Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Superhelte

SetPosted by Majbrit Høyrup Sun, April 03, 2016 16:38:29
Jeg er ikke så vild med superheltefilm, men jeg vil gerne høre om hvad det er ved dem, mange er så vilde med. Jeg skulle have forklaret hvorfor Guardians of the Galaxy var en fed film, før jeg kunne forstå det. (Se post 77)
Jeg tænker, at jeg ofte føler mig ladt udenfor af superheltefilm - sidst Iron Man hvor jeg kendte så lidt til forhistorien og universet at det bare var megen patos og forvirrende snak ud over de flotte billeder.
Thor så ud som kulturel appropriering, så den gad jeg ikke se. (Desuden har Thor rødt skæg. Det ved alle.)
Så tænkte jeg, Jupiter Ascending - det må da være noget for mig, når den har en kvinde i hovedrollen og er lavet af Warchawski-søstrene. Men nej, Jupiter render rundt og siger uha og hovsa og ser pæn ud, mens mændene omkring hende taler i det her pompøse superheltefilmtonefald.
Eller det kan være ideen om at verden skal reddes af den særlige ener som er kaldet pr medfødt egenskab ... Det kan i min optik kamme over i ikke bare supermenneske, men overmennesketænkning.
Pt er jeg interesseret i sub-humane spørgsmål og synes de spændende temaer til historier ligger der: Hvordan klarer mennesker der er mindre begunstiget sig? Kan de måske samarbejde om at løse deres problemer?
Derfor er min fan-passion også lige nu rettet mod en webcomic (sssscomic.com) hvor en gruppe almindelige og fejlbehæftede mennesker klarer skærerne i en postapokalyptisk verden.
Men - netop fordi jeg ikke rigtig forstår fascinationen af superhelte, vil jeg gerne høre mere. Hvad ER det der gør superheltefilm og -tegneserier så inciterende?
Kopier dit svar inden du trykker på send knappen, systemet er upålideligt.



7. april 2016
Svar fra Henning Andersen, som skriver (pr mail):

> Dit kommentarfelt på "Tanker" er da i den grad underlagt et regime af den anden verden. Nu har jeg forsøgt i ti minutter at indlægge en kommentar - og det bliver hele tiden afvist.
Nu skal det ikke være på den måde, så du får kommentaren medsendt hermed:

#Item: hvorfor er superhelte fascinerende?

Q: - hvorfor er helte – i det hele - taget fascinerende?

Første forsøg på svar:

- Superhelte må anses for at være resultatet af en lang tradition for ”hero’er” (Fantomets hest hedder i øvrigt Hero). Da vi er runden af græsk og romersk snusfornuft og sindelag, kan vi jo nævne Odysseus, Akilleus og Herakles og udnævne dem til de første superhelte. Men vi kan også tage Gilgamesh med, om end det ligger lidt længere tilbage og lidt længere østpå.
På de hjemlige breddegrader kan vi tage Sigurd Dragedræber og Regnar Lodbrog, med samt Bjovulf og lidt senere også Holger Danske.
Alle disse er statuerede som eksempler på, hvordan En Rigtig Mand skal opføre sig – af samtidens propagandister. Så vi er altså ovre i mandehørmen fra karlekammeret.

Andet forsøg på svar:

- Så er der det der hedder ”kultur-heroer”, og det er næsten det samme der dækkes af ordet ”trickster”. I Kina har de ”Abe” og de nordamerikanske prærieindianere havde Nanaboscho og Coyote. Under vore himmelstrøg har vi Loke og Gøngehøvdingen = Robin Hood, og henne i Rusland har de de såkaldte ”bogatyrer”. Alle rev disse enten guderne eller øvrigheden i næsen. Thi sådan gør en rigtig mand for at forsvare de svage og sin egen ære.

#Item 2: hvorfor er SUPERHELTE fascinerende (blev der spurgt)?

Forsøg på svar
: - det ville være uhyggeligt nemt, at påpege noget med noget evolutions-biologisk the survival of the fittest smålummert og småfascistisk. Det er rigtigt nok, at der altid har været idoler at se op til eller forsøge at kopiere. Som nævnt. Men superhelte udspringer af noget helt andet, nemlig markedsgøgl (henne i USA: ”Barnstorming”), hvor Stærke Mænd optrådte i lange underdrenge og badebukser og løftede 1000 kilo eller lod sig i tønder dumpe ned af vandfald. Eller lavede ten somersaults i medbragt sopwith camel. Eller som Lennon sang ”The Hendersons will all be there, late of Pablo Franco’s Fair”.
Siden er der kommet “produktudvikling” ind over, og disse superhelte er ikke nødvendigvis længere iført badebukser.

Forsøg på svar II: - identifikation! Ikke at vi identificerer os med Wolverine eller Batman (i øvrigt på ingen måde ”super”). Men vi ved – forværts – at superhelten har disse og disse evner og egenskaber, og hvordan vil han (ja, jeg beklager) imødegå den næste ”ultimative fejende”, han får kastet i flæsket. Id est: - der er disse evner og egenskaber. De er anderledes – og mere – end hvad læseren/lytteren/seeren er i besiddelse af. Men det er dem der er. Og hvad nu, når unobtanium-ligaens kampgladiator MegaMagog, med de kryptosoniske falanx-negle borer sig ind i Status Quo? Hvad vil du så gøre Peter Parker?
Eller rettere: - hvad har forfatteren og tegneren NU fundet på?

Opsummering:
- jeg tror ikke det er så forskelligt fra Huset På Christianshavn eller De Uheldige Helte. Det er i hvert fald ikke mere avanceret. Så vi ender vel på, at det fascinerende består i at opleve det, at være deltager – på sidelinien. <

  • Comments(4)//blog.gravko.com/#post83

Kærlighedens og vredens veje

SetPosted by Majbrit Høyrup Tue, May 26, 2015 13:37:57
Strøtanker om Mad Max IV, Fury Road.
Dette er ikke en anmeldelse af filmen og der vil blive spoilet - se filmen før læsning af denne blogpost.
Filmen var så overdrevent blæret fantastisk, en demonstration af hvordan man bruger et visuelt medie til at fortælle med, en enkel historie med en dybsindig menneskelig pointe, at der ikke er nogen grund til at anmelde yderligere.Fury Road er en kinky film, kink på kink bliver hobet op: startende med Distressed Dude-kinket. Stakkels Mad Max i sin nye inkarnation af Tom Hardy bliver indfanget af magre, skjorteløse albinoer, (... herefter et nyt kink, ahem) får en metalmaske på (kinky) og brugt som kombineret kølerfigur (bondagekink) og bloddonor (blodkink, medicinfascination). Derefter bilræs-orgasmisk bilræs i monsterbiler som jeg aldrig har set det før! Maskiner! Som larmer! Og springer i luften! Steampunk-kink!

I starten af filmen er alle karakterer i en situation hvor de bliver berøvet det, de kunne give: Mad Max får stjålet sit blod, sin personlige sikkerhed, og er tvunget til at følges selvom han helst vi være alene, Nux er blevet indoktrineret til at ville øde sit liv væk, Furiosa arbejder for den forkerte sag, Haremspigerne er holdt fange og gjort gravide mod deres vilje.
I slutningen af filmen ...
Spoiler! Du er advaret! Spoiler! Se filmen først! Læs ikke videre!
I slutningen af filmen, ofrer Nux resterne af sit alligevel snart udrindende liv af kærlighed, ikke af fanatisme, Furiosa vender om og kæmper for forandring i stedet for at flygte, Max vælger at følges med dem han var tvunget til at følges med, og da det ikke er en romantisk kærlighedsfilm, forenes heltinde og sidekick fysisk med en meget øm medicinfetichistisk bloddonation (!) Max hvisker: "Im sorry" så kærligt, at det lige gibbede i mig med.
Tom Hardy er på en eller anden måde mere følsom og plaget end Mad Max's forrige inkarnation, Mel Gibson; hans ansigt er blødere, hans rolle mere afdæmpet. Men han er skønt og troværdigt fysisk, denne film taler kropssprog.Lidt googling afslører at ja, instruktøren George Miller, læste faktisk til læge før han blev instruktør.

...Mht til medicinfascination, så er der en tilsvarende scene i Aeon Flux (kødfilmudgaven) med modsat kønsfortegn hvor Aeon opererer en kugle ud, baggårdsstyle på sin bedste ven og fjende Trevor. Nu hvor jeg har fået blik for det ser jeg det allevegne - disse sublimerede kærlighedsscener.

  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post76

Firefly, første og eneste sæson

SetPosted by Majbrit Høyrup Fri, September 20, 2013 10:40:48
Bare lige i al korthed: FIREFLY! Anbefales!
En virkelig charmerende TV-serie fra 2002 om en lille bande moralske rumpirater i et western univers. Serien foregår efter Jordens undergang vist nok omkring solsystemet, hvor de ydre planeters måner er blevet terraformede (og har fået 1G tyngdekraft?).

TV-serien er 13 afsnit kort og kvaliteten stiger stejlt gennem sæsonen til de sidste ret syrede og finurlige afsnit.
Western universet betyder at karaktererne er cool klædt, bander konstant på kinesisk (!) og der er en del western-plot med nybyggerproblemer på de terraformede måner (der ligner det vestamerikanske ørkenbagland på en prik) .

Det er ikke alle afsnittene, der er science fiction i den forstand, at de indeholder et novum med beydning for handlingen. Nogle af afsnittene - især de første - kunne lige så godt være en del at en traditionel western-serie placeret på Jorden i 18xx. Meeen, det istandsatte og slidte rumskib de flyver i, Serenity, er så fint lavet at det er nok scifi-lir for i hvert fald denne science fiction-afficionado.

24 sept. '13:
Ok, jeg har lige fundet en faktuel fejl i indlægget: Firefly finder IKKE sted omkring Solsystemet, men omkring et multi-stjernesystem, iflg. http://firefly.wikia.com/wiki/The_Verse
Her: er et plausibelt kort over 'verset.

... Kommaer og stavefejl retter jeg hen ad vejen uden at datere ...


  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post55

Fæ dør, frænder dør

SetPosted by Majbrit Høyrup Sun, July 07, 2013 17:58:59
Fæ dør, frænder dør,
også du skal dø
ét ved jeg, som aldrig dør,
dom om hver en død.

Hávamál vers 77


eller:

Da sagde Gunnar:
»Fager er Lien*; aldrig har den syntes mig så fager før, Agrene
gule og Tunene slåede. Jeg vil ride hjem igen og ingensteds fare.

Njals Saga



Her er Luke Skywalker kækt på vej ned i den grumme, gigantiske myreløve i Star Wars.


Jeg så filmen første gang som barn og for anden gang for et par år siden.
Jeg opdagede jeg havde opfattet Lukes modige sidste vandring helt forkert. Jeg havde set det i nordisk optik, hvor en rigtig mand ikke pyller sine sidste stunder væk, men ranker ryggen og får det bedste ud af livet til det sidste, klar til at kæmpe og i det mindste dø stående, hvis muligheden viser sig.

Anden gang jeg så filmen blev jeg lidt skuffet; der så jeg, at det ikke var mod og dødsforagt, der fik Luke til at spadsere planken ud så cool, men simpel overbevisning om, at Kraften ville hjælpe ham.

* En li er, så vidt jeg ved, en højtbeliggende eng.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post51

Breaking Bad

SetPosted by Majbrit Høyrup Mon, June 24, 2013 16:08:28

Hvad er det, ved tv-serien Breaking Bad, der får den til at ramme mig så rent? Den moralske understrøm i den umoralske setting? Det vanvittigt gode billedarbejde? Den klare præmis? Det dygtige skuespil? Det hele?

Breaking Bad er en fortælling om Walter White, en kuet kemilærer, der får kræft, og som derfor vælger skifte branche fra undervisning til krystal-amfetamin-fremstilling, for at kunne betale for sin kræftkur. Det er også blevet fortællingen om hans sidekick, den unge pusher Jesse Pinkman, som må gå så grueligt meget igennem.

Tv-serien handler om de konsekvenser ethvert valg har. Meth-amfetaminfremstilling er svært indbringende, men allerede i piloten har Mr White rodet sig ud i det første, klamme mord.
Mr White og Jesse får en forretning op og stå med Olsenbanden-agtige midler og StormP-opstillinger. De roder sig ud i stadig værre situationer med progressivt ondere mafioso. Tit er den samme scene fyldt med grov falde-på-halen komik og sørgmodig patos.

Seriens skaber og hovedforfatter, Vince Gilligan*, har i et interview fortalt hvordan planen var, at Jesse Pinkman skulle komme af dage i den første sæson, men det viste sig at samspillet mellem Jesse og Mr White -- som de stadig kalder hinanden i sæson 3 af gammel vane, fordi Mr White var Jesses lærer i gymnaiset, indtil Jesse droppede ud og blev pusher -- bare er for interessant. De to karakterer bliver spillet af henholdsvis Bryan Cranston og Aaron Paul. Cranston har for længst etableret sit ry som fantastisk skuespiller og i serien her spiller han imod sin egen type -- i interviews ser han ti år yngre ud end den kropsligt hæmmede, humorforladte stivstikker, Mr White.

Aaron Paul har haft et par mindre roller i andre tv-serier før han brændte like totally igennem med sin rolle som den følsomme Jesse Pinkman, med de fantastiske replikker og monologer i Breaking Bad. Jesses karaktér gennemlever et passionsspil.
Al det tæv og modgang Jesse må lide!
Jeg er kommet til at holde rigtig meget af ham, fordi han i så lang tid på trods, lykkes med at opretholde sine egne mindste-standarder for ordentlig opførsel -- f.eks. er han god ved børn og vil gå meget langt for at beskytte dem mod misbrugsverdenens skødesløse grusomhed og forsømmelse.

Med Walter White er jeg nysgerrig: Hvad finder han NU på, inden hans formodede, og nu velfortjente, snarlige død? Breaking Bad er et udtryk fra det sydlige USA der betyder noget i retning af at vende sig mod mørkets side / blive uopdragen/ utæmmet. Mr White er den, der er ”breaking bad” i tv-serien: I sin tur ned i ”sygdommen til døden” (jvfr Kierkegaard), mister han lidt efter lidt sin menneskelighed, samtidig med at dem, der er omkring ham betaler dyrt med liv og lemmer, uden at han rigtig vil erkende sin (i Kierkegaardske forstand,) fortvivlelse.

Med Jesse Pinkman er jeg dybt engageret og bekymret; kan det på nogen måde lykkes for Jesse at slippe levende ud af amfetaminhelvedet? Eller kan det i det mindste bare lykkes for ham at bevare sit gode hjerte?

Serien er fyldt med symbolik og referencer til bl.a. Biblen. Ofte virker seriens karakterer som personificerede dødssynder. Mr White er Stolthed og Jesse er Dovenskab. Tuco er Raseri, og alle dem der udnytter stofmisbrugere, fra den udsatte pusher på gadehjørnet, til mesterkokken Mr White, er Grådighed.
Den største synd Walter White begår, er selvfølgelig den modsatte af den største dyd: Kærligheden. Walt er konstant ubærligt ukærlig. Når han hårdt presset siger en venlighed til sin kone eller til Jesse, ser man, hvor dejligt Walts liv kunne have været, modgang til trods, hvis han havde været i stand til at gøre kærlighedens gerninger: være omsorgsfuld, tage imod gaver med ydmyg taknemmelighed, være sandhedskærlig.

At se Breaking Bad er som at finde en af de her virkelig gode romaner, der ikke er til at slippe -- anbefales!

*(Vince Gilligan skrev alle de afsnit af Strengt Fortroligt, som vi genkendte som Et Af De Helt Særlige Afsnit, før vi anskaffede os dvd'er med kreditering og ekstramateriale.)

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post49

Sprøjtegiftmysteriet i Æblehaven

SetPosted by Majbrit Høyrup Fri, May 25, 2012 11:43:06
En dag sidste efterår, efter parken Æblehaven blev lagt op opdagede jeg at nogen må ha gået og sprøjtet med plantegift. I år er det så fortsat med sprøjtning mod tokimbladede planter.Man kan se det ved at nogle planter gror amok i spiraler indtil de falder døde om.
Det gør bare ondt i min økologiske hjerte at se den smukke park blive ødelagt på den måde. så jeg skrev til kommunen og spurgte om det var dem. De har svaret, at det er det i hvert fald ikke.
Det er bare så kedeligt når der kun er græs, græs. græs i en park. Der er intet at fæstne blikket på og intet, der markerer årets gang.Det ser så trist og industrielt ud med sprøjtet græs.
Usprøjtet græs bliver efterhånden et samfund af forskellige små blomster, der kan nære de vilde bier.Måske er der nogen, der synes at blandede plantesamfund ser forfærdeligt rodede ud. Der hvor jeg ser natur, ser andre sjusket og upasset område. Nogen mennesker synes det er pænere hvis der er bar jord, end hvis der er planter, der er kommet af sig selv. Her er sprøjtet med round up under bænken.Desværre er der også brugt "plænerens" e.l. helt ned mod bækken sådan så bækken nu, et par dage efter, er helt død.Organismer, der lever i vand er meget sarte og kan ikke tåle det mindste pust at den gift der er brugt.
Bækken bliver også brugt af ænder der raster, af hunde der leger og drikker og af børn der bygger dæmninger. Her er sprøjtet helt ned til børnenes dæmninger.Det, der gjorde parken så fin - at den bliver brugt af alle mulige mennesker og dyr hele døgnet, er ved at blive ødelagt. Her plukker småbørn blomster - og går rundt i det lange, sprøjtede græs.
Jeg har snakket med kommunen, med de omkringliggende institutioner, med Elstedhøjs bestyrelse, med Æblevængets bestyrelse, og ingen tager ansvar for sprøjtningen. Kommunen siger, at finder de ud af, hvem det er, vil de melde vedkommende til politiet. Jeg håber den artikel Lokalavisen skriver om sagen vil sætte en stopper for ødelæggelsen af parkens miljø.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post33

Kirk/Spock og slash

SetPosted by Majbrit Høyrup Fri, September 09, 2011 17:16:06
På vej hjem fra sidste års Fantasticon fulgtes jeg med en amerikansk forsker, hvis navn jeg desværre har glemt nu, som fortalte mig, at hun forsker i slash-litteratur; og hvad er dog det?, spurgte jeg.

Slash er tekster, gerne fanlitteratur, som handler om fiktive eller virkelige - men kendte - personer, som regel af samme køn, som har et erotisk forhold til hinanden. Det mest kendte eksempel på dette er kaptajn Kirk og hans logiske rådgiver Spock fra serien Star Trek.
I serien er de to mænd beskrevet som nære venner og arbejdskammerater, der talrige gange redder hinanden ud af dramatiske situationer. Deres venskab er ekstra smukt, fordi deres karakterer er så forskellige. Kirk er handlingens mand, et impulsivt menneske, der er i stand til at tage beslutninger ud fra sin intuition. Spock er en krydsning mellem vulcan-racen* og et menneske. Han har en rationel tankegang og forsøger at gennemtænke alting logisk. Han er spillet af den fantastiske Leonard Nimoy, der kun med stejlt optrukne øjenbryn, spidse ører og en lang og mager krop formår at virke både meget udenjordisk og sexet på den der uopnåelige måde.
I den fanfic, der blandt de inforståede kaldes K/S, fortsættes Star Trek ind i soveværelset hvor den tilknappede og rationelle Spock må give efter for sit umættelige begær efter sin kaptajn. På YouTube viser sammenklip af scener hvor ideen kommer fra - det er da påfaldende så meget de to mænd rør ved hinanden, tilfældigvis er nødt til at tage skjorterne af i hinandens selskab, stønner hinandens navne med stor lidenskab, når den ene tror, den anden er døende, altid får afbrudt hinandens dates etc.

Eller er det bare symptom på en kultur, der mangler ord og begreber for hele det brede spænd af følelser og forhold, som ligger mellem bekendtskab og kæresteforhold? Kollegiale følelser, følelser mellem chefen og den ansatte, lange, intense venskaber, mentor/menteeforhold.
En kultur som ikke anerkender den sanselighed, der også kan være i nære venskaber. En kultur, hvor man kun må gå med hinanden i hånden og gi' et kys hvis man er af hvert sit køn og gift.

Det er meget ofte kvinder, der skriver homoseksuel fanfic. I Japan er der en særlig genre af tegneserier, der handler om unge mænds romantiske intriger med hinanden - og disse mangaer bliver primært læst af kvinder. Og hvorfor nu det?
Mit bud er at Star Trek (den originale serie - den med Spock) mangler rigtige kvinder - den er URK. De kvinder som faldt over serien og blev tiltrukket af dens fantasirigdom manglede en karaktér at identificiere sig med. De kortkitlede, højthårede (godt nok politisk korrekt, flerfarvede) kvinder, der tusser rundt i baggrunden, har ikke tilstrækkeligt selvstændige roller til, at en tv-kiggende kvinde kan forestille sig at Spock, med den undertrykte passion, skulle foretrække at være sammen med dem. Det er nemmere at forestille sig at man er mennesket Kirk end at man er en papfigurkvinde uden selvstændighed eller betydning for handlingen.

K/S var noget af en åbenbaring for mig. Man kan jo skrive lige præcis hvad man vil! Det inspirerede mig til at komme videre med "Smeden i Moelbæk" og til i det hele taget at udforske anderledes passioner mere.

Og K/S får mig også til at forstå endnu grund til hvorfor X-files blev så populært. Der er samme emotionelle spænding mellem Scully og Mulder, som der var mellem Kirk og Spock. Det var første gang en tv-serie havde et ligeværdigt arbejdsfællesskab mellem en mand og kvinde. Sammenlign f.eks med Supermand eller Batman hvor kvinderne enten er uden betydning for handlingen eller skurke. X-files er heteroseksuel slash.
Der gik et sus gennem biografen i Birkerød, da jeg så den første x-files-film, der, i den scene hvor Mulder lige skal til at kysse Scully. Det er jo en konvention, at erotisk nærkontakt kun må foregå i fanfics! Ikke i forlægget. Reglen var nær blevet brudt, der.
Men det gav et sus!

*Amerikansk sprogbrug er unøjagtigt når det gælder om at skelne mellem racer og arter. I dette tilfælde kan det være at det er korrekt at vulcan må være en race og ikke en art, når det er muligt for mennesker og vulcanere at formere sig med hinanden. Men hvorledes er det muligt? Pungulve og ulve kan jo f.eks ikke formere sig med hinanden, fordi de ikke har fælles ophav, men kun er blevet ens i udseendet, fordi de udfylder samme økologiske niche.
Hvordan er de andre udenjordiske menneskeracer opstået/ kommet væk fra Jorden? Altså, man skal ikke gå natuvidenskaben i Star Trek efter, det kan den ikke tåle
.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post27

Æon Flux og Trevor Goodchild

SetPosted by Majbrit Høyrup Fri, November 12, 2010 10:04:55
(Kød-)Filmudgaven af Aeon Flux var bedre ved gensyn end jeg huskede den.
Første gang jeg så filmen var jeg mest skuffet over at stilen fra tegnefilmsudgaven ikke var fanget og at Charlize Theron simpelthen er for sød, normalvægtig og charmerende til at være en troværdig Æon Flux. Æon Flux skal være mager til det sygelige.
Men filmen er nu god på sin egen måde. De sku' ha' kaldt den noget andet og ha' været ved, at den kun er løseligt baseret på Peter Chungs besyndelige, perverterede og poetiske tegnefilmsmesterværker fra MTV og så ville jeg bedre ha' ku' nydt det visuelle overskud der er i filmen og den fine romance, som er båret af den helt vidunderlige, intense Marton Csokas (som spiller Trevor Goodchild). Han har den her fokuserede måde at spille op til en hvilken som helst kvindelig hovedrolleindehaver, uanset hvor ringe eller fantastisk det i øvrigt er for en film. Se f.eks Asylum.
Aeon Flux fik jævnt dårlige anmeldelser da den kom frem.

Marton Csokas har ikke haft mange hovedroller i kendte film - men hver gang han har en birolle i tre minutter, får jeg lyst tll at eje en dvdudgave så jeg kan spole tilbage og se det igen og igen. F.eks der, hvor han lader sig myrde med en telefonbog og et sæt håndjern (!) i the Bourne Supremacy.
I den elendige film xXx kan man spole forbi alt det andet lort og nøjes med at nyde Martin Csokas som en herlig superskurk af den den lavmælte, underspillede slags.

I julegave ønsker jeg mig alle de afsnit af Xena hvor Martin Csokas spiller Borias ...

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post13