Tanker

Slidte dukker pristHørt

Posted by Majbrit Høyrup Tue, May 09, 2017 14:37:51

Novellen "Slidte dukker" fik Niels Klim prisen for årets bedste science fiktion langnovelle 2016.
Jeg er meget beæret!

Jeg havde selv tippet enten Steens Knudsens "Møde" eller en af Amdi Silvestris fine lang-noveller som vindere.

Når man skriver meget lidt, udgiver endnu mindre og slet ingenting tjener på sin skrivning, så varmer det rigtig meget at få en læserpris.

Slidte dukker
handler om fantastisk teknologi - og den pris der skal betales for at bruge den. Novellen er udgivet i antologien Lidenskab og lysår fra forlaget Science fiktion cirklen. Bogen kan lånes på biblioteket eller købes direkte af forlaget her.

Det var en meget svær historie at skrive, fordi der var hårde tider privat imens jeg skrev den. Jeg baksede med den tørre, videnskabelige stil. Jeg ville have tonen til at være som en videnskabelig rapport. Den måtte en tur i skuffen. Der gik halvandet år fra første udkast til den sidste udgave.





Vejen ud af LimboLitteratur

Posted by Majbrit Høyrup Wed, March 29, 2017 16:09:27

Tankers favoritgæsteblogger, Henning Andersen har læst Moby Dick.
Bemærk, der kommer spoilers så store som hvaler!
Blog image
"Moby-Dick” er noget af en - ja - moby-dreng. Den er selvfølgelig den ligefremme historie om den gale Kaptajn Ahab, der vil hævne sig på den hviade hval, der tog hans ene ben. Og det er der lavet masser af forkortede versioner over, samt billedbøger, tegneserier og film, der forholder sig mere eller mindre korrekt til Herman Melvilles roman. For så vidt man kan kalde den det, idet dens tekstmæssige opbygning består af både direkte narrativ, mega-lange enetaler, udtog af videnskabelige artikler om hvaler, hvalfangst og skibe; shakespearisk inspirerede hexametermål, bibelske (fejl)citater, mytologiske inkongruenser og referencer, samt meta-dialog og fuldstændig udsyrede hentydninger, der både henviser til kulissen men også "bryder den fjerde væg", i ny og næ. Blog image
Man kunne kalde Moby-Dick et katalog over, hvordan man kan skrive - og det er her den kommer til at ligne "Ulysses" (for slet ikke at tale om "Finnegans Wake").

En gængs misforståelse er, at man kan læse Moby-Dick på mange måder. F.eks. som en parabel om Gud og Djævlen, hvor det ikke hører sig til at almindelige mennesker dømmer om det guddommelige, men skal være overbeviste om, at Gud har en plan. Eller at Ahab skulle være Djævlen og Moby-Dick Gud – eller omvendt. Men det er noget sludder. Man kan læse Moby-Dick på én måde, hvor man starter på side 1. Blog image
Men det er fuldstændig korrekt, at hele molevitten - & de enkelte kapitler - kan underlægges fortolkninger, der må tage forskellige værktøjer i brug. På det overordnede plan, fordi afsnittene er forfattede i forskellige slags tekstlig form (digte, prædikener, monologer, videnskabelige fremstillinger, åbenbare øjenvidneskildringer - med meget mere)

Jeg skal da heller ikke påstå, at det jeg nu vil fremstille, skulle være en endelig fortolkning af Herman Melvilles værk. Men det er ihvertfald et perspektiv, jeg ikke har set berørt. Så lad os gå igang.
Blog image
"Call me Ishmael"
Ishmael er fortællerens "persona" - idet det er en ældre "Ishmael", der fortæller historien. Og i historien bliver han kun nævnt ved navn 1 gang, og i lange afsnit er han overhovedet ikke til stede i handlingsforløbet. Der er det kun "den ældre Ishmael" der rapporterer om tidligere oplevelser, fra et senere tidspunkt.
Lidt indviklet - lad os komme til sagen. Blog image
Fortælleren fortæller, at Ishmael-jeg'et i lang tid var optaget af bedemandsforretninger og kister, samt fulgte ligvogne og begravelsestog, der gradvist førte ham til en kro, ejet af Peter Coffin!
Her deler han værelse med en kannibal, som han bliver "gift" med, hvorefter de tager til Nantucket og får hyre på hvalfangeren "Pequod", der betyder "Ødelæggeren" på algonquin-sprog.
Skibets kaptajn hedder Ahab, og "andenpiloten" hedder Starbuck. Men alle de referencer til Biblen og til astrologien springer vi smukt og let henover, og når frem til at Ahab banker en gulddukat fast til masten, og udtaler at den (dukaten, ikke masten) tilhører den der først får øje på Den Hvide Hval.
På et tidspunkt bliver Ishmaels kannibal-ven syg, og får skibets tømrer til at lave sig en kiste, som han så overnatter i, og får det bedre. Han foreslår derfor at den kan bruges som redningsflåde, idet "Peqouds" flåder i mellemtiden er blevet ødelagt under flere forsøg på hvalfangst.
Blog image
Ahab har - af en eller anden grund - hyret fire "parsere" (tilhængere af Zarathustra’s lære) som sin personlige besætning i hvalfangerbådene. Lederen navngives som Fedallah, og Fedallah profeterer at han nok skal gå i forvejen, så Ahab har en guide når han dør; at Ahab ikke vil dø, før der på havet vil vise sig to ligvogne (rustvogne); én der ikke er lavet af mennesker, og én der er lavet af amerikansk træ. Desuden vil Ahab kun kunne dø ved hamp (der menes ikke cannabis; der menes det som tovværk er lavet af). Hvilket altsammen overbeviser Ahab om, at han nok skal få ram på Moby-Dick.
Blog image
Og så får de øje på Moby-Dick.
Den endelige katastrofe sker over tre tempi, og vistnok også over tre dage, men lad os nu ikke fortabe os i petitesser.
Det første forsøg på, at "nedlægge" Moby-Dick resulterer i, at Fedallah bliver viklet ind i harpun-liner og trukket med ned under vandet.
Det næste forsøg er at betragte som en forsvarshandling, idet Moby-Dick vædrer Pequod, og på hvalens flanke ses liget af Fedallah, viklet ind i harpunlinerne, som Moby-Dick har viklet om sin krop.
Herefter vædrer Moby-Dick Peqouds forstavn, og skibet begynder at synke. I raseri tyrer Ahab sin særligt fremstillede harpun ind i kødet på den hvide hval, men linen snor sig om hans hals, og han bliver trukket med ned. Blog imageProfetien er gået i opfyldelse; - Fedallah døde før Ahab; Moby-Dick blev Fedallahs rustvogn; Peqoud er blevet en rustvogn, der trækker alle i døden, da den synker, og Ahab blev kvalt i hampereb.
Der er altså tale om, at kisten og rustvognen flittigt bliver brugt som metafor.

"Ishmael" redder sig på kisten, der havde fået ny identitet som redningsflåde. Han er altså nu ”PÅ” kisten, og ikke længere søgende efter at komme ”I” kisten, hvilket må ligge til grund for hans oprindelige interesse i at følge rustvogne, og se på bedemandsforretninger. Og gulddukaten sank til bunds med Peqoud, for at betale for overfarten. Ikke overfarten til dødsriget, men overfarten tilbage til livsriget, nydeligt eksemplificeret ved, at "Ishmael" bliver taget op af "The Rachel", der søger efter liv "searching for her lost children, found another orphan". Passende nok, idet ”Rachel” betyder hun-får, der sørger for sine lam.
Blog imageMed andre ord handler Moby-Dick om rejsen tilbage til livet.
Men jeg vil også godt udvide de tilsyneladende modsætninger, en lille smule.
Dersom Gud og Djævlen eksisterer (hvilket jeg personligt ikke tillægger nogen særlig sandsynlighed), da kan disse entiteter ikke bestemmes af et menneskeligt intellekt, men må opfattes som en følelse af det ene eller det andets ”nærvær”. Moby-Dick er hele tiden nærværende i narrativet, men distant, mens Ahab hele tiden er distant, men nærværende! Hvem er Gud og Hvem er Djævlen? Og til sidst klasker det nærværende og det distante sammen i et paradigme-skifte, hvor universet bryder sammen, og kisten bliver til livets begyndelse, og ikke som symbol på livets afslutning.
Blog imageJeg er stadig overbevist om, at romanen handler om, at komme tilbage til livet, men jeg er samtidig af den opfattelse, at døden ikke er livets modsætning. Det er blot livets grænse. Har vi derfor, i Moby-Dick, fortællingen om et terapeutisk forløb ud af en depression, en personlig krise?
Ikke for ingenting er netop Moby-Dick det første eksempel på personligheds-psykologi i en fiktiv sammenhæng.
Men tænk selv videre – eller læs bogen, ikk’sandt.

Skulle du få lyst til at kommentere, kære læser, så husk at kopiere hvad du har skrevet inden du trykker på kommentarfeltets "send"knap. Jeg er blevet informeret om at One.com er i færd med en opdatering af blogsystemet. Men hvornår de er færdige vides ikke. I mellemtiden lever vi med et poste-system, som er blevet overtaget af en semiautonom og ondsindet AI. (red)



Hundrede ord for akHørt

Posted by Majbrit Høyrup Thu, February 16, 2017 15:56:38

Om den bulgarske sangtradition.

Trods god vilje og ti års engagement i et bulgarsksyngende folkemusikkor, er det endnu ikke lykkedes mig at lære bulgarsk. Når bulgarere taler sammen lyder det fortroligt, og det føles som om jeg kan forstå det. Men det er kun sprogtonen, jeg kender. Dirigenten, som er korets eneste bulgarer, må oversætte teksterne.

- Hvad betyder det ord? spørger sangerne.

- Det betyder "ak".
- Og hvad betyder så dette ord?

- Det betyder også "ak," siger dirigenten.

Måske er der hundrede ord for ak på bulgarsk. Mens det Osmanniske rige (bl.a) undertrykte bulgarerne var der mange gode grunde til at skrive klagesange. Ud over det kan man beklage livets ulykker i almindelighed og i særlig grad begræde ulykkelig kærlighed.

Ægtemanden bragte le Mystere des voix Bulgare-pladen ind i ægteskabet. Jeg hørte den igen og igen. Helst alene. Disse sange er så inderlige at de skaber et rum af næsten ubærlig oprigtighed omkring sig. Hvordan er det overhovedet muligt at synge en sang som "Kalimanku"? Det er gåden, mysteriet. Hvem var disse trinde, selvsikre bondekoner med armene i siden?

På en badeferie i Bulgarien var vi omgivet af højtalere og pop allevegne. Det var umuligt at finde et sted at spise i fred og umuligt at sove i larmen, der blev ved til midnat. Vi købte en udflugt op i bjergene med jeep og vores chauffør og guide undskyldte mange gange at radioen var i stykker. Da vi havde kørt et stykke tid gav de sig til at synge. Chaufføren sang bordun - en lang tone, en drone, og guiden sang melodien, som viklede sig tæt rundt om dronen. Jeg sad og forsøgte at være usynlig så de ikke skulle komme i tanker om os og holde op. Når den slags sker, og folk bryder ud i sang, fordi de har lyst til det og ovenikøbet flerstemmig sang, så føler jeg, at jeg har fået en gave.

Vi besøgte en gård i bjergene som måske var et frilandsmuseum? eller måske ikke, hvor værtsparret var trukket i folkedragter - eller havde deres hverdagstøj på? Jeg fik lov at låne en stribet uldnederdel og værtsparret sang nogle flere folkesange for os. Jeg var i himlen.Blog image

Det bulgarske statsradiokor synger korarrangementer af traditionelle sange. Det er startet som en modvægt mod Sovjetiske Imperiums kulturimperialisme, omtrent som dansk alsang under besættelsen. Bulgarske folkemindesamlere og komponister har udtrykt deres modstand og bulgarske nationalisme med disse fusionsmesterværker der kombinerer den direkte og specielle sangstil med vestlig, polyfon kunstkomposition. Jeg er særligt vild med Krassimir Kyurchinski og den nulevende Gyorgi Andreevs værker. Kyurchinskis kompositioner er vanvittige. For at kunne synge dem, må man sætte sig selv i en særlig, halvhysterisk stemning. Hans ting er humoristiske og måske på grænsen til det pretentiøst vanskelige. Sammenlign f.eks den folkelige version af "Dilmano Dilbero" med Kyurchinskis.

Andreevs sange er så tilsyneladende ligetil, men helt perfekte. De får mig til at tænke på Belá Bartóks* teorier om den "naturlige melodi."

Der er forskellige, regionale sangtraditioner i Bulgarien. I den ene region er der en forkærlighed for tætte klange, store og små sekunder som hviner i tænderne når man synger i fuld register. Blå akkorder, der kræver to hænder på klaveret.

Et andet sted er de glade for glissandoer. De lange melodilinjer bliver ekstra vemodige når tonen nærmest af sig selv falder ned i den næste frase.

Der er en overflod af skalaer ud over de kendte dur og mol. Den bulgarske musik er påvirket af Bulgariens placering mellem øst og vest. Man kan finde tyrkiske skalaer med forskellige op- og nedadgående tonerækker, kirketonearter, sigøjnermol og pentatone skalaer, der lyder kinesiske.

Har jeg snakket om de lange triller i fuld register* endnu? Vi har deltaget i workshops i Bulgarien og i Danmark med bulgarske sangerinder for at lære pr håndspålæggelse og mesterlæremagi. Det er nu meget enkelt. Man træner sin diafragma (ribbensmusklerne) op, så man kan sætte mere pres på mindre luft. Alligevel er det svært. Det er som at stå på ski, hvis man tvivler, så falder man. Ud over at man skal være i form, må man tro på sin stemme. Alt kan høres, personligheden og humøret går klart igennem. For at synge rent og højt må man have et sted i sig selv, der ikke lader sig påvirke af flygtige stemninger og usikkerhed.

Vores sangpædagog talte kun bulgarsk. Hun sang en frase for os, og vi sang efter. Hun stillede os op på en række - klassisk østeuropæisk sangpædagogik - lagde en hånd på vores mave, tog vores hånd og lagde den på sin mave, og lod os indsuge teknikken. gennem ørene og kroppen. Til at starte med var det skræmmende at slippe så meget lyd ud, helt alene, mens alle andre så og hørte det. Jeg føler mig stadig eksponeret på første sopranstemmen. Jeg er vild med at synge, men knap så glad for at være i fokus.

Der er ikke noget vibrato i bulgarsk sang.* Et voldsomt, wagnerisk halvtonevibrato vil være for upræcist i de tætte akkorder. En typisk sekvens består af en kort optakt, en lang bærende tone og en serie triller eller praltriller af samme slags, som enten gentages 3,4,5 gange fra samme udgangstone eller som en dobbeltserie af trillen først fra udgangstonen og så fra et sekund under, altid i et faldende antal og med et accelerando mod slutningen (selvfølgelig). Til sidst i frasen er der en afsluttende kort tone eller faldende række af korte toner. Eller et klik eller et hvin.

Ornamenter inde i melodien er ofte karakteristisk udsatte, så de falder lidt senere end man er vant til fra vesteuropæisk musik og gerne efter slaget. Jeg får en fornemmelse af et tilbageholdt vibrato, der bliver udløst sent, brat og kontrolleret. I vesteuropæisk musik kalder man det udsmykninger eller forsiringer, men det er ikke noget der kan fjernes; der findes ingen enklere versioner af sangene. Forsiringerne er en vigtig del af sangen.

Klangen i den bulgarske sang bliver ofte beskrevet som metallisk. Nu hvor jeg har sunget det så længe, kan jeg ikke høre det. Men jeg har ikke længere smag for den æteriske lillepigelyd som lader til at være moderne blandt vesteuropæiske popsangerinder. Popmusik er som at lytte til vaskemaskiner: tre toner og en maskinrytme.

Det jeg synes har været sværest at lære er rytmerne. Der er en forkærlighed for skæve rytmer: 5/8, 7/8, 11/8 og også 8/8, der er underdelt skævt feks: 12312312. Oveni det kommer synkoper, trioler og skiftende rytmer i samme sang. Nogle af rytmerne passer til særlige kædedanse, så er de horo - danserytmer. Jeg er ringe til at danse; det er sikkert derfor det er så svært for mig. Jeg er nødt til at holde øje med dirigenten konstant, selvom jeg ofte bare har lyst til at synge med lukkede øjne.

Tit er vores noder kun en skitse af alt hvad der sker i musikken. Triller og praltriller, hvin og klik er udeladt, fordi det er så selvfølgeligt, at de skal være der. Og netop skal synges sådan og på ingen anden måde - bortset fra i den næste bjergby, hvor de synger samme sang helt anderledes og det er præcis som det skal være og som den sang altid har været sunget.

Ofte giver det mere mening for medlemmerne i vores kor at tegne vores egne notater end at synge efter almindelige noder.Blog image

De kvinder, der synger i et bulgarsk folkemusikkor er specielle. Det er kvinder der dedikerer meget lang øvetid for en sjælden gang at optræde med en musik, der har et ret lille publikum. Det er svært at finde nye sangere, når der er nogle der forlader koret.

For nogle er klangen for anderledes, rytmerne for mærkelige, det hele er for svært at følge.

For mig er det ...musik. Alt hvad der kan ske i musik, sker i bulgarsk musik.

*Bortset fra et sjældent kvarttonevibrato som ganske få mestrer. Jvfr. det første link.

* Bela Bartok er ungarer og jeg fandt "Jeg har fanget mig en myg" på en CD i musiketnografisk museum i Budapest i en afsindig hurtig violinudgave. Men det er en anden historie.


*fuldregister = chest voice, talestemmens register, det midterste register.

KOPIER DIN EVT. KOMMENTAR INDEN DU FORSØGER AT POSTE DEN! SYSTEMET ER MERE USTABILT END RADIUM.

Note 7/3 2017: Historien bag den Vidunderlige Plade


You ain’t nothin but a hounddogLivet, universet, m.m

Posted by Majbrit Høyrup Wed, February 15, 2017 14:25:21

Henning Andersen har ordet:
(Redaktøren blander sig lidt undervejs med links og illustration forestillende redaktørens hund.)


LAIKA

I de diffuse hukommelsesbilleder, fra den allertidligste barndom, står det ikke desto mindre klart, at jeg var ret glad for hunde. Søde hunde man kunne klappe. Søde hunde, der slikkede ens hænder. Søde hunde der godt ville kløs bag øret. Hunde var søde, og jeg ønskede mig inderligt en hund. Det fik jeg også – i den grad. Men mere om det.

Det første hundenavn jeg husker er ”Leika” eller ”Lajka” – og for de associationsfæhige, kan det jo være en lille quiz, hvorfor der er/var noget der hed(der) et ”leica-kamera”. Men Lejka kom ind i billedet, på grund af Sputnik og Jurij Gagarin, og hele ”rumkapløbet”, herunder kosmohunden Lejka, som at russerne sendte i kredsløb i en rumkapsel, og som derefter blev eutaniseret med en giftkapsel i den sidste hundemad.

Jeg syntes det var enormt synd for Lejka, og sidenhen gik det så op for mig, at jeg ikke var den eneste, eftersom Arthur C. Clarke skrev ”Dog-Star”, i hvilken en afdød Laika advarer sin (nu)levende – tidligere ejer – om et jordskælv. Pågældende stjerne – ”The Dog-Star” – er i øvrigt Sirius, hundestjernen. Og det er tilsynekomsten af den, der afgør om vi – kalendermæssigt – går ind i ”hundedagene”.

Der er i øvrigt kildemateriale fra en arabisk gesandt/diplomat, der besøgte Hedeby omkring år 1000, som beretter at indbyggerne er ”sirius-tilbedere” (et lidt pænere ord for ”hedninge” eller ”vantro”).

Endvidere er ”Sirius” navnet på den intelligente hund, der optræder i Olaf Stabledons novelle af samme navn. Hunden får endda en mere end almindelig intim relation til sin ejerinde. Så siger vi ikke mere.

BONZO

Og så fik jeg endelig min første hund. Og den kom til at hedde Nemo. En stor, kærlig, lettere skræmt airedaleterrier, der havde fået sit navn lige dele fra Odyseen, hvor Odysseus kalder sig ”Ingen” overfor kyklopen Polyfemos, og fra ”En Verdensomsejling Under Havet” af Jules Verne. Kaptajn Nemo.

På daværende tidspunkt havde jeg arvet en række Richs-album (en ældre udgave af Disney-cards) fra mine storebrødre. Og et af disse album havde små vittighedstegninger om aben Bobby og om hunden Bonzo.

Bonzo var (er: - det er jo tegninger) en bulldog – antropomorficeret – og kommer ud for diverse kærlighedsforviklinger. Sandsynligvis er han en aflægger af ”Bulls-Eye”, hidsigproppen der ejes af Bill Sykes i ”Oliver Twist”. Men han er formentlig også forfar til ”Kazak”, der optræder i to forskellige inkarnationer Kurt Vonneguts ”The Sirens Of Titan”, samt ”Breakfast Of Champions” (eller er det ”Player’s Piano?).

I hvert fald kom min næste hund til at hedde ”Bonzo”. Også en airedale – knap så kærlig, knap så klog, men jeg var på den anden side beskæftiget anderswo, som man jo nu er, i de der teenageår.

BLOOD

Selvfølgelig var der gymnasiet, og selvfølgelig var der pigerne, men der var også fantastisk litteratur – også og især, men ikke kun, science fiction. F.eks var der Stephen Kings ”Cujo”, om end jeg ikke helt kunne lade mig rive med. Så var der til gengæld mere trofasthed og nærværd over ”Blokbor”, der var hovedpersonens tro følgesvend i Niels E. Nielsens ”To Sole Stod Op”. Eller det deciderede rovdyr ”Pepper”, fra Hodgsons ”The House On The Borderland”, der med dødsforagt går i krig mod svinebæsterne (det skal tages bogstaveligt), og på den måde bliver en modpol til samtidens anden hound-dog ”Baskervilles Hund”.

Og så er der ”Blood”. Selvfølgelig er der det. Et intelligent, telepatisk gadekryds der optræder i Harlan Ellisons ”A Boy And His Dog”. Og hans aflægger må være ”Bob” fra Charles Strosses ”Rogue Farm”, som godt nok er sin herres bonkammerat, men heller ikke står tilbage for at ”roam free” eller nappe sig en joint.

RASMUS

Uvidende om hvorvidt dette kunne have interesse, har jeg ikke desto mindre prøvet at opregne hvor mange dyr (bortset fra hudorme og hovedlus), jeg i mit liv har haft indenfor de døre, jeg i overmod tillader mig at kalde mine.

Der er i hvert fald tale om fire undulater (af uudgrundelige årsager altid kaldt ”kanariefugle”) – som døde af ensom- og kedsomhed. Det er dyreplageri at have 1 undulat! Det er flokdyr!

Jeg mødte så den kvinde, der skulle blive det evigt feminine islæt i mit liv, og hun medbragte to katte. Et par aldeles selvfede persere, der gik under navnene Alfie og Rufus.

Det skulle herefter vise sig, at der var og kom andre dagsordener (nej, ”agenda” er ikke dansk – det hedder ”dagsorden”), ikke mindst da der også ”stødte børn til” (hvor de så ellers kom fra – spørg ikke mig, jeg tænker kun på dyrene).

Først og fremmest fik vi Fie og Ferdinand – en dværgpincher og en påstået chihuahua, der viste sig at være en pekingeser med et bulldogfjæs. Og via diverse flytninger gik det pludseligt stærkt. Fire nymfeparakitter (med de meget fantabulerende navne Emmy, Emilie, Emilie og Amalie). En amazonpapegøje, der kom til at hedde ”Frederik”, fordi jeg huskede at en af mine forældres venner havde en gravhund med samme (underligt, javist, men sandt!). Fem-seks kornsnoge, der alle slap væk. En hamster, der hed Viggo (som jeg bogstavelig talt nakkede – den havde ikke godt), en kanin, der næsten kom til at hedde ”Ragout”, to vietnamesiske hængebugsvin, ved navn Yrsa og Mathilde (vi var flyttet på landet), samt tre høns – der alle viste sig at være haner, med så lange sporer at det var farligt at bevæge sig ud.

Og så var der Rasmus.

Vi havde købt Sally – en stor labrador, der ikke var nogen vagthund og selvom hun var kærlig og sød, var der ikke rigtigt nogen hjemme. Men altså: Rasmus!

BANDIT

Der findes en tegneserie, der hedder ”We3”. (Og den er fantastisk, læs den, red.) Den handler om tre kyborg-dyr – en hare, en hund og en kat – der flygter fra deres internat. Deres respektive kroppe er indkapslet i og sammenføjet med panser-dragter og våbensystemer. Deres hjerner er tilkoblet enhancements fra interne minicomputere, og de er tænkt som offensive våben. Men kun på prøvestadiet. Og så slipper de fri. Det er hunden der hedder ”Bandit”

Hvis nogen kommer til at tænke på Richard Adams’ ”The Plague Dogs”, så er det såmæn ikke helt skævt. Og i den hedder den ene hund ”Rowf”. Hér vil jeg gerne tillade mig til at henvise til Richard Corbens temmelig gamle mesterværk ”Rowlf”, hvori en schäferhund ad magisk vej bliver til – nej, ikke en varulv, men det ligner! Og i øvrigt har Corben illustreret/tegnet ”Blood” – en tegneserieudgave af ”A Boy And His Dog”, som vi var inde på tidligere.

Idet jeg vil medgive, at ”The Plague Dogs” er en slags dyrevelfærds-thriller, så må ”Rowlf” siges at være ren fantasy, om end troldene - i samme - godt nok er teknologisk udviklede. Men bliver vi ovre i fantasy, så er der jo ”Fluffy” fra Harry Potter.

KERBERUS

”Fluffy” er ingen anden end Kerberus, helvedeshunden, vogteren af adgangen til Styx, floden der fører over til dødsriget. Allerede Dante mødte den, sammen med Vergil, i Den Guddommelige Komedie. Og der kan jeg bare sige, at sammen med Rasmus, kunne jeg godt føle mig som Charon.

Hans hoved var på størrelse med en skokasse – størrelse 48 – og når han åbnede gabet, var der frit udsyn til en middelalderlig torturbænk. På alle måder et voldsomt eksemplar af mastiff-racen, der oprindeligt blev opdrættet som krigshunde i det gamle Ægypten.

Kerberus optræder også – som attrap – i ”The Fifth Head Of Cerberus” af Gene Wolf, hvor der beskrives en slags statue af Kerberus, som en dobermann med tre hoveder.

Ikke mere om det – læs den selv; prøv selv at regne ud hvad der foregår.
(Ingen anelse - men det er en medrivende fortælling. Jeg har skrevet om den tidligere på denne blog. Red.)

Holger

Husholdningen har også haft en del katte. Toppy og Sorte og Charlie og Ludvig Og Cæsar. De er alle døde, og jeg orker ikke at navngive mus og rotter.

Nu om dage har vi to skæg-agamer – Tilde og Vera, samt skildpadden Charlie (ikke opkaldt efter katten, men fordi han ligner Chaplin – regn den selv ud).

Og så har vi haft to engelske bulldogger, Berta og Hektor. Berta er selvfølgelig opkaldt efter en tysk kanon, mens navnet Hektor stammer fra Odysseen.

”Holger”, derimod er pæredansk. Vi mente, at vi nu efterhånden, børnene fløjet af reden, frie som fuglene, og jeg skal komme efter dig, godt kunne tillade os at investere i en rigtig chihuahua. Men den skulle fandme opdrages, sku den. På dansk. Og derfor kom den til at hedde Holger – efter Holger Danske. Som i øvrigt er en sagnfigur, Ogier Le Danois, der optræder i Rolandskvadet, som har givet næring til såvel Tolkiens ”Ring” som til Wagner, Ebbe Kløvedal og Chanson de Mort d’Arthur – i uordnet sammenstilling. Og Holger Danske er endda så uhåndgribelig, at han sidder sovende både under Kronborg i Helsingør og under Nonnebakken i Odense.

Men herhjemme render han altså rundt og skaber sig hysterisk.

Emma

Da vi var nødt til at sende Hektor og Berta videre ud i firmamentet, blev Holger lidt alene tilbage. Og da han simpelthen elskede sin flok, var vi ligesom nødt til at give ham en ny.

Vi fik derfor Emma – en fransk bulldog.

Det blev bare det navn, men jeg er begyndt at forbinde det med ”Kalles Klatretræ”, en svensk animationsserie fra ’70’erne, hvor Kalle ligger i sin morfars træ og drømmer – blandt andet om pigen Emma, der er hans egen opfindelse.

Og sådan er det.

De fantastiske genrer er vores egne opfindelser. De udspringer af vores oplevelser og erfaringer, vore længsler og vore lyster. Og når de er rigtigt gode, ja, så vender de tilbage og siger noget fornuftigt om os selv.

Og vores hang til hunde.

Har De hang til hund?Blog image





Endelige VerdenerGode råd i utide

Posted by Majbrit Høyrup Thu, January 12, 2017 15:20:57

Tanker giver igen ordet til favoritgæstebloggeren Henning Andersen:

"
Overskriften henviser ikke til den – efterhånden – ret småtskårne indenrigs-, udenrigs- samt storpolitik, vi i disse år er henvist til at bivåne, samt tvungne til at eksistere under. Jeg nøjes med ”eksisterer”, eftersom udtrykket ”lever under” er at stramme den. Kunne ellers være en mulighed, medmindre man medtænker de fantasi-forladte, og generelt perspektivløse stympere, der kalder sig politikere, økonomer, præsidenter eller eksperter.
Blog imageMen nej – lige den diskussion vil vi holde højt stramt tilbage, som Peter Larsen siger, og i stedet give os i kast med emnet for dagens forelæsning. Finite verdener i litteraturen – og jeg tænker naturligvis på science fiction-litteraturen. Surprise!

Men vi skal lige rundt om nogle emner af anden herkomst. Se, nu kan jeg jo ikke vide, hvor mange derude der er bevidste om, at ideen om ”den flade Jord” (Flat Earth) er kommet vældigt – nåmmen så: ”noget” – i vælten, gennem de senere år. Men kort fortalt, så er det altså sådan at Jorden er ”flak som a pan’kaw” og både Solen og Månen er meget tættere på, end vi har fået fortalt – og derfor også meget mindre, og svæver i et sindrigt system over pandekagen, således at døgnrytme og årstider kan få sin forklaring indenfor systemets omfangslogik.
Blog imageJeg satte en bedre mat/fysser end mig selv, til lige at regne ud hvor gammel sådan en lille sol, der postuleres, lige kan have eksisteret. Det passer meget godt med det bibel-fæhige udgangspunkt, idet han nåede til at Solens alder, i FladJords-tilfældet, ikke kunne være meget ældre ende syv-otte tusinde år. Det kan man så tænke over. Men sjovere er det, at visse FladJords-fanatikere har ideer om, der kunne være andre FladVerdener. Man kunne hér gøre sig munter, og henvise til Edwin Abbott Abotts ”Flatland”, for hvis der findes et Fladland i hans kælder, så findes der vel andre, i andre kældre. Hvilket egentlig også er dér, hvor vi skal hen. For det kunne jo tænkes, at der hinsides den Antarktiske is, der ligger som en mur om vores flade Jord, befandt sig andre FladVerdener, med andre minisole og måner. Det kunne sagtens tænkes. Og det tænkes …

Og da nu denne tanke er sået i vores hjerner og bevidsthed, så opstår – naturligvis – spørgsmålet: - hvorfor er denne viden blevet tilbageholdt? Hvem – og hvorfor – har tilbageholdt den rette forklaring på hvordan (og hvorledes) Universet I VIRKELIGHEDEN er skruet sammen. Det er den zebrastribede puddelkerne. Hvorfor må vi ikke kende sandheden?
Jeg elsker konspirationsteorier! Men vi kommer til at bruge det foregående senere. Men først til noget andet – tredje? … I’ve lost the count!

For de af os, der har spekuleret over Livet, Universet Og Alt Sådan Noget, og i øvrigt forsøgt os med en rimelig faksimile eller model af The Big Bang, er det sikkert hændt at man har spurgt sig selv: - jamen, hvad var der før? Hvad var der før Big Bang?
Blog imageSpørgsmålet er absurd, om end rimeligt udfra en hverdagsbetragtning, men det er præcis hér vi kommer ind på de historier, der er hovedtemaet.
Philip Jose Farmer har i høj grad gjort udi mikro-universer. Dels er der hele World Of Tiers-serien, men i og for sig kunne man godt kalde Riverworld for et mikrokosmos. Alle – og jeg gentager ALLE – der nogensinde har levet (på Jorden) er genopstandne i en meget lang, men dog endelig, floddal. Men langt inden Farmer kom så vidt, skrev han den ret korte novelle ”Sail On … ” – der foregår på en flad Jord! OG – han skrev ”Inside/Outside”, der handler om et artificielt Helvede i det interstellare rum (man må godt tænke ”Dark City”). Og mht ”helveder” har vi jo Banks’ ”Surface Detail” og ”The Garden Of Unearthly Deligth” (jeg har glemt forfatternavnet, scusi!). Men vel – i og for sig – ogsåHullet I Nullet” af M.K. Joseph. Et vist – men anderledes – ekko kan læses i Enki Bilals ”Den Sorte Ordens Falangister”, hvor der er beredt et personligt helvede for alle de involverede, samt i sammes tegneserie ”Byen Der Ikke Eksisterede”. Men det er en anden historie.

Lukkede universer finder man også i ”Non-stop”, Brian Aldiss, og ”Captive Universe”, Harry Harrison, samt Niels E. Nielsens ”Troldmandens Sværd” og Sam J. Lundwalls ”Fängelsestaden”. Men eksklusive – som vi jo er – koncentrerer vi os hér om egentlige kosmosser (eller er det kosmi – flertal?), der er udelukkede fra omgang med resten af kosmos (hvad fanden har jeg rodet mig ud i?).
Christopher Priest skrev ”Inverted World”, der for så vidt også handler om et lukket kosmos, men ind over kommer noget med perception, idet det omgivende univers er ”helt normalt”, mens den rullende bys befolkning sanser det noget anderledes. Perspektiv-forskydning.

Det er ret interessant, at jo tættere vi kommer til de helt ”tunge” eksempler på Endelige Universer, des kortere bliver historierne. Er det nu fordi jeg er ude på tynd is, eller er det fordi forestillingen om en verdensafgrænsning er så tæt på dødsangst, at kun de færreste tør begive sig ud i det terræn?
Wall Of Darkness”, Arthur C. Clarke, beskriver en ung mands afsøgning af de ret reelle grænser, der er for det ret lille univers, han bor i. Afgrænsningen består i en topografisk egenskab ved det beskrevne univers. ”Traveller’s Rest” af David I. Masson, beskriver en soldats hjemsendelse fra en krig mod en ukendt fjende, men mange år senere er tilbage på sin post, instantly , altså en beskrivelse af en temporal egenskab ved det pågældende univers.
Er det ikke Oliver Stone, der i ”The Doors” lader Val Kilmers Jim Morrison udtale, at han ville undersøge ”The Boundaries Of Reality”. Okay, Jimbo – take five!
Frederik Pohl er afgjort ikke til Intelligent Design. Ikke desto mindre er hans ”HeeChee”-saga fundamenteret på et ”designet” univers. Det er så ikke nogen Gud der er involveret, men snarere væsener af ufattelig kompleksitet og store evner. Og der kan man jo godt tænke videre af de baner, som Arthur C. Clarke udstak med ”2001” og ”Rama”-serien, om end sidstnævnte vist mere var Gentry Lee, der fik lov til at boltre sig i Mesters navn.
Blog imageMen altså: - lukkede universer.
Også en anden ”Philip” – nemlig K. Dick har givet den gas med lukkede universer. De er så oftest ”lukkede” som resultat af konspiratorisk perceptorisk deprivation (og man må godt tænke ”Matrix”). Jeg tænker navnlig på ”Ubik”, ”The Three Stigmata Of Palmer Eldrigde”, ”Eye In The Sky” og ”Time Out of Joint”.

Jeg vil slutte med en overvejelse om Big Bang, og hvorfor det er min opfattelse, at vores Univers – konkret – er lukket, bagud i tid. Hvorfor det er absurd, at spørge til et ”hvad var før Big Bang”. Spørgsmålet er sådan set reelt nok, ligesom det vil være rimeligt hvis man siger ”Okay, Vorherre skabte Verden – men hvor kommer Vorherre fra?” Begrebet hedder rekursion, og er en yndet sport blandt børn, der kan blive ved med et ”hvorfor”, indtil det går op for den adspurgte (gerne en voksen) er svarene er intet, men processen alt.
På samme måde er det, med den verdenskonstruktion Terry Pratchett præsenterer i sin DiscWorld-serie: - verden er en stor pandekage, der ligger på ryggen af fire elefanter, der står på skjoldet af en skildpadde, der er på vej til The Big Bang!
Må jeg i øvrigt – i denne sammenhæng – henvise til Staffan Westerberg og hans ”Vilse i pannkakan”?

Pratchetts kosmiske skildpadde udspringer af et rekursivt forklaringsforhold fra hinduismen – tror jeg nok – hvor guruerne håbede, at den der kom tilspørgende ville give op efter de første to-tre rekursive forklaringsmodeller. Men tillad mig også, samtidig, at påvise FlatEarth-modellen i disse sammenhænge. Men når jeg påstår – endda hårdnakket – at det i forbindelse med vores Univers er ganske absurd, at tale om noget ”før” The Big Bang, så vil jeg godt lige hive HeeChee-sagaen samt filmen ”Interstellar” ind på scenen, til forståelsens fremme.
Og selvom jeg udmærket ved, at det er en meget personlig udlægning af astrofysik, lad mig ikke desto mindre fortsætte: - det er ikke – IKKE – sådan at tiden går langsommere i nærheden af sorte huller. Tiden går som den skal – det har den altid (!) gjort, og den vil den altid(?) blive ved med! Det der sker er, at i nærheden af supertunge objekter (nej, vi taler ikke om din HumVee) bremses selv molekylærbevægelser.

På grund af tyngdekraften – hvadenten nu en uforklarlig ”energi” eller resultatet af partikler, gravitroner – nedsættes hastigheden i alle processer i initial-feltet. Det lyder lidt mumbo-jumbo, men betyder så meget som, at i det tyngdefelt, der ligger på grænsen til et sort hul, går alle processer i stå, fordi de bremses af tyngdefeltet.
Blog imageEr vi med? – Vi er ikke ved at falde i søvn, vel?
Monoblokken – hele universet klemt ned til et punkt – må have haft et uovertruffent tyngdefelt. Alle processer har været sat i stå. Der har kun været et ER og et NU, foranlediget af den kolossale tyngdepåvirkning. Det er ganske tænkeligt at tiden har gået sin vante gang, men da der i perioden op til THE BIG BANG i øvrigt ikke skete en skid (pardon my russian), er det umåleligt på den materie, der var frosset i sin egen kompakthed!

Hvis man kan se det for sig.
Vi lever i et endeligt univers. Vi kan læse om endnu mindre universer. Men der ingen speciel grund til at gøre vores univers mindre, end det er i forvejen. For det er tjener kun til at gøre os mindre kosmiske. Vi stammer alle sammen fra The Big Bang – alt gør. Så selvom jeg finder de fiktive mikrouniverser fascinerende, har jeg meget svært ved at acceptere de Endelige Universer, der kolporteres gennem medier og andre fjollede FladPander.
"

Redaktøren af bloggen har illustreret denne post med det første billede, der viste sig i en googlesøgning efter tekstens nøglebegreber. Hvis det generer nogens ophavsret vil de straks blive fjernet.

Kommentarer er velkomne. Kopier dit rant, din anke, din panegyri, dit indlæg inden du forsøger at trykke på sendknappen. Systemet kører efter N-dimensionelle principper; det er aldrig til at vide hvilke konsekvenser en handling i dette univers har. Muligvis bliver de bortkomne indlæg brugt til at fodre en glemt, afskyelig, monstrøs gud i et parallelunivers. Kopier for en sikkerheds skyld.




Slidte dukker giver en etisk dimensionSkrevet

Posted by Majbrit Høyrup Mon, December 05, 2016 12:44:22

... skriver anmelderen, Jette Holst bl.a på netmagasinet Gyseren.dk. Hun skriver at der er "et generelt meget højt niveau" i antologien Lidenskab og Lysår og udnævner
Ud af mørket
af Jesper Rugaard Jensen,
Slidte dukker af Majbrit Høyrup,
Genfærdenes Tårn
af Nikolaj Johansen,
Trippelkøb af Lars Behn-Segall,
Møde af Steen Knudsen,
Eftermiddag i parken af Jesper Goll,
Mærk fremtiden af Richard Ipsen,
Firmaets mand af Nikolaj Højberg
til sine favoritter.

Deltagerkultur og betalingskulturOplevet

Posted by Majbrit Høyrup Fri, November 25, 2016 13:53:25

En oplevelse med kulturel appropriation.
I efteråret 2015 tog jeg på en rundtur for først at besøge en slægtning i Vancouver og derefter deltage i en World Music koncert på Miami University, Ohio, USA.

Jeg fik mit første hint om at det var en forkert beslutning at tage til Ohio i flyet mellem Vancouver og Chicago. Min sidemand, en ca. jævnaldrende amerikansk kvinde, fortalte om sit hundeopdræt og at hun rejste meget med fly. Hun spurgte mig om vi fik penge for at synge i Ohio. "Næ," svarede jeg, og indså, at det havde jeg slet ikke tænkt over. "Elsker du dit land?" spurgte hun også, lidt abrupt. "Ja selvfølgelig," svarede jeg. Og så var vores samtale af en eller anden grund slut.
Mit engelske rækker ikke rigtig til at forklare, at selv om der kan være alt muligt galt politisk eller kulturelt med Danmark, så er dansk det sprog jeg er fortrolig med og de danske landskaber gir mig tårer i øjnene, bare fordi jeg kender det så godt. Og når jeg elsker mit land, så er det ikke fordi jeg ikke også kan lide andre lande. Jeg kan f.eks også rigtig godt lide Bulgarien, især Bulgariens musik og kultur omkring musikken.

Stewardessen på økonomiklasse så træt ud. Jeg takkede hende overstrømmende for et stykke chokolade, som var det eneste jeg fik at spise den dag. Jeg mellemlandede som sagt i Chicago, og det klippede den fem timers flyvetur over i to dele, så flyselskabet ikke var forpligtede til at servere et måltid mad.
Flyet til Ohio var forsinket. Men ikke så forsinket som de andres fly. Jeg mødte nogle af de svenske korsangere for første gang i Cincinatti lufthavn. vi gav os til at memorere tekster, mens vi ventede på de andre. Efter et par timer blev vi, de førstankommende fire sangere hentet af vores vært. Han var universitetsprofessor på Miami University. Noget business matematik, tror jeg, han havde meget travlt mens vi var der. Han fortalte at Miami University er opkaldt efter de indianere som oprindeligt boede i Ohio. Miami-folket, som nu er "forflyttet" til en ørken i en anden stat. Og at byen Miami i Florida er opkaldt efter Miami-folket, selvom de aldrig har været der. Og at miamifolket kan få stipendier til at studere på universitetet, som en slags kompensation for, at deres land blev stjålet fra dem af ohioborgernes forfædre. "Æhææ, nå," sagde jeg.

Jeg havde troet vi skulle bo hos de andre musikere i arrangementet, så jeg var en lille smule skuffet og utaknemmelig over indkvarteringen hos vores ualmindelig søde, betænksomme og gæstfrie værter, som ikke var spor interesserede i musik. Jeg har før både lagt hus til andre sangere der kom på kulturudvekslingsvisit hos os århusianere og boet privat hos sangere i Göteborg - hvor vi har sunget bulgarske sange sammen til langt ud på natten.
Vores værtinde var hjemmegående husmor. Hun fordelte os i sine tre voksne børns værelser. De var flyttet hjemmefra for fem-ti år siden. Værelserne stod som en art museer med alt for fine og gammeldags møbler, med smukke, håndsyede quilts, servanter, og skænke med legioner af indrammede billeder af børn og børnebørn. Jeg var utilpas ved at bestige den antikke seng og skubbe bjerget af puder til side og lave rod og uorden med min trætte krop.

Næste dag mødtes det sammenbragte svenske-danske, bulgarsksyngende kor for første gang i en pompøs bygning på campus. Arrangøren havde glemt at booke et øvelokale til os. Vi gik ind i det lokale, vi troede vi skulle synge i, og fik at vide af de to mænd der stillede stole op, at der måtte vi ikke være, fordi der skulle være koncert om aftenen. Jeg tænkte: "Åh-åh." Havde jeg kunnet komme direkte hjem, lige der, havde jeg gjort det.
Det lykkedes at organisere et øvelokale. Vi sang et par sange sammen. Det viste sig at det lød rigtig godt selvom vi aldrig havde sunget sammen før. Arrangøren kom forbi og spillede fin mand. Vi fik at vide vi skulle deltage i en koncert om aftenen med 8 numre. Dem indstuderede vi så.
Aftenens koncert viste sig at være et meget langt hyldest-arrangement for arrangøren. Der var flere timers taler og mimedansere og en pisk-performer før vi skulle på. Vi sad i gangen og ventede og faldt i søvn fordi vi havde jetlag. Nogle af sangerne var blevet ti timer forsinkede. Da vi skulle optræde var publikum også blevet så trætte at vi alligevel kun skulle synge tre numre. Og - det var vist heller ikke vores stampublikum. Moderne korarrangementer af den i forvejen ret specielle bulgarske musik kræver et publikum der på forhånd er interesseret i speciel musik.

Sådan fortsatte ugen.
Vores arrangør var en indisk-amerikansk løst ansat ... netværker? på universitetet, som hvert år arrangerede en koncert med musikere fra hele verden og med universitetets eget orkester. Han gik os hurtigt på nerverne med sin evne for at skabe totalt kaos. I stedet for at vi på forhånd fik at vide hvor vi skulle være hvor og hvorfor så vi selv kunne få noget ud af vores ophold, foretrak han at samle os i en minibus hvor vi kunne sidde og vente indtil alle havde tisset af eller købt vand eller hvorfor vi nu ikke kunne komme afsted. Det gad jeg ikke. En af de ting jeg virkelig, virkelig hader, er at få min bevægelsesfrihed og selvbestemmelse begrænset i et køretøj. Jeg steg ud og sagde: "Jeg går derhen. Hvor er det?" og det tog jo kun en halv time at gå derhen. Jeg var fremme fem minutter før de andre der havde siddet i endnu tyve minutter og ventet i den lumre, indelukkede bus.

Hver dag var der ting der blev aflyst eller omarrangeret.
Hjemmefra havde jeg haft en forestilling om, at jeg skulle møde f.eks indiske musikere og måske lære en indisk sang. Jeg havde skrevet til arrangøren på forhånd og bedt ham om at sætte mig i forbindelse med en indisk sanger, men det blev ikke til noget. Jeg havde et spørgeskema med fra Netværk for Fankultur, men det var umuligt for mig at lave aftaler, når jeg konstant blev afbrudt og aldrig vidste hvor lang tid jeg havde til selv at gå rundt. I stedet sad vi i mange timer i et mødested og ventede på at andres aftaler faldt på plads.

Vi skulle synge en sang i et værk for kor og orkester sammen med symfoniorkesteret. Vores arrangør havde meget lidt forståelse for, at vi var nødt til at øve det med orkesteret før koncerten. Men endelig fik vi lov. Orkesteret var forbløffende godt, selvom det var et universitetsorkester. Deres dirigent var en kolerisk type jeg aldrig nogen sinde er stødt på i Europa. Han skældte og smældte af musikerne og udstødte mærkværdige lyde for at forklare melodien. Jeg har heller aldrig før mødt en dirigent der ikke kunne synge. Nu er jeg nok urimelig, for jeg har jo kun mødt kordirigenter før.
Men der er en gevaldig forskel på kordirektion og orkesterdirektion. Det forekom mig, at hans direktion bestod af uudgrundelige fakter der udtrykte hans fornemmelser, mere end det var brugbare (og almindeligt vedtagede) anvisninger beregnet til at kommunikere hans musikalske hensigter med.
Det kan være jeg er en vældig forkælet korsanger, der er vant til at få alle indsatser og alle takter talt, i stedet for, at jeg som en orkestermusiker plejer, selv tæller og selv holder tempo indtil et nyt tempo bliver angivet. Det kan være. Det kan også være at mit jetlag ikke var gået over endnu. I hvert fald sagde jeg dirigenten imod midt under prøven, hvilket er dårlig stil både i Europa og i USA. Vi sang en lang tone og jeg så ham slå tonen af og tav straks. Så vendte han sig om (han dirigerede med ryggen til os) og hvæsede ad os, at vi skulle holde tonen til taktstregen, som om det var ny viden for os. Jeg hvæsede tilbage: "Then ... SHOW it!"
Det kan have været forskel i måden man taler musiksprog sammen på. De bulgarske kordirigenter jeg har mødt, har brugt de italienske musikbetegnelser, når de ikke regnede med at vi forstod bulgarsk. Men når den amerikanske dirigent sagde, at han ville have en "soft" tone her, mente han så stille, piano, eller mente han den skulle synges i randregister? Eller at den skulle have et blødt attak? Eller med luft på? Han var slemt handicappet af ikke at kunne synge, hvad han mente, heller. Jeg følte mig ladt i stikken. Men den amerikanske dirigent må ha kunnet noget, for ellers ville orkesteret ikke have kunnet spille så fint.

Når en god dirigent kommer ind til sit kor eller orkester, så bruger dirigenten et øjeblik på at 'samle' koret og orkesteret. Det er lige meget hvilken statur dirigenten har. Dirigenten lægger tyngdepunktet hos sig selv, så alle er fælles opmærksomme. Det tager ingen tid, et sekund måske. For sangeren føles det, som om der er en at læne sig op af, som om der er styr på det. Det er svært nok at synge den næste tone og det er sådan en lettelse kun at synge den næste tone og ikke tænke på andet. Den gode dirigent klarer resten.
(Jeg var inde og høre Laurie Andersons og Brian Enos artisttalk i Københavns Hovedbibliotek forleden, og der var de ret kritiske overfor dirigentens rolle i musik, og fandt at det var et feudalt levn. Jeg tænkte: De ved ikke hvad de snakker om. Eller også har de aldrig mødt den gode dirigent, men kun den koleriske, gådefulde type. Bortset fra det, var den en meget tankevækkende "talk")

Der var "parents day" på universitetet. Den lille universitetsby blev fyldt af forældre, der kom for at besøge deres "freshmen" - førsteårsstuderende.
Jeg snakkede med et dejligt, positivt forældrepar om bl.a. forskellen på dansk og amerikansk uddannelse. De boede i et område i Ohio, hvor der var både democrats og republicans. Det var vanskeligt at navigere i. Selv var de democrats. Og de elskede Amerika. Det var dyrt at have sønnen på universitet. Det kostede en kvart mio. danske kr. Heldigvis var der mange stipendier at få.
"Prøv at se min søn" sagde faren, og vi kiggede på den søde, stadigt let bumsede unge mand. "Lige nu er han ingenting, men om et par år har han fået en uddannelse, det er fantastisk."
Lige nu er han ingenting. Lige nu er han ingenting. Ordene blev ved med at køre rundt i mit hoved.

Vi havde troet at vi skulle have opført en koncert i universitetsbyen for et publikum, der selv ville vælge at høre bulgarsk kormusik i moderne arrangementer, men det blev der ikke noget af. Det viste sig at vores sammenbragte, tilsammen ret vokalt fantastiske kor havde indstuderet 16 numre for ingen andre end os selv. Det blev ikke til noget med koncerten. Og til Den Store Kulturudvekslingskoncert endte det med at vi skulle synge to numre.

Jeg brokkede mig lidt over det, til vores værtinde. "Er du skuffet over at I ikke bliver opdagede og berømte" spurgte hun.
Jeg prøvede at forklare, at jeg var skuffet over, at det ikke var blevet til noget med den musikalske udveksling, som jeg var kommet for. Jeg var skuffet over den mangel på respekt vi blev mødt med. Jeg var skuffet over, at jeg var blevet en ubetalt del af betalingskulturen, når jeg havde troet, at jeg skulle være en del af deltager-kulturen, hvor alle kommer og bidrager med noget, og der ikke findes en opdeling i hvem der er anerkendte og rigtige kunstnere og et tilbagelænet publikum som siger: Underhold mig med noget letfordøjeligt, jeg har betalt for det.
Havde jeg vidst at jeg skulle være en fjer i hatten på en oppustet, kaotisk narcissist (arrangøren) var jeg ikke kommet. Det sidste sagde jeg selvfølgelig ikke til min søde værtinde. Vi havde fået at vide, at vores værter først havde troet, de kun skulle huse os en enkelt nat, og så blev vi i stedet i fire.

Jeg gik i til en gospelgudstjeneste og sad og græd over oprigtigheden i det. Jeg var bare udmattet. Og jeg var den hvideste person i lokalet. Min værtinde sagde "Æhææ, nå," da jeg fortalte, hvor jeg havde været henne.

Til World Music koncerten på universitet var der indisk musik og bulgarsk og klassisk europæisk og mongolsk trommesang. En lille spiselig bid at det ene, og så det andet. Et klassisk eksempel på kulturel appropriation, hvor man ikke kommer de andres kultur i møde, men i stedet skærer den til, så den er magelig og ufarlig for tilskuerne.
Men ikke noget gospel fra henne om hjørnet. Det er åbenbart ikke "world". Jeg ved ikke om det er fordi amerikansk musik ikke er en del af verden eller ikke eksotisk nok. Eller om de sortes musik ikke er et rigtigt eksempel på amerikansk musik?



Nominér til Niels Klim-prisenGode råd i utide

Posted by Majbrit Høyrup Wed, November 16, 2016 10:45:10

Hvert år uddeler Niels Klim-prisen priser til de bedste science fiction-noveller, -langnoveller og -kortromaner skrevet på dansk eller oversat til dansk.
Prisen er en læserpris. Alle, der har læst nogle af novellerne kan stemme på deres favoritter.

Og nu er tiden kommet til at nominere for noveller udgivet i 2016! (Dvs historier udgivet på dansk for første gang fra 15. november 2015 til 15. november 2016)
Bloggeren Ommadawn (Lise Andreasen) har samlet en liste over samtlige værker her: http://www.ommadawn.dk/nk2016/nielsklimnominering510278.php

Man behøver ikke at have læst dem alle sammen for at nominere. I første omgang kan man stemme på alle dem, som man synes, der var nogle kvaliteter ved og håbe, at nogle andre har læst dem, man ikke selv har læst og nominerer dem, så det bliver nogenlunde retfærdigt. Hvis der er kategorier, hvor man ikke har læst en eneste fortælling, lader man bare være med at stemme i den kategori.

De fortællinger der får flest nomineringer, går så videre til anden runde. I anden runde er der højest fem fortællinger i hver kategori. De nominerede offentliggør gerne deres historier, så man får en chance for at få læst alle (eller nogen flere) af dem og dermed kan give en stemme på den historie, man synes er den bedste. - Mere om det en gang i februar i det nye år.

Hvis du vil være med til at nominere årets bedste danske sciencefictionhistorier til Niels Klim-prisen så kan du melde dig til her: http://www.ommadawn.dk/nielsklim/oprettelse.html
Det er gratis :-)

Note: Jeg har selv lige stemt og det var rigtig svært at skulle nøjes med fem historier i kategorien noveller. Der er mindst det dobbelte antal gode kandidater, synes jeg. Heldigvis må man ikke stemme på sin egen fortælling ;-)