Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

You ain’t nothin but a hounddog

Livet, universet, m.mPosted by Majbrit Høyrup Wed, February 15, 2017 14:25:21

Henning Andersen har ordet:
(Redaktøren blander sig lidt undervejs med links og illustration forestillende redaktørens hund.)


LAIKA

I de diffuse hukommelsesbilleder, fra den allertidligste barndom, står det ikke desto mindre klart, at jeg var ret glad for hunde. Søde hunde man kunne klappe. Søde hunde, der slikkede ens hænder. Søde hunde der godt ville kløs bag øret. Hunde var søde, og jeg ønskede mig inderligt en hund. Det fik jeg også – i den grad. Men mere om det.

Det første hundenavn jeg husker er ”Leika” eller ”Lajka” – og for de associationsfæhige, kan det jo være en lille quiz, hvorfor der er/var noget der hed(der) et ”leica-kamera”. Men Lejka kom ind i billedet, på grund af Sputnik og Jurij Gagarin, og hele ”rumkapløbet”, herunder kosmohunden Lejka, som at russerne sendte i kredsløb i en rumkapsel, og som derefter blev eutaniseret med en giftkapsel i den sidste hundemad.

Jeg syntes det var enormt synd for Lejka, og sidenhen gik det så op for mig, at jeg ikke var den eneste, eftersom Arthur C. Clarke skrev ”Dog-Star”, i hvilken en afdød Laika advarer sin (nu)levende – tidligere ejer – om et jordskælv. Pågældende stjerne – ”The Dog-Star” – er i øvrigt Sirius, hundestjernen. Og det er tilsynekomsten af den, der afgør om vi – kalendermæssigt – går ind i ”hundedagene”.

Der er i øvrigt kildemateriale fra en arabisk gesandt/diplomat, der besøgte Hedeby omkring år 1000, som beretter at indbyggerne er ”sirius-tilbedere” (et lidt pænere ord for ”hedninge” eller ”vantro”).

Endvidere er ”Sirius” navnet på den intelligente hund, der optræder i Olaf Stabledons novelle af samme navn. Hunden får endda en mere end almindelig intim relation til sin ejerinde. Så siger vi ikke mere.

BONZO

Og så fik jeg endelig min første hund. Og den kom til at hedde Nemo. En stor, kærlig, lettere skræmt airedaleterrier, der havde fået sit navn lige dele fra Odyseen, hvor Odysseus kalder sig ”Ingen” overfor kyklopen Polyfemos, og fra ”En Verdensomsejling Under Havet” af Jules Verne. Kaptajn Nemo.

På daværende tidspunkt havde jeg arvet en række Richs-album (en ældre udgave af Disney-cards) fra mine storebrødre. Og et af disse album havde små vittighedstegninger om aben Bobby og om hunden Bonzo.

Bonzo var (er: - det er jo tegninger) en bulldog – antropomorficeret – og kommer ud for diverse kærlighedsforviklinger. Sandsynligvis er han en aflægger af ”Bulls-Eye”, hidsigproppen der ejes af Bill Sykes i ”Oliver Twist”. Men han er formentlig også forfar til ”Kazak”, der optræder i to forskellige inkarnationer Kurt Vonneguts ”The Sirens Of Titan”, samt ”Breakfast Of Champions” (eller er det ”Player’s Piano?).

I hvert fald kom min næste hund til at hedde ”Bonzo”. Også en airedale – knap så kærlig, knap så klog, men jeg var på den anden side beskæftiget anderswo, som man jo nu er, i de der teenageår.

BLOOD

Selvfølgelig var der gymnasiet, og selvfølgelig var der pigerne, men der var også fantastisk litteratur – også og især, men ikke kun, science fiction. F.eks var der Stephen Kings ”Cujo”, om end jeg ikke helt kunne lade mig rive med. Så var der til gengæld mere trofasthed og nærværd over ”Blokbor”, der var hovedpersonens tro følgesvend i Niels E. Nielsens ”To Sole Stod Op”. Eller det deciderede rovdyr ”Pepper”, fra Hodgsons ”The House On The Borderland”, der med dødsforagt går i krig mod svinebæsterne (det skal tages bogstaveligt), og på den måde bliver en modpol til samtidens anden hound-dog ”Baskervilles Hund”.

Og så er der ”Blood”. Selvfølgelig er der det. Et intelligent, telepatisk gadekryds der optræder i Harlan Ellisons ”A Boy And His Dog”. Og hans aflægger må være ”Bob” fra Charles Strosses ”Rogue Farm”, som godt nok er sin herres bonkammerat, men heller ikke står tilbage for at ”roam free” eller nappe sig en joint.

RASMUS

Uvidende om hvorvidt dette kunne have interesse, har jeg ikke desto mindre prøvet at opregne hvor mange dyr (bortset fra hudorme og hovedlus), jeg i mit liv har haft indenfor de døre, jeg i overmod tillader mig at kalde mine.

Der er i hvert fald tale om fire undulater (af uudgrundelige årsager altid kaldt ”kanariefugle”) – som døde af ensom- og kedsomhed. Det er dyreplageri at have 1 undulat! Det er flokdyr!

Jeg mødte så den kvinde, der skulle blive det evigt feminine islæt i mit liv, og hun medbragte to katte. Et par aldeles selvfede persere, der gik under navnene Alfie og Rufus.

Det skulle herefter vise sig, at der var og kom andre dagsordener (nej, ”agenda” er ikke dansk – det hedder ”dagsorden”), ikke mindst da der også ”stødte børn til” (hvor de så ellers kom fra – spørg ikke mig, jeg tænker kun på dyrene).

Først og fremmest fik vi Fie og Ferdinand – en dværgpincher og en påstået chihuahua, der viste sig at være en pekingeser med et bulldogfjæs. Og via diverse flytninger gik det pludseligt stærkt. Fire nymfeparakitter (med de meget fantabulerende navne Emmy, Emilie, Emilie og Amalie). En amazonpapegøje, der kom til at hedde ”Frederik”, fordi jeg huskede at en af mine forældres venner havde en gravhund med samme (underligt, javist, men sandt!). Fem-seks kornsnoge, der alle slap væk. En hamster, der hed Viggo (som jeg bogstavelig talt nakkede – den havde ikke godt), en kanin, der næsten kom til at hedde ”Ragout”, to vietnamesiske hængebugsvin, ved navn Yrsa og Mathilde (vi var flyttet på landet), samt tre høns – der alle viste sig at være haner, med så lange sporer at det var farligt at bevæge sig ud.

Og så var der Rasmus.

Vi havde købt Sally – en stor labrador, der ikke var nogen vagthund og selvom hun var kærlig og sød, var der ikke rigtigt nogen hjemme. Men altså: Rasmus!

BANDIT

Der findes en tegneserie, der hedder ”We3”. (Og den er fantastisk, læs den, red.) Den handler om tre kyborg-dyr – en hare, en hund og en kat – der flygter fra deres internat. Deres respektive kroppe er indkapslet i og sammenføjet med panser-dragter og våbensystemer. Deres hjerner er tilkoblet enhancements fra interne minicomputere, og de er tænkt som offensive våben. Men kun på prøvestadiet. Og så slipper de fri. Det er hunden der hedder ”Bandit”

Hvis nogen kommer til at tænke på Richard Adams’ ”The Plague Dogs”, så er det såmæn ikke helt skævt. Og i den hedder den ene hund ”Rowf”. Hér vil jeg gerne tillade mig til at henvise til Richard Corbens temmelig gamle mesterværk ”Rowlf”, hvori en schäferhund ad magisk vej bliver til – nej, ikke en varulv, men det ligner! Og i øvrigt har Corben illustreret/tegnet ”Blood” – en tegneserieudgave af ”A Boy And His Dog”, som vi var inde på tidligere.

Idet jeg vil medgive, at ”The Plague Dogs” er en slags dyrevelfærds-thriller, så må ”Rowlf” siges at være ren fantasy, om end troldene - i samme - godt nok er teknologisk udviklede. Men bliver vi ovre i fantasy, så er der jo ”Fluffy” fra Harry Potter.

KERBERUS

”Fluffy” er ingen anden end Kerberus, helvedeshunden, vogteren af adgangen til Styx, floden der fører over til dødsriget. Allerede Dante mødte den, sammen med Vergil, i Den Guddommelige Komedie. Og der kan jeg bare sige, at sammen med Rasmus, kunne jeg godt føle mig som Charon.

Hans hoved var på størrelse med en skokasse – størrelse 48 – og når han åbnede gabet, var der frit udsyn til en middelalderlig torturbænk. På alle måder et voldsomt eksemplar af mastiff-racen, der oprindeligt blev opdrættet som krigshunde i det gamle Ægypten.

Kerberus optræder også – som attrap – i ”The Fifth Head Of Cerberus” af Gene Wolf, hvor der beskrives en slags statue af Kerberus, som en dobermann med tre hoveder.

Ikke mere om det – læs den selv; prøv selv at regne ud hvad der foregår.
(Ingen anelse - men det er en medrivende fortælling. Jeg har skrevet om den tidligere på denne blog. Red.)

Holger

Husholdningen har også haft en del katte. Toppy og Sorte og Charlie og Ludvig Og Cæsar. De er alle døde, og jeg orker ikke at navngive mus og rotter.

Nu om dage har vi to skæg-agamer – Tilde og Vera, samt skildpadden Charlie (ikke opkaldt efter katten, men fordi han ligner Chaplin – regn den selv ud).

Og så har vi haft to engelske bulldogger, Berta og Hektor. Berta er selvfølgelig opkaldt efter en tysk kanon, mens navnet Hektor stammer fra Odysseen.

”Holger”, derimod er pæredansk. Vi mente, at vi nu efterhånden, børnene fløjet af reden, frie som fuglene, og jeg skal komme efter dig, godt kunne tillade os at investere i en rigtig chihuahua. Men den skulle fandme opdrages, sku den. På dansk. Og derfor kom den til at hedde Holger – efter Holger Danske. Som i øvrigt er en sagnfigur, Ogier Le Danois, der optræder i Rolandskvadet, som har givet næring til såvel Tolkiens ”Ring” som til Wagner, Ebbe Kløvedal og Chanson de Mort d’Arthur – i uordnet sammenstilling. Og Holger Danske er endda så uhåndgribelig, at han sidder sovende både under Kronborg i Helsingør og under Nonnebakken i Odense.

Men herhjemme render han altså rundt og skaber sig hysterisk.

Emma

Da vi var nødt til at sende Hektor og Berta videre ud i firmamentet, blev Holger lidt alene tilbage. Og da han simpelthen elskede sin flok, var vi ligesom nødt til at give ham en ny.

Vi fik derfor Emma – en fransk bulldog.

Det blev bare det navn, men jeg er begyndt at forbinde det med ”Kalles Klatretræ”, en svensk animationsserie fra ’70’erne, hvor Kalle ligger i sin morfars træ og drømmer – blandt andet om pigen Emma, der er hans egen opfindelse.

Og sådan er det.

De fantastiske genrer er vores egne opfindelser. De udspringer af vores oplevelser og erfaringer, vore længsler og vore lyster. Og når de er rigtigt gode, ja, så vender de tilbage og siger noget fornuftigt om os selv.

Og vores hang til hunde.

Har De hang til hund?





  • Comments(0)//blog.gravko.com/#post90