Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Superhelte

SetPosted by Majbrit Høyrup Sun, April 03, 2016 16:38:29
Jeg er ikke så vild med superheltefilm, men jeg vil gerne høre om hvad det er ved dem, mange er så vilde med. Jeg skulle have forklaret hvorfor Guardians of the Galaxy var en fed film, før jeg kunne forstå det. (Se post 77)
Jeg tænker, at jeg ofte føler mig ladt udenfor af superheltefilm - sidst Iron Man hvor jeg kendte så lidt til forhistorien og universet at det bare var megen patos og forvirrende snak ud over de flotte billeder.
Thor så ud som kulturel appropriering, så den gad jeg ikke se. (Desuden har Thor rødt skæg. Det ved alle.)
Så tænkte jeg, Jupiter Ascending - det må da være noget for mig, når den har en kvinde i hovedrollen og er lavet af Warchawski-søstrene. Men nej, Jupiter render rundt og siger uha og hovsa og ser pæn ud, mens mændene omkring hende taler i det her pompøse superheltefilmtonefald.
Eller det kan være ideen om at verden skal reddes af den særlige ener som er kaldet pr medfødt egenskab ... Det kan i min optik kamme over i ikke bare supermenneske, men overmennesketænkning.
Pt er jeg interesseret i sub-humane spørgsmål og synes de spændende temaer til historier ligger der: Hvordan klarer mennesker der er mindre begunstiget sig? Kan de måske samarbejde om at løse deres problemer?
Derfor er min fan-passion også lige nu rettet mod en webcomic (sssscomic.com) hvor en gruppe almindelige og fejlbehæftede mennesker klarer skærerne i en postapokalyptisk verden.
Men - netop fordi jeg ikke rigtig forstår fascinationen af superhelte, vil jeg gerne høre mere. Hvad ER det der gør superheltefilm og -tegneserier så inciterende?
Kopier dit svar inden du trykker på send knappen, systemet er upålideligt.



7. april 2016
Svar fra Henning Andersen, som skriver (pr mail):

> Dit kommentarfelt på "Tanker" er da i den grad underlagt et regime af den anden verden. Nu har jeg forsøgt i ti minutter at indlægge en kommentar - og det bliver hele tiden afvist.
Nu skal det ikke være på den måde, så du får kommentaren medsendt hermed:

#Item: hvorfor er superhelte fascinerende?

Q: - hvorfor er helte – i det hele - taget fascinerende?

Første forsøg på svar:

- Superhelte må anses for at være resultatet af en lang tradition for ”hero’er” (Fantomets hest hedder i øvrigt Hero). Da vi er runden af græsk og romersk snusfornuft og sindelag, kan vi jo nævne Odysseus, Akilleus og Herakles og udnævne dem til de første superhelte. Men vi kan også tage Gilgamesh med, om end det ligger lidt længere tilbage og lidt længere østpå.
På de hjemlige breddegrader kan vi tage Sigurd Dragedræber og Regnar Lodbrog, med samt Bjovulf og lidt senere også Holger Danske.
Alle disse er statuerede som eksempler på, hvordan En Rigtig Mand skal opføre sig – af samtidens propagandister. Så vi er altså ovre i mandehørmen fra karlekammeret.

Andet forsøg på svar:

- Så er der det der hedder ”kultur-heroer”, og det er næsten det samme der dækkes af ordet ”trickster”. I Kina har de ”Abe” og de nordamerikanske prærieindianere havde Nanaboscho og Coyote. Under vore himmelstrøg har vi Loke og Gøngehøvdingen = Robin Hood, og henne i Rusland har de de såkaldte ”bogatyrer”. Alle rev disse enten guderne eller øvrigheden i næsen. Thi sådan gør en rigtig mand for at forsvare de svage og sin egen ære.

#Item 2: hvorfor er SUPERHELTE fascinerende (blev der spurgt)?

Forsøg på svar
: - det ville være uhyggeligt nemt, at påpege noget med noget evolutions-biologisk the survival of the fittest smålummert og småfascistisk. Det er rigtigt nok, at der altid har været idoler at se op til eller forsøge at kopiere. Som nævnt. Men superhelte udspringer af noget helt andet, nemlig markedsgøgl (henne i USA: ”Barnstorming”), hvor Stærke Mænd optrådte i lange underdrenge og badebukser og løftede 1000 kilo eller lod sig i tønder dumpe ned af vandfald. Eller lavede ten somersaults i medbragt sopwith camel. Eller som Lennon sang ”The Hendersons will all be there, late of Pablo Franco’s Fair”.
Siden er der kommet “produktudvikling” ind over, og disse superhelte er ikke nødvendigvis længere iført badebukser.

Forsøg på svar II: - identifikation! Ikke at vi identificerer os med Wolverine eller Batman (i øvrigt på ingen måde ”super”). Men vi ved – forværts – at superhelten har disse og disse evner og egenskaber, og hvordan vil han (ja, jeg beklager) imødegå den næste ”ultimative fejende”, han får kastet i flæsket. Id est: - der er disse evner og egenskaber. De er anderledes – og mere – end hvad læseren/lytteren/seeren er i besiddelse af. Men det er dem der er. Og hvad nu, når unobtanium-ligaens kampgladiator MegaMagog, med de kryptosoniske falanx-negle borer sig ind i Status Quo? Hvad vil du så gøre Peter Parker?
Eller rettere: - hvad har forfatteren og tegneren NU fundet på?

Opsummering:
- jeg tror ikke det er så forskelligt fra Huset På Christianshavn eller De Uheldige Helte. Det er i hvert fald ikke mere avanceret. Så vi ender vel på, at det fascinerende består i at opleve det, at være deltager – på sidelinien. <

  • Comments(4)//blog.gravko.com/#post83