Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Deltagerkultur og betalingskultur

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Fri, November 25, 2016 13:53:25
En oplevelse med kulturel appropriation.
I efteråret 2015 tog jeg på en rundtur for først at besøge en slægtning i Vancouver og derefter deltage i en World Music koncert på Miami University, Ohio, USA.

Jeg fik mit første hint om at det var en forkert beslutning at tage til Ohio i flyet mellem Vancouver og Chicago. Min sidemand, en ca. jævnaldrende amerikansk kvinde, fortalte om sit hundeopdræt og at hun rejste meget med fly. Hun spurgte mig om vi fik penge for at synge i Ohio. "Næ," svarede jeg, og indså, at det havde jeg slet ikke tænkt over. "Elsker du dit land?" spurgte hun også, lidt abrupt. "Ja selvfølgelig," svarede jeg. Og så var vores samtale af en eller anden grund slut.
Mit engelske rækker ikke rigtig til at forklare, at selv om der kan være alt muligt galt politisk eller kulturelt med Danmark, så er dansk det sprog jeg er fortrolig med og de danske landskaber gir mig tårer i øjnene, bare fordi jeg kender det så godt. Og når jeg elsker mit land, så er det ikke fordi jeg ikke også kan lide andre lande. Jeg kan f.eks også rigtig godt lide Bulgarien, især Bulgariens musik og kultur omkring musikken.

Stewardessen på økonomiklasse så træt ud. Jeg takkede hende overstrømmende for et stykke chokolade, som var det eneste jeg fik at spise den dag. Jeg mellemlandede som sagt i Chicago, og det klippede den fem timers flyvetur over i to dele, så flyselskabet ikke var forpligtede til at servere et måltid mad.
Flyet til Ohio var forsinket. Men ikke så forsinket som de andres fly. Jeg mødte nogle af de svenske korsangere for første gang i Cincinatti lufthavn. vi gav os til at memorere tekster, mens vi ventede på de andre. Efter et par timer blev vi, de førstankommende fire sangere hentet af vores vært. Han var universitetsprofessor på Miami University. Noget business matematik, tror jeg, han havde meget travlt mens vi var der. Han fortalte at Miami University er opkaldt efter de indianere som oprindeligt boede i Ohio. Miami-folket, som nu er "forflyttet" til en ørken i en anden stat. Og at byen Miami i Florida er opkaldt efter Miami-folket, selvom de aldrig har været der. Og at miamifolket kan få stipendier til at studere på universitetet, som en slags kompensation for, at deres land blev stjålet fra dem af ohioborgernes forfædre. "Æhææ, nå," sagde jeg.

Jeg havde troet vi skulle bo hos de andre musikere i arrangementet, så jeg var en lille smule skuffet og utaknemmelig over indkvarteringen hos vores ualmindelig søde, betænksomme og gæstfrie værter, som ikke var spor interesserede i musik. Jeg har før både lagt hus til andre sangere der kom på kulturudvekslingsvisit hos os århusianere og boet privat hos sangere i Göteborg - hvor vi har sunget bulgarske sange sammen til langt ud på natten.
Vores værtinde var hjemmegående husmor. Hun fordelte os i sine tre voksne børns værelser. De var flyttet hjemmefra for fem-ti år siden. Værelserne stod som en art museer med alt for fine og gammeldags møbler, med smukke, håndsyede quilts, servanter, og skænke med legioner af indrammede billeder af børn og børnebørn. Jeg var utilpas ved at bestige den antikke seng og skubbe bjerget af puder til side og lave rod og uorden med min trætte krop.

Næste dag mødtes det sammenbragte svenske-danske, bulgarsksyngende kor for første gang i en pompøs bygning på campus. Arrangøren havde glemt at booke et øvelokale til os. Vi gik ind i det lokale, vi troede vi skulle synge i, og fik at vide af de to mænd der stillede stole op, at der måtte vi ikke være, fordi der skulle være koncert om aftenen. Jeg tænkte: "Åh-åh." Havde jeg kunnet komme direkte hjem, lige der, havde jeg gjort det.
Det lykkedes at organisere et øvelokale. Vi sang et par sange sammen. Det viste sig at det lød rigtig godt selvom vi aldrig havde sunget sammen før. Arrangøren kom forbi og spillede fin mand. Vi fik at vide vi skulle deltage i en koncert om aftenen med 8 numre. Dem indstuderede vi så.
Aftenens koncert viste sig at være et meget langt hyldest-arrangement for arrangøren. Der var flere timers taler og mimedansere og en pisk-performer før vi skulle på. Vi sad i gangen og ventede og faldt i søvn fordi vi havde jetlag. Nogle af sangerne var blevet ti timer forsinkede. Da vi skulle optræde var publikum også blevet så trætte at vi alligevel kun skulle synge tre numre. Og - det var vist heller ikke vores stampublikum. Moderne korarrangementer af den i forvejen ret specielle bulgarske musik kræver et publikum der på forhånd er interesseret i speciel musik.

Sådan fortsatte ugen.
Vores arrangør var en indisk-amerikansk løst ansat ... netværker? på universitetet, som hvert år arrangerede en koncert med musikere fra hele verden og med universitetets eget orkester. Han gik os hurtigt på nerverne med sin evne for at skabe totalt kaos. I stedet for at vi på forhånd fik at vide hvor vi skulle være hvor og hvorfor så vi selv kunne få noget ud af vores ophold, foretrak han at samle os i en minibus hvor vi kunne sidde og vente indtil alle havde tisset af eller købt vand eller hvorfor vi nu ikke kunne komme afsted. Det gad jeg ikke. En af de ting jeg virkelig, virkelig hader, er at få min bevægelsesfrihed og selvbestemmelse begrænset i et køretøj. Jeg steg ud og sagde: "Jeg går derhen. Hvor er det?" og det tog jo kun en halv time at gå derhen. Jeg var fremme fem minutter før de andre der havde siddet i endnu tyve minutter og ventet i den lumre, indelukkede bus.

Hver dag var der ting der blev aflyst eller omarrangeret.
Hjemmefra havde jeg haft en forestilling om, at jeg skulle møde f.eks indiske musikere og måske lære en indisk sang. Jeg havde skrevet til arrangøren på forhånd og bedt ham om at sætte mig i forbindelse med en indisk sanger, men det blev ikke til noget. Jeg havde et spørgeskema med fra Netværk for Fankultur, men det var umuligt for mig at lave aftaler, når jeg konstant blev afbrudt og aldrig vidste hvor lang tid jeg havde til selv at gå rundt. I stedet sad vi i mange timer i et mødested og ventede på at andres aftaler faldt på plads.

Vi skulle synge en sang i et værk for kor og orkester sammen med symfoniorkesteret. Vores arrangør havde meget lidt forståelse for, at vi var nødt til at øve det med orkesteret før koncerten. Men endelig fik vi lov. Orkesteret var forbløffende godt, selvom det var et universitetsorkester. Deres dirigent var en kolerisk type jeg aldrig nogen sinde er stødt på i Europa. Han skældte og smældte af musikerne og udstødte mærkværdige lyde for at forklare melodien. Jeg har heller aldrig før mødt en dirigent der ikke kunne synge. Nu er jeg nok urimelig, for jeg har jo kun mødt kordirigenter før.
Men der er en gevaldig forskel på kordirektion og orkesterdirektion. Det forekom mig, at hans direktion bestod af uudgrundelige fakter der udtrykte hans fornemmelser, mere end det var brugbare (og almindeligt vedtagede) anvisninger beregnet til at kommunikere hans musikalske hensigter med.
Det kan være jeg er en vældig forkælet korsanger, der er vant til at få alle indsatser og alle takter talt, i stedet for, at jeg som en orkestermusiker plejer, selv tæller og selv holder tempo indtil et nyt tempo bliver angivet. Det kan være. Det kan også være at mit jetlag ikke var gået over endnu. I hvert fald sagde jeg dirigenten imod midt under prøven, hvilket er dårlig stil både i Europa og i USA. Vi sang en lang tone og jeg så ham slå tonen af og tav straks. Så vendte han sig om (han dirigerede med ryggen til os) og hvæsede ad os, at vi skulle holde tonen til taktstregen, som om det var ny viden for os. Jeg hvæsede tilbage: "Then ... SHOW it!"
Det kan have været forskel i måden man taler musiksprog sammen på. De bulgarske kordirigenter jeg har mødt, har brugt de italienske musikbetegnelser, når de ikke regnede med at vi forstod bulgarsk. Men når den amerikanske dirigent sagde, at han ville have en "soft" tone her, mente han så stille, piano, eller mente han den skulle synges i randregister? Eller at den skulle have et blødt attak? Eller med luft på? Han var slemt handicappet af ikke at kunne synge, hvad han mente, heller. Jeg følte mig ladt i stikken. Men den amerikanske dirigent må ha kunnet noget, for ellers ville orkesteret ikke have kunnet spille så fint.

Når en god dirigent kommer ind til sit kor eller orkester, så bruger dirigenten et øjeblik på at 'samle' koret og orkesteret. Det er lige meget hvilken statur dirigenten har. Dirigenten lægger tyngdepunktet hos sig selv, så alle er fælles opmærksomme. Det tager ingen tid, et sekund måske. For sangeren føles det, som om der er en at læne sig op af, som om der er styr på det. Det er svært nok at synge den næste tone og det er sådan en lettelse kun at synge den næste tone og ikke tænke på andet. Den gode dirigent klarer resten.
(Jeg var inde og høre Laurie Andersons og Brian Enos artisttalk i Københavns Hovedbibliotek forleden, og der var de ret kritiske overfor dirigentens rolle i musik, og fandt at det var et feudalt levn. Jeg tænkte: De ved ikke hvad de snakker om. Eller også har de aldrig mødt den gode dirigent, men kun den koleriske, gådefulde type. Bortset fra det, var den en meget tankevækkende "talk")

Der var "parents day" på universitetet. Den lille universitetsby blev fyldt af forældre, der kom for at besøge deres "freshmen" - førsteårsstuderende.
Jeg snakkede med et dejligt, positivt forældrepar om bl.a. forskellen på dansk og amerikansk uddannelse. De boede i et område i Ohio, hvor der var både democrats og republicans. Det var vanskeligt at navigere i. Selv var de democrats. Og de elskede Amerika. Det var dyrt at have sønnen på universitet. Det kostede en kvart mio. danske kr. Heldigvis var der mange stipendier at få.
"Prøv at se min søn" sagde faren, og vi kiggede på den søde, stadigt let bumsede unge mand. "Lige nu er han ingenting, men om et par år har han fået en uddannelse, det er fantastisk."
Lige nu er han ingenting. Lige nu er han ingenting. Ordene blev ved med at køre rundt i mit hoved.

Vi havde troet at vi skulle have opført en koncert i universitetsbyen for et publikum, der selv ville vælge at høre bulgarsk kormusik i moderne arrangementer, men det blev der ikke noget af. Det viste sig at vores sammenbragte, tilsammen ret vokalt fantastiske kor havde indstuderet 16 numre for ingen andre end os selv. Det blev ikke til noget med koncerten. Og til Den Store Kulturudvekslingskoncert endte det med at vi skulle synge to numre.

Jeg brokkede mig lidt over det, til vores værtinde. "Er du skuffet over at I ikke bliver opdagede og berømte" spurgte hun.
Jeg prøvede at forklare, at jeg var skuffet over, at det ikke var blevet til noget med den musikalske udveksling, som jeg var kommet for. Jeg var skuffet over den mangel på respekt vi blev mødt med. Jeg var skuffet over, at jeg var blevet en ubetalt del af betalingskulturen, når jeg havde troet, at jeg skulle være en del af deltager-kulturen, hvor alle kommer og bidrager med noget, og der ikke findes en opdeling i hvem der er anerkendte og rigtige kunstnere og et tilbagelænet publikum som siger: Underhold mig med noget letfordøjeligt, jeg har betalt for det.
Havde jeg vidst at jeg skulle være en fjer i hatten på en oppustet, kaotisk narcissist (arrangøren) var jeg ikke kommet. Det sidste sagde jeg selvfølgelig ikke til min søde værtinde. Vi havde fået at vide, at vores værter først havde troet, de kun skulle huse os en enkelt nat, og så blev vi i stedet i fire.

Jeg gik i til en gospelgudstjeneste og sad og græd over oprigtigheden i det. Jeg var bare udmattet. Og jeg var den hvideste person i lokalet. Min værtinde sagde "Æhææ, nå," da jeg fortalte, hvor jeg havde været henne.

Til World Music koncerten på universitet var der indisk musik og bulgarsk og klassisk europæisk og mongolsk trommesang. En lille spiselig bid at det ene, og så det andet. Et klassisk eksempel på kulturel appropriation, hvor man ikke kommer de andres kultur i møde, men i stedet skærer den til, så den er magelig og ufarlig for tilskuerne.
Men ikke noget gospel fra henne om hjørnet. Det er åbenbart ikke "world". Jeg ved ikke om det er fordi amerikansk musik ikke er en del af verden eller ikke eksotisk nok. Eller om de sortes musik ikke er et rigtigt eksempel på amerikansk musik?



  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post87

Nominér til Niels Klim-prisen

Gode råd i utidePosted by Majbrit Høyrup Wed, November 16, 2016 10:45:10
Hvert år uddeler Niels Klim-prisen priser til de bedste science fiction-noveller, -langnoveller og -kortromaner skrevet på dansk eller oversat til dansk.
Prisen er en læserpris. Alle, der har læst nogle af novellerne kan stemme på deres favoritter.

Og nu er tiden kommet til at nominere for noveller udgivet i 2016! (Dvs historier udgivet på dansk for første gang fra 15. november 2015 til 15. november 2016)
Bloggeren Ommadawn (Lise Andreasen) har samlet en liste over samtlige værker her: http://www.ommadawn.dk/nk2016/nielsklimnominering510278.php

Man behøver ikke at have læst dem alle sammen for at nominere. I første omgang kan man stemme på alle dem, som man synes, der var nogle kvaliteter ved og håbe, at nogle andre har læst dem, man ikke selv har læst og nominerer dem, så det bliver nogenlunde retfærdigt. Hvis der er kategorier, hvor man ikke har læst en eneste fortælling, lader man bare være med at stemme i den kategori.

De fortællinger der får flest nomineringer, går så videre til anden runde. I anden runde er der højest fem fortællinger i hver kategori. De nominerede offentliggør gerne deres historier, så man får en chance for at få læst alle (eller nogen flere) af dem og dermed kan give en stemme på den historie, man synes er den bedste. - Mere om det en gang i februar i det nye år.

Hvis du vil være med til at nominere årets bedste danske sciencefictionhistorier til Niels Klim-prisen så kan du melde dig til her: http://www.ommadawn.dk/nielsklim/oprettelse.html
Det er gratis :-)

Note: Jeg har selv lige stemt og det var rigtig svært at skulle nøjes med fem historier i kategorien noveller. Der er mindst det dobbelte antal gode kandidater, synes jeg. Heldigvis må man ikke stemme på sin egen fortælling ;-)





  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post86

Søhest er mere subtil uhygge

SkrevetPosted by Majbrit Høyrup Mon, August 22, 2016 12:44:05
... skriver bloggeren Flasch her i sit indlæg om science fiction noveller fra 2015, der er værd at fremhæve.
Nu hvor folk har haft en chance for at læse Søhest, vil jeg afsløre en ting: Jeg skrev den med to læsninger i tankerne.
Da jeg fortalte om den alternative læsning til min (tidligere) skrivegruppe blev de (endnu mere) rasende. Måske har jeg ikke været tydelig nok med det, for ingen læsere har set det af sig selv.
Jeg må hellere lade være med at fortælle hvad det er for en anden tolkning jeg lagde spor ud til.

29/8 ... Læs novellen inden du læser kommentarsporet. Der spoiles :-) . Antologien kan lånes på biblioteket eller købes direkte af CFC



  • Comments(5)//blog.gravko.com/#post85

Slidte dukker med i LUO 11

SkrevetPosted by Majbrit Høyrup Thu, May 12, 2016 13:30:09
Godt nyt!
Min novelle Slidte dukker kommer med i Science fiction cirklens Lige Under Overfladen-antologien nr 11 som får navnet Lidenskab og Lysår.
Gud ske lov for antologi-indkaldelser og deadlines! Ellers ville der ikke være andet end halvfærdige ting i min tekster-mappe. Slidte dukker har taget over halvandet år at skrive (færdig). Jeg har en idé til en selvstændig fortsættelse. Mere om det en anden gang.

Her er listen over alle de heldige der kommer med i LUO11 - som man kan se, er der mange gengangere fra de forrige LUO-antologier:

Forfatter___Titel
Bjarke Schjødt Larsen___Den danske kulturskat
Helle Perrier___DreamChild
Anna Dyhr___LorenzenDvale
Jesper Goll___Eftermiddag i parken
Nikolaj Højberg___Firmaets mand
Gudrun Østergaard___Flyvebladenes tid
Nikolaj Johansen___Genfærdenes tårn
Carl-Gustav WernerHDO___Margarethe mod nye mål
Viggo Madsen___Herligt er hypermans hop
Ellen Miriam___PedersenI 1923
A. Silvestri___I fædrelandets tjeneste
Manfred Christiansen___Jerndrømme
Niels Andersen___Kickstart
Morten Carlsen___Laikas Strand
Lise Andeasen___Lidenskab og lysår
Sara Buch___Mindbook vs. II
Christian Holger Pedersen___Mod død skal livet leves
Glen Stihmøe___Mord på Mars
Richard Ipsen___Mærk Fremtiden
Steen Knudsen___Møde
Torben Husum___Nettet over Berlin
Lars Ahn Pedersen___Rumkaptajnens kone
Majbrit Høyrup___Slidte dukker
hans peter madsen___Stoppested
Lars Behn-Segall___Trippelkøb
Jesper Rugård Jensen___Ud af mørket
Michael Andersen___Ukendt kode



  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post84

Superhelte

SetPosted by Majbrit Høyrup Sun, April 03, 2016 16:38:29
Jeg er ikke så vild med superheltefilm, men jeg vil gerne høre om hvad det er ved dem, mange er så vilde med. Jeg skulle have forklaret hvorfor Guardians of the Galaxy var en fed film, før jeg kunne forstå det. (Se post 77)
Jeg tænker, at jeg ofte føler mig ladt udenfor af superheltefilm - sidst Iron Man hvor jeg kendte så lidt til forhistorien og universet at det bare var megen patos og forvirrende snak ud over de flotte billeder.
Thor så ud som kulturel appropriering, så den gad jeg ikke se. (Desuden har Thor rødt skæg. Det ved alle.)
Så tænkte jeg, Jupiter Ascending - det må da være noget for mig, når den har en kvinde i hovedrollen og er lavet af Warchawski-søstrene. Men nej, Jupiter render rundt og siger uha og hovsa og ser pæn ud, mens mændene omkring hende taler i det her pompøse superheltefilmtonefald.
Eller det kan være ideen om at verden skal reddes af den særlige ener som er kaldet pr medfødt egenskab ... Det kan i min optik kamme over i ikke bare supermenneske, men overmennesketænkning.
Pt er jeg interesseret i sub-humane spørgsmål og synes de spændende temaer til historier ligger der: Hvordan klarer mennesker der er mindre begunstiget sig? Kan de måske samarbejde om at løse deres problemer?
Derfor er min fan-passion også lige nu rettet mod en webcomic (sssscomic.com) hvor en gruppe almindelige og fejlbehæftede mennesker klarer skærerne i en postapokalyptisk verden.
Men - netop fordi jeg ikke rigtig forstår fascinationen af superhelte, vil jeg gerne høre mere. Hvad ER det der gør superheltefilm og -tegneserier så inciterende?
Kopier dit svar inden du trykker på send knappen, systemet er upålideligt.



7. april 2016
Svar fra Henning Andersen, som skriver (pr mail):

> Dit kommentarfelt på "Tanker" er da i den grad underlagt et regime af den anden verden. Nu har jeg forsøgt i ti minutter at indlægge en kommentar - og det bliver hele tiden afvist.
Nu skal det ikke være på den måde, så du får kommentaren medsendt hermed:

#Item: hvorfor er superhelte fascinerende?

Q: - hvorfor er helte – i det hele - taget fascinerende?

Første forsøg på svar:

- Superhelte må anses for at være resultatet af en lang tradition for ”hero’er” (Fantomets hest hedder i øvrigt Hero). Da vi er runden af græsk og romersk snusfornuft og sindelag, kan vi jo nævne Odysseus, Akilleus og Herakles og udnævne dem til de første superhelte. Men vi kan også tage Gilgamesh med, om end det ligger lidt længere tilbage og lidt længere østpå.
På de hjemlige breddegrader kan vi tage Sigurd Dragedræber og Regnar Lodbrog, med samt Bjovulf og lidt senere også Holger Danske.
Alle disse er statuerede som eksempler på, hvordan En Rigtig Mand skal opføre sig – af samtidens propagandister. Så vi er altså ovre i mandehørmen fra karlekammeret.

Andet forsøg på svar:

- Så er der det der hedder ”kultur-heroer”, og det er næsten det samme der dækkes af ordet ”trickster”. I Kina har de ”Abe” og de nordamerikanske prærieindianere havde Nanaboscho og Coyote. Under vore himmelstrøg har vi Loke og Gøngehøvdingen = Robin Hood, og henne i Rusland har de de såkaldte ”bogatyrer”. Alle rev disse enten guderne eller øvrigheden i næsen. Thi sådan gør en rigtig mand for at forsvare de svage og sin egen ære.

#Item 2: hvorfor er SUPERHELTE fascinerende (blev der spurgt)?

Forsøg på svar
: - det ville være uhyggeligt nemt, at påpege noget med noget evolutions-biologisk the survival of the fittest smålummert og småfascistisk. Det er rigtigt nok, at der altid har været idoler at se op til eller forsøge at kopiere. Som nævnt. Men superhelte udspringer af noget helt andet, nemlig markedsgøgl (henne i USA: ”Barnstorming”), hvor Stærke Mænd optrådte i lange underdrenge og badebukser og løftede 1000 kilo eller lod sig i tønder dumpe ned af vandfald. Eller lavede ten somersaults i medbragt sopwith camel. Eller som Lennon sang ”The Hendersons will all be there, late of Pablo Franco’s Fair”.
Siden er der kommet “produktudvikling” ind over, og disse superhelte er ikke nødvendigvis længere iført badebukser.

Forsøg på svar II: - identifikation! Ikke at vi identificerer os med Wolverine eller Batman (i øvrigt på ingen måde ”super”). Men vi ved – forværts – at superhelten har disse og disse evner og egenskaber, og hvordan vil han (ja, jeg beklager) imødegå den næste ”ultimative fejende”, han får kastet i flæsket. Id est: - der er disse evner og egenskaber. De er anderledes – og mere – end hvad læseren/lytteren/seeren er i besiddelse af. Men det er dem der er. Og hvad nu, når unobtanium-ligaens kampgladiator MegaMagog, med de kryptosoniske falanx-negle borer sig ind i Status Quo? Hvad vil du så gøre Peter Parker?
Eller rettere: - hvad har forfatteren og tegneren NU fundet på?

Opsummering:
- jeg tror ikke det er så forskelligt fra Huset På Christianshavn eller De Uheldige Helte. Det er i hvert fald ikke mere avanceret. Så vi ender vel på, at det fascinerende består i at opleve det, at være deltager – på sidelinien. <

  • Comments(4)//blog.gravko.com/#post83

Novelle nomineret til KLIMprisen

SkrevetPosted by Majbrit Høyrup Fri, February 26, 2016 15:06:52
Novellen Killinger fra antologien Universets Mørke er, sammen med fire andre gode noveller blevet nomineret til KLIM-prisen 2015.

Klimprisen er en pris for årets bedste, danskudgivne science fictionnovelle

Jeg har fået H.Harksens productions tilladelse til at offentliggøre novellen i afstemningsperioden fra 1. til 30 marts.
3. april 2016: afstemningsperioden er nu slut og man må købe bøgerne eller låne dem på biblioteket for at læse historierne.

  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post82

Killinger er et dygtigt stykke håndværk

HørtPosted by Majbrit Høyrup Tue, December 29, 2015 17:57:31
Novellen Killinger er blevet udnævnt til den bedste af novellerne i H. Harksen Productions antologi Universets mørke af den flittige blogger og fremragende forfatter A. Silvestri. Læs resten af al den fine ros her på Silvestris blog.

I novellen Killinger har jeg prøvet en særlig fortællestil af. Et POV som er en my, en hårsbred fra karakteren, uden at være jeg-fortæller. Fortælleren løfter aldrig blikket fra hovedpersonens tanker. Jeg satte den regel for teksten, at novellen skulle føles som at gå gennem en gang med for lavt til loftet, så man må krumme sammen og bøje hovedet.

Silvestri skriver også generelt om novellers skæbne over tid - at de hurtigt bliver glemt, og at folk er holdt op med at læse noveller. Og det er sandt at meget tykke romaner pt er et større hit. Aviser og magasiner trykker ikke længere noveller eller romaner som føljetoner og Danmark har ikke et eneste rene novellemagasin længere. På den anden side kan novelleformatet noget særligt. Måske er det forfatternes format, analogt med musikere, der elsker fusionsjazz meget mere, end et ikke-musiker-publikum gør?

  • Comments(1)//blog.gravko.com/#post81

Søhest hører også til blandt de bedste

HørtPosted by Majbrit Høyrup Thu, December 10, 2015 11:51:43
Lige under overfladen 10, Som et urværk" er blevet anmeldt på Litteratursiden af Jette Holst. Hun skriver rigtig pænt om hele antologien og fremhæver et par stykker af novellerne.
Hun skriver bl.a: "... Majbrit Høyrups novelle ”Søhest” hører også til blandt de bedste. ... en nærmest socialrealistisk historie om socialt udsatte børn og deres muligheder."
Antologien kan købes hos boghandlere eller direkte hos forlaget Science fiction cirklen.



  • Comments(2)//blog.gravko.com/#post80
« PreviousNext »