Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Anmeldelse af Forvandlinger

LæstPosted by Majbrit Høyrup Wed, August 14, 2013 12:26:45
Jeg er stadig ør efter min Breaking Bad-tv-serie marathon. Breaking Bad er et fremragende eksempel på karaktérdrevet plot. ALT hvad der sker i den TV-serie sker, fordi karaktérerne undervejs tager (forkerte) valg, logisk baseret på deres (uheldige) personlighedstræk. Derfor er jeg lige nu så optaget af karakterbeskrivelse i alle genrer og formater.


Jonas Wilmann har skrevet et inciterende fortvivlet indlæg her om kvaliteten af genrelitteraturanmeldelser.
Det (og Breakin Bad) har forsinket min anmeldelse (gennemgang? analyse? omtale?) af "Forvandlinger, En fantasyantologi" et stykke tid.
Jeg har været nødt til at overveje, hvilken mening det giver at anmelde antologier på denne blog, som er skrevet for min egen skyld.

Anmeldelsen er et øjebliksbillede af mine litterære interesser. Hvis jeg var faldet over teksterne på et andet tidspunkt, havde anmeldelsen lagt vægt på andre ting.
Den sidste anmeldelse jeg skrev gav anledning til noget debat om det var de rigtige kriterier at anmelde efter, og om jeg overholdt mine egne kriterier.
Jeg prøver at skelne mellem ting jeg synes/præferencer og mere objektive vurderinger
og jeg vil prøve at gøre det klart hvilke kvaliteter, jeg leder efter i en tekst denne gang.
Denne gang er det: Karaktérbeskrivelse jeg vil kigge efter.
Men – allerede før jeg har fået skrevet denne anmeldelse, er jeg ret sikker på, at der vil komme diverse uanmeldte digressioner ind over …

Forvandlinger En antologi består af 13 noveller og et forord af redaktøren Flemming R. P. Rasch. Forordet præsenterer antologiens forfattere og de undergenrer af fantasy der kommer i spil i samlingen. Bogen er trykt på trist skummetmælkshvidt papir og sat almindeligt nydeligt.

Lars Ahn Pedersen: Fortsættelse til et eventyr.
En fortsættelse af H.C. Andersens Den tapre Tinsoldat. Hvad sker der med tinsoldatens og prinsessens barn, prinsen? Og hvad skete der i virkeligheden dengang ved træet? Var det ok, at hugge hovedet af heksen, bare fordi hun var heks? Det sort/hvide eventyrbillede af gode og onde personer opløser sig mere og mere gennem fortællingen. Historiens struktur er ret kompleks med flere fortællere, der flash back'er i flere niveauer.
Prinsens karaktér gennemgår en vis erkendelsesproces. Heksens barnebarn er en dejlig tvetydig femme fatale.

Det, der efter min mening skaber en god karaktér er den rigtige blanding af det specielle og det almene. H.C. Andersens heks i Fyrtøjet er ret ukarakteristisk for H.C. Andersen, ved at være så generisk en heks. Hans Isdronning f.eks har i meget højere grad det specielle, der gør en god karaktér. At hun er associeret med is, med perfektion, at hun bortfører børn.

Jesper Rugård: Nattens åbne døre.
Moderen og hendes datter bor i samfundets udkant, der hvor naturen umærkeligt glider over i de andres, de underjordiskes, de magiskes land. "Goen" er et mareridtsvæsen der plager moren og datteren er plaget af sin pubertet og sin udlængsel.

Moderen i fortællingen er også heks, men her får vi indresyn og forståelse med hende. Og ikke mindst: Så snart man får at motivationen for en persons valg at vide, bliver konsekvensen af dette valg meget mere interessant.

A. Silvestri: Et studie i lyst.
En skøge fortæller om sit liv i et fantasiland, hvor der findes mange forskellige racer. (Arter?) Hun fortæller til et væsen, hvis karaktér jeg selvfølgelig ikke skal afsløre, fordi det er en sjov pointe.

Henrik Larsen: En nat i katakomberne. En fortælling om nogen drenge, der udfordrer hinanden. Ingen piger og ingen kvinder, end ikke som biroller eller monsterføde. Jeg er ikke målgruppen for fortællingen og havde svært ved at finde motivation til at læse den.

Bjarke Schjødt Larsen: Rakshasa.
Den her novelle var lige ved at få mig til at opgive at anmelde samlingen. Sproget er klodset og indviklet, dialogen utroværdig, metaforerne er klicheer. Første side består halvt af info-dump. Det er da lige meget HVAD kejseren har gjort, han er mcGuffin, det er nok. Men det værste er portrættet af haremspigen, hvor en lejlighed til at skrive en masse om de to brødres forskellige opfattelse af tingene glipper. Brødrene bliver ikke tegnet tydeligt nok, og den flakkende synsvinkel hjælper ikke på det. Der kastes for mange personer ind i handlingen fra starten; personer som kun er der, fordi de senere skal aflives. Forfatteren træder frem i stedet for tilbage i de mest dramatiske passager. Hvis noget vitterligt er frygteligt i sig selv, er det overflødigt at skrive, at det var frygteligt som noget andet.

Richard Ipsen: Bjergløven.
Bjergløven er et fint portræt af en speciel person. Med enkelte ord som "dadel" "nellike" bliver der sat scene.

Klaus Æ. Mogensen: Kløer.
Historien foregår på et svævende skib! Fedest! Der er en god grund til, at der kun er én kvinde i historien, så den køber jeg. (Undtagelsesvist).

Rasmus Wichmann: Isfyrsten.
Masser af krigere, kvinder er kun med i andenhåndsomtale som skøger.

Sarah Fürst: Lille kat.
En perle af en fortælling, ganske kort, knivskarp, sanselig, speciel. Jeg spår at den vil ende i diverse skolebøger, fordi den er så velskrevet og dybsindig under den tilsyneladende enkelhed.

Gudrun Østergaard: Refugiet.
Det magiske univers ligger i containerhavnen, og fortællingen forholder sig til sin samtid på en indfølende og velskrevet måde.

Thomas Strømsholt: Peregrination gjennem Kjøbenhavn.
Stofligt og sanseligt sprog – en kvinde leder efter sit forbillede/læremester/elskede? I København, hvor den magiske del af byen er lige under overfladen.

Flemming R. P. Rasch: Fantastikken.
Dramatisk set giver det ingen mening med at pakke denne ekspeditionshistorie ind i (endnu) en generisk værtshusbekendelses-rammefortælling. Tværtimod er læseren så nødt til at forholde sig til endnu en biperson, der ikke er vigtig for handlingen. Selve jagten på ”Fantastikken” er en god idé. Men – jeg køber bare ikke den flade og distancerede måde de overlevende forholder sig til deres rejsefælles død. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig meget mere omhu i personbeskrivelserne – karaktererne mangler karaktér, og jeg har svært ved at skelne dem fra hinanden, hvilket gør mig ret ligeglad med, hvem der bliver den sidste pige (eller dreng) i fortællingen.

Lars Konzack: Ellevild.
Denne fortælling har det klart bedste og mest helstøbte portræt i hele bogen. Historien foregår i det realistiske univers. En ung mand, der er hardcore elverfan, tager på en rejse til en amerikansk convention. Det sjove ved fortællingen er beskrivelsen af dogmet ”alt er rigtigt, hvis du føler det skal være sådan” og de absurditeter det dogme nødvendigvis vil føre til. Beskrivelsen af hovedpersonen er et par gange lige ved at kamme over i det ondskabsfulde; alligevel, jeg synes det holder, både som satire og som fortælling.

Det, der foruroligede mig mest ved gennemlæsningen, var, hvor gammeldags og kedeligt flere af de ellers dygtige og flitttige forfattere kommer omkring skildringen af kvinder og mænd i deres fortællinger. Kvinder i fantasy er åbenbart:
Fraværende, 2 noveller
Skøger, ludere, haremspiger: 3
Dronninger eller prinsesser: 2 noveller
Hekse: 2 noveller (3?)
Alt muligt andet: 6 noveller
Hovedpersoner: 4

Fantastiske mænd er:
Krigere: 7
Magikere: 5
Fraværende: 1
Alt muligt andet: 7
Hovedpersoner: 9

Af de 13 noveller kan jeg klart bedst lide dem, hvor der er nye ideer i forhold til det fantastiske: Lille kat, Refugiet, Ellevild, Peregrination gennem Kjøbenhavn og Nattens åbne døre. Det er de noveller hvor beskrivelsen af karakterne er mest helstøbte og troværdige og de fortællinger, som forstår magien i den virkelige verden.



  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post53