Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Atlantis – et kontinent du ikke kan nå

Livet, universet, m.mPosted by Majbrit Høyrup Wed, October 07, 2015 11:17:18
Tanker præsenterer hermed stolt og beæret et gæsteindlæg fra forfatteren og skribenten Henning Andersen. Henning Andersen er en flittig kommentator på denne blog og på Scifisnak samt gæsteblogger på ESSEF og på Apokalyptisk. Hennings kommentarer inspirerer mig altid til videre læsning og reflektion - og modsigelse - debatten er åben. Kopier dit indlæg før du poster, systemet har sin egen uudgrundelige vilje.

Tag godt imod:

Atlantis – et kontinent du ikke kan nå
Forfatter: Henning Andersen
" - intet i Verden kan være så smukt som en morgen på Glasvandtis"


Myten om Atlantis må siges, at stå markant lodret i vesteuropæisk bevidsthed, om end den er blevet eksporteret til The US of A, simpelthen fordi europæerne tog deres mere eller mindre bevidste myter og legender med sig, to the land of the brave and the free. Egentligt ret sært, eftersom myten/legenden om Atlantis faktisk drejer sig om skæbnens tyngde, fremfor det frie valg.
Platons "Staten" må betragtes som en utopi, lidt hen i retning af Ayn Rands "Og Verden Skælvede" (Atlas Shrugged), og ligger ihvertfald til grund for almindelig vestlig snusfornuft og "hwa svarer sej" - mentalitet.
Så meget mere som, at det er Aristokles' genfortællinger af noget hans lærermester, Sokrates, angiveligt skulle have foretaget sig - nemlig været i disse "dialogiske" fremstillingers debat-forum. Hvilket på ingen måde er bevisligt, hvorfor det hele udmærket kunne udspringe af hans egne spekulationer. Et sted mellem fiktion og politisk testamente.

Sokrates skrev intet selv.
Utopier kender vi en del til; fra Thomas Moores ”Utopia”, over Huxleys ”Ø” til Callenbachs ”Økotopia”. Og bortset fra sidstnævnte befinder de fleste sig ”intet-steds”. Det er nemlig det ”utopi” betyder. Og på den hjemlige front har vi jo altid Holbergs ”Niels Kliims Underjordiske Rejse”, samt ”Homonaticum” af Arne Meander (formodentlig et pseudonym). Men der er det at sige til utopier, at de tenderer mod at blive jævnt kedelige, som fiktion betragtet, idet meget af tiden går med en sammenligning af det perfekte samfund – utopien – og den scene af omverden, hvori den udspiller sig. Der går hurtigt moralisering i den, jvnf. diverse planetære ekskursioner fra de første par tiår af det tyvende århundrede (Sophus Michaelis’ ”Himmelskibet”, ”Aelita” af N. A. Tolstoy – det er en anden Tolstoy, end den du tror).
Efter humør og stemning kan man enten være begejstret for, at Platons ”Staten” har overlevet 23 århundreder (for så har man da altid det, at snakke om). Men mere interessant er det, at det netop er dialogen "Kritias" der er selve porten til Atlantis(myten) - nothing above, nothing below.

Ikke desto mindre er der jo andre ”sunkne kontinenter” i det fælles morads, vi kalder ”overlevering”. Lemuria, Mu, Shamballa – Shangri La (en mere moderne udlægning) og Vinland. Okay, det står til troende, at Thorfinn Karlsefni faktisk var i ”Vinland” – formodentlig det nuværende New Foundland, engang omkring år 1.000 – fordi han havde hørt en historie om Leif Erikssøn, Erik Den Rødes søn, om et kontinent hinsides Grønland. Et land der i beretningen (frem)står ret ”utopisk”, om end mødet med ”skrællingerne” (indianere) tilsidst gør en ende på koloniseringsforsøget.
Nåmmen:
- Kritias var én af De 30 Tyranner, og Sokrates belærer ham om Solon, der "gav" Athen en forfatning, hvorefter han (Solon) drog i eksil for ikke selv at blive en tyran (enehersker).
Pågældende forfatning var et Demokrati - og selvom det bliver påstået at "demokrati kan ikke gradbøjes", så findes der en guds velsignelse af vidt forskellige udgaver af demokrati, selv nu om dage, selv hér i "Vesten". De er ikke ens. Overhovedet ikke. Og der er altid restriktioner ifht hvad der kan konstitueres som "demos" - valgretsalder, f.eks. eller køn eller religiøst tilhørsforhold.

Det "demokrati" Solon konstituerede var snarere et "timokrati", grænsende til "plutokrati", hvor det er de indtægtsmæssige forhold+stand, der er afgørende for valgretten. Således havde en adelsmand 1 stemme, en ridder havde ½ stemme, en fri bonde havde 1/3 stemme, og en arbejder havde 1/4 stemme.
Kvinder, børn, tyende og slaver havde 0 stemme.
Der er lissom ikke lagt op til de store forandringer, kan man sige, hvilket måske er årsagen til, at romerne - i deres grecofile afmagt - konstituerede klient-systemet - senere overtaget, viderebragt, fastholdt af den italienske og amerikanske mafia.
Vi er således ikke noget nær i udkanten af den demokrati-opfattelse, vi normalerweisse gør os til gode med, hér i ”Vesten”.
DOG, trods alt: - Solon konstituerede desuden, at den udbredte praksis med pæderasti iblandt ridderskab og adel skulle nedtones til en mulighed - og ikke som hidtil en obligation. Om det så er en anden måde at lave mandlig prostitution på, det kan vi kun gisne om. SAMT: - at voldtægt, også af slaver, kunne retsforfølges.

Der må være point for forsøget - jeg tror ikke det havde nogen nævneværdig betydning i praksis.
Men det giver mig dog anledning til, at pege på tre mere moderne ”utopier”, der har køns-debatten ret meget i fokus, i forhold til samfundsopbygning – demokrati eller ej. Nemlig Russ’ ”The Female Man”, LeGuins ”The Left hand Of Darkness” og Sturgeons ”Venus plus X”. Heri beskrives ingen perfection, men der beskrives et alternative – et alternativt perspektiv. Centralt står, at vi ikke taler ”køn” – vi taler ”det menneskelige”, og den menneskelige konstitution.

Nå, men efter altså at have givet Athen en forfatning for 10 år, drager Solon i eksil -og det er under denne "dannelsesrejse" han støder på et bibliotek (i Ægypten?) drevet af Isis-præster, som viser ham et dokument om Atlantis' undergang.
Fra et "hjemligt" perspektiv, befinder vi os i ærtebølle-tiden, eller Yngre Stenalder.
Pågældende dokument indeholder, ifølge Solon, ifølge Sokrates, ifølge Platon/Aristokles, beretningen om et kæphøjt ø-rige, der søgte at styrte Athens magt - et sted i fortiden - men blev slået tilbage og knust af de demokratiske athenere, med gudernes hjælp.

Dette er udgangspunktet for myten om Atlantis.

Det er klart, at syndflodsmyten også spiller ind - og den er altså ikke kun noget med Noah og Arken; den findes blandt utallige kulturer, og også i den nordiske mytologi.

På den ”hjemlige” front reddede Bergelmir sig og sin hustru i en seng, da Odin Vile og Ve myrdede Ymer, og lod hans blod overskylle Jorden (syndflodsmyte). Og på den mesopotamiske arena, reddede Upashtimihm sig og sin hustru i en ”ark” (en kasse), men formildede guderne ved et brændoffer (”og se! Guderne flokkedes om den liflige røg, som fluer om et kadaver” – Sumer, 3000 f.v.t).
Hvad der er mere interessant er, at det næsten lyder som en til lejligheden opfundet fortælling, derhen at Kritias jo var tyran (sammen med 29 andre - Athen skal betragtes som et "forbund" af byer: - 1 by, 1 tyran), & at Sokrates lægger vægt på at det var De Frie Demokratiske athenere, der slog de tyranniske atlantider tilbage, fordi athenerne - med deres demokratiske sindelag .- havde gudernes støtte.
Det må siges at være et vink med en vognstang overfor Kritias and his ilk.

Proposium: - Atlantismyten er derfor muligvis et stykke symbolistisk fiktion, bragt ind i denne verden af blot og bart politiske årsager. For i det lys minder den ret meget om nutidige politiske udsagn a la "pengene fosser ud af statskassen" og "flygtningene vælter ind over vore grænser".
Atlantis er et ideologisk håndtag. Et real-politisk værktøj. Og derfor ikke en fortidig realitet.

Det har så ikke forhindret, at forfattere er gået til biddet i forhold til myten, og vi kan da blot nævne Robert E. Howards ”Kull” og ”Conan”-sekvens, Edward Bulwer Lyttons ”The Coming Race”, samt Cutliffe Hynes ”The Lost Continent”. Samt – og virkeligt sært – tegneserien ”Den Sorte Ridder”, med hovedpersonerne Bob Morane og Bill Ballantine – der en del af en ret macho serie, begået af pseudonymet ”Henri Vernes”. Et fransk bud på ”Doc Savage”.
Jeg kan i øvrigt meddele, at Den Sorte Ridder er et ret moderne stykke myte-stof, foranlediget af et uidentificerbart objekt, der kredser om Jorden. Personligt føler jeg ingen grund til hysteri over det, men man kan jo google faenskabet og lade fantasien flagre frit.

I realiternes mere eller mindre krystalklare verden, må vi vel sande at Jorden ikke er til for os – og heller ikke omvendt – og derfor kan der der være grund til, at tro, at Atlantismyten kan have udspring i Theras (San Torinos) ”forlis”, eller eruptioner langs Deccan Traps, samt konvulsioner i Atlanterhavsbækkenet med oversvømmelser i det vestlige, mediterrane område.
Men til trods for forlydender om observationer af undersøiske byer i middelhavet, i atlanten og i bermuda-trekanten, tror jeg at Atlantis er en myte og et sagn – som vi i den grad skal udnytte til at skrive noget utopisk, dystopisk, fantastisk fiktion på baggrund af.
Og selvom det er noget kitsch og tilbagestrøget hår, så har jeg faktisk stor respekt for musical’en ”Atlantis”, begået af nogle unge strattenrøvere tilbage i ’90’erne, for jeg husker at have været til en turné-udgave i Falkoner-centret, der endte med et så stort lysbrag i salen, at publikum var nødt til at klappe for ikke at se katastrofen i øjnene, da Atlantis sank.

Så selvom Atlantis er myte – derfor muligvis en kolporteret løgn – er vi næppe færdige med, at malke kalorius. Det må man ikke håbe.
Og det er da en mægtig god historie, her ved kanten af afgrundens rand. Så tak for god ro og orden, også på det bagerste dæk.





  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post79