den slags, i todorofske forstand, du-fantastik?

Og nu tilbage til min fiktions-skrivepult: Jeg tænker på en historie om Smølfine, den ultimative URK-figur, pigen, der på ingen måde er en en rigtig kvinde, slet ikke når hun i albummet om Smølfine (af Peyo) bliver forvandlet til én kvinde (eller pige?) blandt hundrede smølfe (-drenge?) og én mand. Historien er slet og ret uhyggelig. En klam, sexistisk genfortælling af "Trold kan tæmmes". Som (pige-)barn studsede jeg selvfølgelig ikke over det, men Nanna Goul har analyseret fortællingen ædende ondt, så intet vil være det samme herefter. Det kunne være lidt spændende at høre Smølfine selv smølfe om sine oplevelser i Smølfeland, ikke?

Note til evt. ny læser af denne blog: URK er Uden Rigtige Kvinder, historier hvori de fiktive feminine karakterer på ingen måde virker virkelige, men kun er mandlige idealforestillinger om det kvindelige. Kvinder, som ikke kan slå en prut, altså. Ret kedeligt i længden for Deres kvindelige udsendte udi den fantastiske litteratur, som desværre er ret befængt med URK-fortællinger.


  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post26

Skrevet

LitteraturPosted by Majbrit Høyrup Thu, November 26, 2009 11:28:49
Status på min skrivning:
De grønne jærve er sendt ind til en gysernovellekonkurrence; der kommer svar en gang i december. 4.050 ord.

Organisk design er på 6.159 ord og halvt færdig. Og igang. Lige om lidt. Nu.

Europa Park skal forkortes og skrives om. Cirka 10.000 ord. Jeg troede den var færdig men efter jeg skrev

Debriefing af Hibernauter, som foregår i samme univers, har det vist sig at tidslinien og andre continuity-ting ikke hænger sammen. Debriefing.. er færdig og vil blive sendt til en science fiction-novellekonkurrence til nytår.

  • Comments(1)//blog.gravko.com/#post2