Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Deltagerkultur og betalingskultur

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Fri, November 25, 2016 13:53:25
En oplevelse med kulturel appropriation.
I efteråret 2015 tog jeg på en rundtur for først at besøge en slægtning i Vancouver og derefter deltage i en World Music koncert på Miami University, Ohio, USA.

Jeg fik mit første hint om at det var en forkert beslutning at tage til Ohio i flyet mellem Vancouver og Chicago. Min sidemand, en ca. jævnaldrende amerikansk kvinde, fortalte om sit hundeopdræt og at hun rejste meget med fly. Hun spurgte mig om vi fik penge for at synge i Ohio. "Næ," svarede jeg, og indså, at det havde jeg slet ikke tænkt over. "Elsker du dit land?" spurgte hun også, lidt abrupt. "Ja selvfølgelig," svarede jeg. Og så var vores samtale af en eller anden grund slut.
Mit engelske rækker ikke rigtig til at forklare, at selv om der kan være alt muligt galt politisk eller kulturelt med Danmark, så er dansk det sprog jeg er fortrolig med og de danske landskaber gir mig tårer i øjnene, bare fordi jeg kender det så godt. Og når jeg elsker mit land, så er det ikke fordi jeg ikke også kan lide andre lande. Jeg kan f.eks også rigtig godt lide Bulgarien, især Bulgariens musik og kultur omkring musikken.

Stewardessen på økonomiklasse så træt ud. Jeg takkede hende overstrømmende for et stykke chokolade, som var det eneste jeg fik at spise den dag. Jeg mellemlandede som sagt i Chicago, og det klippede den fem timers flyvetur over i to dele, så flyselskabet ikke var forpligtede til at servere et måltid mad.
Flyet til Ohio var forsinket. Men ikke så forsinket som de andres fly. Jeg mødte nogle af de svenske korsangere for første gang i Cincinatti lufthavn. vi gav os til at memorere tekster, mens vi ventede på de andre. Efter et par timer blev vi, de førstankommende fire sangere hentet af vores vært. Han var universitetsprofessor på Miami University. Noget business matematik, tror jeg, han havde meget travlt mens vi var der. Han fortalte at Miami University er opkaldt efter de indianere som oprindeligt boede i Ohio. Miami-folket, som nu er "forflyttet" til en ørken i en anden stat. Og at byen Miami i Florida er opkaldt efter Miami-folket, selvom de aldrig har været der. Og at miamifolket kan få stipendier til at studere på universitetet, som en slags kompensation for, at deres land blev stjålet fra dem af ohioborgernes forfædre. "Æhææ, nå," sagde jeg.

Jeg havde troet vi skulle bo hos de andre musikere i arrangementet, så jeg var en lille smule skuffet og utaknemmelig over indkvarteringen hos vores ualmindelig søde, betænksomme og gæstfrie værter, som ikke var spor interesserede i musik. Jeg har før både lagt hus til andre sangere der kom på kulturudvekslingsvisit hos os århusianere og boet privat hos sangere i Göteborg - hvor vi har sunget bulgarske sange sammen til langt ud på natten.
Vores værtinde var hjemmegående husmor. Hun fordelte os i sine tre voksne børns værelser. De var flyttet hjemmefra for fem-ti år siden. Værelserne stod som en art museer med alt for fine og gammeldags møbler, med smukke, håndsyede quilts, servanter, og skænke med legioner af indrammede billeder af børn og børnebørn. Jeg var utilpas ved at bestige den antikke seng og skubbe bjerget af puder til side og lave rod og uorden med min trætte krop.

Næste dag mødtes det sammenbragte svenske-danske, bulgarsksyngende kor for første gang i en pompøs bygning på campus. Arrangøren havde glemt at booke et øvelokale til os. Vi gik ind i det lokale, vi troede vi skulle synge i, og fik at vide af de to mænd der stillede stole op, at der måtte vi ikke være, fordi der skulle være koncert om aftenen. Jeg tænkte: "Åh-åh." Havde jeg kunnet komme direkte hjem, lige der, havde jeg gjort det.
Det lykkedes at organisere et øvelokale. Vi sang et par sange sammen. Det viste sig at det lød rigtig godt selvom vi aldrig havde sunget sammen før. Arrangøren kom forbi og spillede fin mand. Vi fik at vide vi skulle deltage i en koncert om aftenen med 8 numre. Dem indstuderede vi så.
Aftenens koncert viste sig at være et meget langt hyldest-arrangement for arrangøren. Der var flere timers taler og mimedansere og en pisk-performer før vi skulle på. Vi sad i gangen og ventede og faldt i søvn fordi vi havde jetlag. Nogle af sangerne var blevet ti timer forsinkede. Da vi skulle optræde var publikum også blevet så trætte at vi alligevel kun skulle synge tre numre. Og - det var vist heller ikke vores stampublikum. Moderne korarrangementer af den i forvejen ret specielle bulgarske musik kræver et publikum der på forhånd er interesseret i speciel musik.

Sådan fortsatte ugen.
Vores arrangør var en indisk-amerikansk løst ansat ... netværker? på universitetet, som hvert år arrangerede en koncert med musikere fra hele verden og med universitetets eget orkester. Han gik os hurtigt på nerverne med sin evne for at skabe totalt kaos. I stedet for at vi på forhånd fik at vide hvor vi skulle være hvor og hvorfor så vi selv kunne få noget ud af vores ophold, foretrak han at samle os i en minibus hvor vi kunne sidde og vente indtil alle havde tisset af eller købt vand eller hvorfor vi nu ikke kunne komme afsted. Det gad jeg ikke. En af de ting jeg virkelig, virkelig hader, er at få min bevægelsesfrihed og selvbestemmelse begrænset i et køretøj. Jeg steg ud og sagde: "Jeg går derhen. Hvor er det?" og det tog jo kun en halv time at gå derhen. Jeg var fremme fem minutter før de andre der havde siddet i endnu tyve minutter og ventet i den lumre, indelukkede bus.

Hver dag var der ting der blev aflyst eller omarrangeret.
Hjemmefra havde jeg haft en forestilling om, at jeg skulle møde f.eks indiske musikere og måske lære en indisk sang. Jeg havde skrevet til arrangøren på forhånd og bedt ham om at sætte mig i forbindelse med en indisk sanger, men det blev ikke til noget. Jeg havde et spørgeskema med fra Netværk for Fankultur, men det var umuligt for mig at lave aftaler, når jeg konstant blev afbrudt og aldrig vidste hvor lang tid jeg havde til selv at gå rundt. I stedet sad vi i mange timer i et mødested og ventede på at andres aftaler faldt på plads.

Vi skulle synge en sang i et værk for kor og orkester sammen med symfoniorkesteret. Vores arrangør havde meget lidt forståelse for, at vi var nødt til at øve det med orkesteret før koncerten. Men endelig fik vi lov. Orkesteret var forbløffende godt, selvom det var et universitetsorkester. Deres dirigent var en kolerisk type jeg aldrig nogen sinde er stødt på i Europa. Han skældte og smældte af musikerne og udstødte mærkværdige lyde for at forklare melodien. Jeg har heller aldrig før mødt en dirigent der ikke kunne synge. Nu er jeg nok urimelig, for jeg har jo kun mødt kordirigenter før.
Men der er en gevaldig forskel på kordirektion og orkesterdirektion. Det forekom mig, at hans direktion bestod af uudgrundelige fakter der udtrykte hans fornemmelser, mere end det var brugbare (og almindeligt vedtagede) anvisninger beregnet til at kommunikere hans musikalske hensigter med.
Det kan være jeg er en vældig forkælet korsanger, der er vant til at få alle indsatser og alle takter talt, i stedet for, at jeg som en orkestermusiker plejer, selv tæller og selv holder tempo indtil et nyt tempo bliver angivet. Det kan være. Det kan også være at mit jetlag ikke var gået over endnu. I hvert fald sagde jeg dirigenten imod midt under prøven, hvilket er dårlig stil både i Europa og i USA. Vi sang en lang tone og jeg så ham slå tonen af og tav straks. Så vendte han sig om (han dirigerede med ryggen til os) og hvæsede ad os, at vi skulle holde tonen til taktstregen, som om det var ny viden for os. Jeg hvæsede tilbage: "Then ... SHOW it!"
Det kan have været forskel i måden man taler musiksprog sammen på. De bulgarske kordirigenter jeg har mødt, har brugt de italienske musikbetegnelser, når de ikke regnede med at vi forstod bulgarsk. Men når den amerikanske dirigent sagde, at han ville have en "soft" tone her, mente han så stille, piano, eller mente han den skulle synges i randregister? Eller at den skulle have et blødt attak? Eller med luft på? Han var slemt handicappet af ikke at kunne synge, hvad han mente, heller. Jeg følte mig ladt i stikken. Men den amerikanske dirigent må ha kunnet noget, for ellers ville orkesteret ikke have kunnet spille så fint.

Når en god dirigent kommer ind til sit kor eller orkester, så bruger dirigenten et øjeblik på at 'samle' koret og orkesteret. Det er lige meget hvilken statur dirigenten har. Dirigenten lægger tyngdepunktet hos sig selv, så alle er fælles opmærksomme. Det tager ingen tid, et sekund måske. For sangeren føles det, som om der er en at læne sig op af, som om der er styr på det. Det er svært nok at synge den næste tone og det er sådan en lettelse kun at synge den næste tone og ikke tænke på andet. Den gode dirigent klarer resten.
(Jeg var inde og høre Laurie Andersons og Brian Enos artisttalk i Københavns Hovedbibliotek forleden, og der var de ret kritiske overfor dirigentens rolle i musik, og fandt at det var et feudalt levn. Jeg tænkte: De ved ikke hvad de snakker om. Eller også har de aldrig mødt den gode dirigent, men kun den koleriske, gådefulde type. Bortset fra det, var den en meget tankevækkende "talk")

Der var "parents day" på universitetet. Den lille universitetsby blev fyldt af forældre, der kom for at besøge deres "freshmen" - førsteårsstuderende.
Jeg snakkede med et dejligt, positivt forældrepar om bl.a. forskellen på dansk og amerikansk uddannelse. De boede i et område i Ohio, hvor der var både democrats og republicans. Det var vanskeligt at navigere i. Selv var de democrats. Og de elskede Amerika. Det var dyrt at have sønnen på universitet. Det kostede en kvart mio. danske kr. Heldigvis var der mange stipendier at få.
"Prøv at se min søn" sagde faren, og vi kiggede på den søde, stadigt let bumsede unge mand. "Lige nu er han ingenting, men om et par år har han fået en uddannelse, det er fantastisk."
Lige nu er han ingenting. Lige nu er han ingenting. Ordene blev ved med at køre rundt i mit hoved.

Vi havde troet at vi skulle have opført en koncert i universitetsbyen for et publikum, der selv ville vælge at høre bulgarsk kormusik i moderne arrangementer, men det blev der ikke noget af. Det viste sig at vores sammenbragte, tilsammen ret vokalt fantastiske kor havde indstuderet 16 numre for ingen andre end os selv. Det blev ikke til noget med koncerten. Og til Den Store Kulturudvekslingskoncert endte det med at vi skulle synge to numre.

Jeg brokkede mig lidt over det, til vores værtinde. "Er du skuffet over at I ikke bliver opdagede og berømte" spurgte hun.
Jeg prøvede at forklare, at jeg var skuffet over, at det ikke var blevet til noget med den musikalske udveksling, som jeg var kommet for. Jeg var skuffet over den mangel på respekt vi blev mødt med. Jeg var skuffet over, at jeg var blevet en ubetalt del af betalingskulturen, når jeg havde troet, at jeg skulle være en del af deltager-kulturen, hvor alle kommer og bidrager med noget, og der ikke findes en opdeling i hvem der er anerkendte og rigtige kunstnere og et tilbagelænet publikum som siger: Underhold mig med noget letfordøjeligt, jeg har betalt for det.
Havde jeg vidst at jeg skulle være en fjer i hatten på en oppustet, kaotisk narcissist (arrangøren) var jeg ikke kommet. Det sidste sagde jeg selvfølgelig ikke til min søde værtinde. Vi havde fået at vide, at vores værter først havde troet, de kun skulle huse os en enkelt nat, og så blev vi i stedet i fire.

Jeg gik i til en gospelgudstjeneste og sad og græd over oprigtigheden i det. Jeg var bare udmattet. Og jeg var den hvideste person i lokalet. Min værtinde sagde "Æhææ, nå," da jeg fortalte, hvor jeg havde været henne.

Til World Music koncerten på universitet var der indisk musik og bulgarsk og klassisk europæisk og mongolsk trommesang. En lille spiselig bid at det ene, og så det andet. Et klassisk eksempel på kulturel appropriation, hvor man ikke kommer de andres kultur i møde, men i stedet skærer den til, så den er magelig og ufarlig for tilskuerne.
Men ikke noget gospel fra henne om hjørnet. Det er åbenbart ikke "world". Jeg ved ikke om det er fordi amerikansk musik ikke er en del af verden eller ikke eksotisk nok. Eller om de sortes musik ikke er et rigtigt eksempel på amerikansk musik?



  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post87

Super & deform

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Wed, June 03, 2015 18:03:21
Weekenden gik med en dejlig tur til Fantasticon 2015 i Valby Kino.

Highlights for mig var Sebastian K. Svegaards foredrag “Filmmusik i superheltefilm”. Sebastian fortalte - med udgangspunkt i Guardians of the Galaxy - om forskellen på "kommenterende" underlægningsmusik /ledemotiver og diegetisk musik i superheltefilm. Diegetisk i denne sammenhæng, er det kassettebånd med 70'-80'musik, som helten definerer sig selv med - og danser til gennem filmen. Hvordan kan man andet end at blive i bedre humør af en film, hvor budskabet er at hele universet kan reddes med dans?

Jeg mødte Sebastian til en konference om Otherness and transgression in Celebrity & Fan Cultures på Århus Universitet i vinters, hvor han holdt et foredrag om den transformerede mandekrops superstyrke, queer-hed og sårbarhed i Iron Man. - så efter foredraget snakkede vi om Mad Max Fury Road .

Den skønne heltinde, Furiosa, i Mad Max er smuk, handlekraftig, stærk - og så mangler hun en arm og kører rundt med den sejeste steam-punk-protese. Det bliver aldrig nævnt i filmen og den manglende arm er ikke en del af handlingen. Hun har på én gang en superkrop og en handicappet krop - jeg kan ikke huske andre film hvor det er tilfældet. I Daredevil er heltens blindhed filmens omdrejningspunkt, I Fury Road er den arm der bare ikke - ligesom det skønt nok heller ikke på noget tidspunkt er en sag, at Furiosa er kvinde. Det er hun bare. Furiosas totale super-vidunderlighed har givet anledning til et nyt Hey Girl-meme, hvor alle de skønne ting ved hende og ved filmen, set fra et ligestillingsperspektiv, er understreget.

Ao3 flyder over med ”Furiosa tager sig af Mad Max”-fanfics. Enten historier hvor det er Max’ PTSD der skal nusses om, eller historier hvor benskinnen fra Mad Max 2-Max er placeret på Mad Max 4-Max, og Furiosa ved lige præcis hvordan sådan en skal justeres - pga af erfaring med sin egen arm-protese.

Guest of honor-panelet med Pat Cadigan var det mest rørende panel, som jeg har været til - også fordi hun kom tæt på nogen ting i mit eget liv.
Pat Cadigan var iført en strikket valkyrie-hue som erstatning for sit flotte, krøllede, røde hår pga. af en skrap kræftbehandling.
Hun fortalte, hvordan hendes personlige liv inspirerer til fortællinger. F.eks hvordan hun kender mange trans-personer og skrev novellen "Girl Thing Who Went Out For Sushi" som en slags tribut til dem.
Jeg læste den danske oversættelse i samlingen ”Søheste på Mars” fra Science fiction Cirklens forlag i bussen hjem og var begejstret: Den handler om folk der arbejder og bor i frit fald omkring Jupiter og derfor har valgt radikal kropsmodificering. De er blevet til blæksprutter uden ben og med mange, meget lange, fleksible arme. Historien er fortalt fra en modificeret - en sushis - synspunkt, og de umodificerede bliver beskrevet som handicappede i dette miljø. Konflikten ligger i forskellen på det jovianske synspunkt og det jordiske; Jordens mennesker opfatter blækspruttemenneskene som afskyelige - og møder de transformerede med samme fordomme som transpersoner møder i dag.
(Mere om trans her i denne udgave af det skarpe net-magasin Friktion.)

Derudover så jeg film, paneler, mødte mennesker, købte novellesamlinger og fik dem signerede af forfatterne! og fik romaner med hjem til anmeldelse.

Det undrer mig, at der ikke kommer flere mennesker til denne form for events, når der kommer så mange til f.eks Bogforum eller Krimimessen. På et bogforum er der f.eks ikke samme mulighed for at komme så tæt på de forfattere man sætter pris på, og formen inviterer ikke til deltagelse, kun til køb. På Fantasticon var der et meget varieret program i høj kvalitet og hyggelige omgivelser og godt selskab i to et halvt spor fra kl 10 til 18 i to dage for en rørende billig pris.

Opfølgning 8. juni 2015: Denne blog er rasende over fremstillingen af Furiosa. Jeg tror det ord, bloggeren leder efter er blackfacing - f.eks som når Othello, som skal være maurisk, bliver sunget af en hvid tenor med sortsværtet ansigt i stedet for at man lader en sort eller brun sanger få rollen - eller giver rollen som Furiosa til en, som i det virkelige liv er enarmet. Det lange indlæg beskriver hvordan protesen er ubærligt urealistisk. Jeg havde ikke overvejet den vinkel.
Tumbleren nospockdasgay som selv har fået amputeret en arm, er dog mere positiv, jeg mener, hun er totalt ekstatisk.
Hvis der er enarmede blandt mine kære læsere, ville jeg virkelig gerne høre hvordan du/I har det med Fury Road.

  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post77

Fantasticon 2014

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Wed, June 18, 2014 13:48:13
Den årlige konference for de fantastiske genrer: horror, fantasy og science fiction var som altid tætpakket med spændende paneler, så det havde været godt at være klonet, så man kunne følge begge spor.

Translation of Speculative Fiction med den fillipinsk/hollandske engelskskrivende forfatter Rochita Loenen-Ruiz var en samtale mellem en del af de forfattere, der deltog i Fantasticon i år, om oversættelse og de problemer og fordele der er ved det.

Loenen-Ruiz er i gang med et projekt med direkte oversættelse mellem andre sprog end engelsk - men også oversættelser fra andre sprog end engelsk TIL engelsk, så vi kan få indblik i tankerne fra andre kulturkredse end den anglofone.

Og for mig er det ikke så ligetil. For mig har hvert eneste ord på dansk en historie og en vægt det ikke har på engelsk. Men det kunne være skønt at få nogle noveller oversat.
Og det kunne være fedt at have adgang til nogle direkte oversættelser af ny fantastik fra f.eks den finske forfatter Johanna Sinisalo. Jeg har læst virkelig gode anmeldelser af de af hendes ting der er oversat til engelsk.

Om søndagen var jeg til et foredrag af Patrik Centerwall om nyere svensk fantasy og science fiktion og her opdagede jeg jo sidste år at det er ligeså nemt at læse svensk som engelsk, så her er den læsehungrende skandinav privilligeret.

Fanfiktion-panelet var med Thessa Jensen og Lone Kannegaard - og jeg var moderator/spørger/tidholder. Der var en god og lidt tæt atmosfære til panelet, som kom ind på emner som børn gerne må vente med at tage stilling til. Lone og Thessa kørte showet fremragende, og jeg kunne læne mig tilbage som moderator og nøjes med at afbryde dem hver gang det blev rigtig spændende, fordi vi kunne have snakket fanfiktion resten af eftermiddagen. Det tror jeg i øvrigt også de to panellister gjorde efterfølgende, mens jeg prøvede at nå alle de andre spændende paneler på Fantasticon.

Thessa lavede en historisk introduktion, Lone fortalte om sin Supernatural-fascination, om fællesskaber baseret på fandom, og om Castiels sexede vinger (ahem)
Thessa gav et oplæg til debat i det forunderlige faktum at der er 50.000 historier på Archives of our own som er i kategorien m/m (erotisk forhold mellem mænd). Det er langt flere end der er af historier i andre kategorier.

En nøgle til dette meget mærkelige fænomen fandt jeg i webmagasinet Friktion.
Instruktøren Pernille Rübner-Petersen skriver i artiklen "En rejse i kvindelig subjektivitet":

"Jeg definerer mig selv som cis, heteroseksuel kvinde, selvom jeg ynder den mere kokette og butlerske provokation at sige, at jeg i virkeligheden er bøsse. Den kvindelige kønsrolle kan være så snæver, at man nemt både føler sig og agerer mere maskulint end feminint og dermed fremstår ”mandlig”. Med en begærsretning mod mænd, må seksualitetsmarkøren blive ’bøsse’."


Thessa måtte kun snakke om sin yndlingsfandom Sherlock, for så vidt det drejede sig om fantastik, så derfor fortalte hun om "Omegaverse", som man kun skal google hvad betyder, hvis man er +18.

I spørgetiden stillede vaneprovokatøren Lars Konzack spørgsmålet: "Hvad synes I så om 50 Shades, som også skulle være en fanfiktion baseret på Twilight?", og udløste en kollektiv rallen fra panelet: Vi. Gider. Ikke. Snakke. Om. Den. Lortebog.
Men vi gad godt snakke om, hvordan de voldsomme historier man kan finde blandt fanfiktion kan virke forløsende, kartarsiske. I fanfiktion må man skrive om ALT, bare man husker at tagge sine historier med advarsler, så dem der ikke har lyst til at læse det, ikke tilfældigt falder over det.

Panelet Mørk erotik var uventet neddæmpet i forhold til fanfiktion-panelet, det var helt klart svært for panelisterne at tale om emnet. Alligevel synes jeg det lød så spændende at jeg købte samlingen 'Drifter - 13 mørke erotiske noveller' fra det modige forlag Kandor.
I bussen hjem fik jeg læst tre gode noveller fra samlingen: La petite morte af Lars Ahn Petersen, Store Bryster af Alice Aagaard og Knogler af Anika Eibe.
Foreløbig anbefaling herfra, og forhåbentlig kan jeg finde tid til en ordentlig anmeldelse senere (i et parallelunivers hvor jeg har masser af tid).

Til panelet Challenging Sterotypes ved Rochita Loenen-Ruiz, Karin Tidbeck, Lars Ahn Petersen og A. Silvestri var det mig der stillede 'Argh, ralle, ralle! spørgsmålet' ... nemlig det om den svenske børnehave, som bruger det personlige pronomen "hen" om børnene fordi de ikke ønsker at presse en stereotyp kønsidentitet ned over børnene. Mit spørgsmål udsprang af den tankevækkende artikelserie jeg fandt i webmagasinet Friktion, men de tilstedeværende svenskere havde det med det, som danskere har det med giraffen Marius ...
A. Silvestri var den eneste i panelet som ikke skrev sine historier ud fra karakteren, men gerne baserede sig på et plot med et par generiske papfigurer, fordi han mener konceptet er det vigtigste i fantastiske fortællinger. Karin Tidbeck spurgte: Men er det ikke bedre at have BÅDE et godt koncept OG en helstøbt karaktér?
Efter jeg er kommet hjem, er det det panel, som har fået mig til at reflektere mest. Pludselig ser jeg, at jeg kender masser af mennesker, som er andre farver end hvide, som ikke er heteronormative, som har diverse handicaps, som på alle mulige måder ikke er:
Søndag 15/6 blev årets vindere af Niels Klim-prisen 2013 offentliggjort

Kortroman:
År 9 efter Loopet, Peter Adolphsen
Langnovelle: "Farvel min astronaut", Jesper Goll, Lige under overfladen 8: Farvel, min astronaut

... Ooooog, tataaaa!
Novelle: "Mørkets hastighed", Majbrit Høyrup, Lige under overfladen 8: Farvel, min astronaut.Jeg er glad og overrasket og jeg takkede min skriveklub fra Litteraturcenteret på Godsbanen, Skriv3, i takketalen!Senere på dagen faldt jeg lidt ned igen efter Tue Sørensens uhyggeligt svære filmquizz, hvor jeg fik ... ikke ret mange point ...

Nu glæder jeg mig til næste års Fantasticon. Tak til arrangørerne for et godt arrangement.

  • Comments(1)//blog.gravko.com/#post66

Fantasticon '13

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Wed, September 11, 2013 11:36:54
Det var en begivenhedsrig weekend i Valby. Fantasticon kørte i to spor og det var et konstant svært valg mellem virkelig gode paneler. Jeg nåede ikke at holde en eneste pause, fordi der ikke var noget, jeg magtede at gå glip af; men jeg ville nu gerne have snakket lidt mere med de folk, jeg ellers kun kender fra mails og Facebook.

Jeg var inviteret til at være moderator i panelet:
The women men don't seeHerunder er nogle synlige og hørlige kvinder, Fantasticon 13's æresgæster. Fra højre til venstre:
Karin Tidbeck fra Sverige, forfatter til den internationalt præmierede novellesamling Jagannath (folklore fantasy? er der noget der hedder det?) og romanen Amatka,
Tricia Sullivan amerikaner fra UK, som gav Lars Ahn Pedersen ideen til panelet med dette indlæg, forfatter til 7 romaner mest science fiction, og
Nene Ormes, også fra Sverige, forfatter til romanerne Udda Verklighet og Särskild, urban fantasy
og yderst til venstre, blogskribenten selv.(Tak til Johan Anglemark for lån at fotografiet)

Vi havde mailet sammen på forhånd og havde opdaget at vi havde mange erfaringer til fælles som kvinder og forfattere i de fantastiske genrer, hvor der er en færre kvindelige fans og færre kvindelige forfattere, end der er i andre genrer.

Allerede fra det første spørgsmål var stillet til Tricia Sullivan var publikum - som bestod af flest mænd, - temmelig ivrige for at stille deres egne spørgsmål og komme med deres meninger om emnet. Der var virkelig mange ting på min liste, som jeg gerne ville have, vi kom rundt om inden samtalen kom til at dreje sig om obskure tekster, og mandlige forskeres meninger, så jeg måtte bede mændene om at tie, mens kvinderne talte.
De var de helt tydeligt ikke så vant til ...

Efter panelet fik jeg en del reaktioner fra publikum. En sagde, at vi havde sat ord på noget, hun ofte havde følt. En mand sagde, at han aldrig før havde indset hvordan det var, at blive konstant refereret til med sit køn. De tre æresgæster fortalte, hvor bange de havde været for publikums reaktion inden panelet, fordi bare det at snakke om kønnets betydning kan få nogle mænd til at blive meget vrede. Dagen efter fik panelet da også et par passivt-aggressive hips fra en ældre mand i et panel, hvor jeg tænkte: lad det fare, fint nok du er blevet rusket lidt i, og ærgerligt, at du misforstod det meste.

Her er nogle af de spørgsmål vi kom rundt om og lidt links til videre læsning:
? TS: Whats wrong with strong female characters?

? NO: Can female be a character trait?
! Det spørgsmål har jeg selv besvaret i et tidligere blogindlæg hvor jeg genlæser A.C. Clarke.
Svaret i panelet var et kollektivt: Selvfølgelig ikke. Kvindelige læsere (som udgør 70 % af alle læsere) gider ikke læse om Smølfine længere. Og måske er det derfor, at high fantasy (sværd og trolddom) ikke har særlig bred appel? Min fordom er, at alt for meget high fantasy handler om ti krigere med forholdsvis interessante personligheder og en enkelt skøge/madonna (elverdronning) totalt renset for menneskelighed ud over det idealiserede køn. Især når det er skrevet af mandlige forfattere til unge drenge.
Det er sørgeligt nok stadig som 1973 hvor en mand kan leve sit liv omgivet af kvinder, og så alligevel ikke se dem overhovedet.

? KT: Where do you see the un-awarenes of gender cliches?
! Karin Tibeck beskrev sine erfaringer med sine skriveundervisningshold, hvor hun har lavet øvelser med at bytte rundt på kønnet i elevernes tekster.
! Dagen efter kom spørgsmålet om at bytte rundt på kønnet i øvrigt op i samtalen med Peter Adolphsen som i sin roman 9 år efter loopet beskriver et mandligt skvat og hængerøv og en kvinde med ben i næsen.

? TS: What is "the male gaze".
! Se f.eks her:
! Eller se den her lortereklame fra KBHs Metro, Nørreport. Det er et trist eksempel på det mandlige blik: En nøgen kvinde slanger sig liderligt og selvtilfredst, fordi hun (iflg teksten) er blevet ordnet kirugisk. "Nye rynker, mindre hår, færre bryster".

? KT: How is Sweeden different from Denmark and UK (when it comes to willingness to discuss gender).
! Forskellen er, at det i Danmark er nærmest tabu at tage emnet op. Sverige er laaangt foran og i Sverige er feminist heller ikke et skældsord.
! Tricia Sullivan beskrev, hvordan det er ildeset i England, at kvinder skriver science fiction. Men nu er hun ved at videreuddanne sig til fysiker, så nu er der ikke nogen, der kan påstå hun er uvidende qua sit køn. Og samtidig (beskrev hun i et andet panel) er hun blevet mindre anspændt mht. om nu alt kan lade sig gøre, ud fra en videnskabelig betragtning.
! Karin Tidbeck tilføjede, at de meget skarpe genreopdelinger heller ikke rigtig passer til det kvindelige erfaringsrum.
! (Denne sidediskussion/digression om genrer fortsatte ind i Mixing Genres-panelet hvor Peter Adolphsen sagde at han også var fuldstændig ligeglad med hvilken genrekasse hans tekster kommer i. Han er end ikke enig med forlaget, når de skriver "roman" på hans 80 siders tekster.
! Tricia Sullivan sagde, at hun var blevet inspireret til at rejse hjem og skrive meget mere genre-frit.)

! Vi ville også rigtig gerne have snakket om andre former for seksualitet end den heteronormative, men den time vi havde til rådighed, føltes som fem minutter.
Men det kunne være et rigtig spændende emne at tage op i den næste Fantasticon. Der findes masser af tekster der udforsker andre former for seksualitet -- og masser tekster, der nærmest bevidstløst, ikke gør.

Linksene i spørgsmålene er fundet af Tricia Sullivan - jeg fik ikke taget noter under panelet, så svarene er ikke ordrette.

Hvis I deltog i panelet, eller hvis I har gjort jer tanker om køn og fantastisk litteratur er I velkomne til at kommentere - både mænd og kvinder :-)

18. sept. '13: Karin Tidbeck skriver om sine indtryk på sin blog.
19. sept. '13: Nene Ormes skriver
19. sept. '13: Flemming Rasch har lagt en film af panelet op på sin blog og skrevet sine reflektioner her.
22. sept. 13': Gudrun Østergaards indlæg om panelet
6. nov. 13': Bems blog roser moderatoren, hvilket jeg er rigtig glad for.

Skriv jeres kommentar i et dokument på egen computer, inden I forsøger at oploade den. Det går ofte galt og så forsvinder alt hvad I har skrevet, nådesløst og uigenkaldeligt.

19. sept. '13: Jeg har flyttet nogle kommentarer fra Facebook hertil i kommentarfeltet.

Selvfølgelig købte jeg et par bøger! Og fik dem signérede. Jeg læste Tidbecks "Amatka" i bussen hjem til Århus og er begejstret - anbefales: 70' Sverige møder Nordkorea i en ond, ond drøm. Mon ikke det snart lykkes at få den oversat til engelsk? Og når den er oversat, så er jeg sikker på at den vil vinde en masse internationale priser.

Jeg deltog (som publikum) i mange andre paneler, men beskrivelsen af det må vente.


  • Comments(9)//blog.gravko.com/#post54

Rollespilsresearch

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Wed, May 08, 2013 13:17:50
Jeg genposter her et gammelt indlæg jeg lavede på en blog i forbindelse med et augmentet reality/rollespil/computerspil-projekt.

Det er en beskrivelse af et bordrollespil som har kørt i over ti år.

http://www.virtualive.dk/dungeon.html

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post47

Dommere og skrivere

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Sun, February 03, 2013 11:43:42
Det jeg allerhelst vil skrive om her på bloggen for tiden, er hvad jeg oplever som doms"mand". Men da jeg har svoret ikke at omtale det, før de evt. retssager er overståede, må jeg foreløbig nøjes med at skrive, at jeg gør mig rigtig mange tanker om retfærdighed og at jeg har besluttet at dette var den sidste og eneste omgang jeg vil tage som domsmand. Jeg vil hellere finde en måde at forebygge kriminalitet på, end dømme folk, når skaden er sket. Nogen ideer?

For et par mdr. siden startede jeg i en skrivegruppe på Godsbanen i Århus. Det kan jeg anbefale til alle, der som jeg, skriver lidt på forskellige tekster - det er utroligt inspirerende. Desværre kan min skrivegruppe ikke lide det bidrag, jeg vil sende til årets Lige Under Overfladen-antologi, så det blir jo ret spændende at se, hvad de synes i Science fiction cirklen til min tekst. Hvis ikke den kommer med dér, må jeg se om jeg kan finde et andet sted at få den trykt. Eller jeg kan udgive den gennem denne blog, selv. Selvudgivelse er jo meget moderne ...
Det er ikke den første skrivegruppe jeg deltager i, men det er den første, som ikke har en fælles interesse i fantastik, så det er ofte at mine litterære referencer går i en helt anden retning end de andre i gruppen, som er meget mere interesserede i lyrisk-eksperimentel kortprosa end jeg er.

Jeg kan nu så godt lide gammeldags dramatisk udvikling med aliens og rumskibe.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post43

Fremmedgjort i Kosmos og katastrofer

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Thu, June 21, 2012 12:26:54
Hermed lidt reklame for programbogen til Fantasticon 2012 : Kosmos og katastrofer, Noveller og Essays, redigeret af Klaus Æ Mogensen, udgivet af forlaget Ny Science Fiction.

Bogen indeholder bl.a. min novelle Fremmedgjort, som har før været trykt i magasinet Himmelskibet.Derudover indeholder denne tryksag den fine og tankevækkende novelle Soiré af Alastair Reynolds, oversat af Lars Ahn Pedersen og en nyskrevet horrornovelle, Rådyr af Richard Ipsen.
Desuden er der et horrordigt af A. Silvestri, som er skrevet som om det er en læse-let-bog (!) - Eksperimentet fungerer faktisk fint.
Hvert andet bidrag i bogen er essays om de fantastiske genrer og deres forfattere og redaktører.
Hverken Fantasticon 2012 eller forlaget Ny Science Fiction reklamerer for bogen, men mon ikke forlaget kan overtales til at sælge evt. overskydende eksemplarer?

16/8 2012: Bogen har fået en fin lektørudtalelse her.
" De velskrevne noveller er centreret om horror og science fiction."

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post36

Fantasticon 2012

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Thu, June 07, 2012 10:58:30
Det var en stor oplevelse at møde Alastair Reynolds på Fantasticon 2012 i weekenden - han signerede mine eksemplarer af Galactic North og Zima blue/ Diamond dogs og vi snakkede om, hvad der havde inspireret ham til Diamond dogs (det er den med tårnet med gåderne). Han fortalte, at det var de mennesker, der bliver ved og ved med at bestige bjerge, på trods af, at de får skader og deres lemmer må amputeres. og så spurgte han mig om jeg også er forfatter.
Jeg svarede: It's not my daytime job.
Og kom til at tænke på én af mine kursister, der blev stiktosset på mig, da jeg for et par år siden begyndte at indrømme, at jeg skriver historier i min fritid. Hun sagde: Man kan ikke sige, at man er forfatter, hvis man ikke har udgivet noget. På det tidspunkt havde jeg sendt "Debriefing af hibernauter" ind til Science fiktion cirklens årlige antologi, men endnu ikke fået svar på, om den var kommet med.

Skal der virkelig være nogle andre, der anerkender ens ting, før man "er" noget? Skal man tjene penge på det, før det gælder? Skal man vinde?
Jeg er selvfølgelig dybt uenig. Jeg synes der er nogle store kvaliteter i, at alle har ret til at udfolde sig kunstnerisk og kreativt. Jeg ville ønske at mange flere mennesker ville gå på gaden og synge. Jeg ville ønske at folk realiserede deres ideer f.eks i deres haver i stedet for at indrette dem med spøjteforgiftede græsflader som "man" synes, man skal have. Jeg ville ønske at folk gik klædt, som de har lyst til - med fløjlskjoler og flagrekapper til hverdag, i stedet for at komme og kigge halvt misundeligt, halvt overbærende på de få, der går linen ud en sjælden gang i nørdreservaterne.

Jeg mødte en masse på Fantasticon, som jeg ellers kun har truffet virtuelt - og jeg mødte også nogen af dem, hvis noveller jeg har anmeldt her på bloggen - også dem, hvis værker jeg har været ret kritisk over for ... men de tog det heldigvis pænt. Så eventuelle bloglæser: jeg vil fortsætte med at anmelde de nye, danske, fantastiske noveller jeg får fat på.

Det sidste års tid har jeg ikke fået skrevet ret meget (færdigt). Så til min egen ærgrelse har jeg naturligvis ikke noveller med i hverken LUO6 eller Kandors Ny dansk fantasy 2. Men så kan jeg have fornøjelsen af at læse dem uden at sammenligne dem med min egen lille, kære gris. Jeg venter i spænding på, at de udkommer.

NB: Man kan finde min novelle "Fremmedgjort" i Fantasticon 2012s programbog "Kosmos og katastrofer, noveller og essays" redigeret af Klaus Æ. Mogensen udgivet gennem forlaget Ny Science Fiction.
Fremmedgjort har før været trykt i magasinet Himmelskibet.

Og - her i sidste uge lykkedes det endelig at skrive en fortælling færdig - en meget sort fremtidsvision i Konglomerat-serien.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post34
Next »