Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Deltagerkultur og betalingskultur

OplevetPosted by Majbrit Høyrup Fri, November 25, 2016 13:53:25
En oplevelse med kulturel appropriation.
I efteråret 2015 tog jeg på en rundtur for først at besøge en slægtning i Vancouver og derefter deltage i en World Music koncert på Miami University, Ohio, USA.

Jeg fik mit første hint om at det var en forkert beslutning at tage til Ohio i flyet mellem Vancouver og Chicago. Min sidemand, en ca. jævnaldrende amerikansk kvinde, fortalte om sit hundeopdræt og at hun rejste meget med fly. Hun spurgte mig om vi fik penge for at synge i Ohio. "Næ," svarede jeg, og indså, at det havde jeg slet ikke tænkt over. "Elsker du dit land?" spurgte hun også, lidt abrupt. "Ja selvfølgelig," svarede jeg. Og så var vores samtale af en eller anden grund slut.
Mit engelske rækker ikke rigtig til at forklare, at selv om der kan være alt muligt galt politisk eller kulturelt med Danmark, så er dansk det sprog jeg er fortrolig med og de danske landskaber gir mig tårer i øjnene, bare fordi jeg kender det så godt. Og når jeg elsker mit land, så er det ikke fordi jeg ikke også kan lide andre lande. Jeg kan f.eks også rigtig godt lide Bulgarien, især Bulgariens musik og kultur omkring musikken.

Stewardessen på økonomiklasse så træt ud. Jeg takkede hende overstrømmende for et stykke chokolade, som var det eneste jeg fik at spise den dag. Jeg mellemlandede som sagt i Chicago, og det klippede den fem timers flyvetur over i to dele, så flyselskabet ikke var forpligtede til at servere et måltid mad.
Flyet til Ohio var forsinket. Men ikke så forsinket som de andres fly. Jeg mødte nogle af de svenske korsangere for første gang i Cincinatti lufthavn. vi gav os til at memorere tekster, mens vi ventede på de andre. Efter et par timer blev vi, de førstankommende fire sangere hentet af vores vært. Han var universitetsprofessor på Miami University. Noget business matematik, tror jeg, han havde meget travlt mens vi var der. Han fortalte at Miami University er opkaldt efter de indianere som oprindeligt boede i Ohio. Miami-folket, som nu er "forflyttet" til en ørken i en anden stat. Og at byen Miami i Florida er opkaldt efter Miami-folket, selvom de aldrig har været der. Og at miamifolket kan få stipendier til at studere på universitetet, som en slags kompensation for, at deres land blev stjålet fra dem af ohioborgernes forfædre. "Æhææ, nå," sagde jeg.

Jeg havde troet vi skulle bo hos de andre musikere i arrangementet, så jeg var en lille smule skuffet og utaknemmelig over indkvarteringen hos vores ualmindelig søde, betænksomme og gæstfrie værter, som ikke var spor interesserede i musik. Jeg har før både lagt hus til andre sangere der kom på kulturudvekslingsvisit hos os århusianere og boet privat hos sangere i Göteborg - hvor vi har sunget bulgarske sange sammen til langt ud på natten.
Vores værtinde var hjemmegående husmor. Hun fordelte os i sine tre voksne børns værelser. De var flyttet hjemmefra for fem-ti år siden. Værelserne stod som en art museer med alt for fine og gammeldags møbler, med smukke, håndsyede quilts, servanter, og skænke med legioner af indrammede billeder af børn og børnebørn. Jeg var utilpas ved at bestige den antikke seng og skubbe bjerget af puder til side og lave rod og uorden med min trætte krop.

Næste dag mødtes det sammenbragte svenske-danske, bulgarsksyngende kor for første gang i en pompøs bygning på campus. Arrangøren havde glemt at booke et øvelokale til os. Vi gik ind i det lokale, vi troede vi skulle synge i, og fik at vide af de to mænd der stillede stole op, at der måtte vi ikke være, fordi der skulle være koncert om aftenen. Jeg tænkte: "Åh-åh." Havde jeg kunnet komme direkte hjem, lige der, havde jeg gjort det.
Det lykkedes at organisere et øvelokale. Vi sang et par sange sammen. Det viste sig at det lød rigtig godt selvom vi aldrig havde sunget sammen før. Arrangøren kom forbi og spillede fin mand. Vi fik at vide vi skulle deltage i en koncert om aftenen med 8 numre. Dem indstuderede vi så.
Aftenens koncert viste sig at være et meget langt hyldest-arrangement for arrangøren. Der var flere timers taler og mimedansere og en pisk-performer før vi skulle på. Vi sad i gangen og ventede og faldt i søvn fordi vi havde jetlag. Nogle af sangerne var blevet ti timer forsinkede. Da vi skulle optræde var publikum også blevet så trætte at vi alligevel kun skulle synge tre numre. Og - det var vist heller ikke vores stampublikum. Moderne korarrangementer af den i forvejen ret specielle bulgarske musik kræver et publikum der på forhånd er interesseret i speciel musik.

Sådan fortsatte ugen.
Vores arrangør var en indisk-amerikansk løst ansat ... netværker? på universitetet, som hvert år arrangerede en koncert med musikere fra hele verden og med universitetets eget orkester. Han gik os hurtigt på nerverne med sin evne for at skabe totalt kaos. I stedet for at vi på forhånd fik at vide hvor vi skulle være hvor og hvorfor så vi selv kunne få noget ud af vores ophold, foretrak han at samle os i en minibus hvor vi kunne sidde og vente indtil alle havde tisset af eller købt vand eller hvorfor vi nu ikke kunne komme afsted. Det gad jeg ikke. En af de ting jeg virkelig, virkelig hader, er at få min bevægelsesfrihed og selvbestemmelse begrænset i et køretøj. Jeg steg ud og sagde: "Jeg går derhen. Hvor er det?" og det tog jo kun en halv time at gå derhen. Jeg var fremme fem minutter før de andre der havde siddet i endnu tyve minutter og ventet i den lumre, indelukkede bus.

Hver dag var der ting der blev aflyst eller omarrangeret.
Hjemmefra havde jeg haft en forestilling om, at jeg skulle møde f.eks indiske musikere og måske lære en indisk sang. Jeg havde skrevet til arrangøren på forhånd og bedt ham om at sætte mig i forbindelse med en indisk sanger, men det blev ikke til noget. Jeg havde et spørgeskema med fra Netværk for Fankultur, men det var umuligt for mig at lave aftaler, når jeg konstant blev afbrudt og aldrig vidste hvor lang tid jeg havde til selv at gå rundt. I stedet sad vi i mange timer i et mødested og ventede på at andres aftaler faldt på plads.

Vi skulle synge en sang i et værk for kor og orkester sammen med symfoniorkesteret. Vores arrangør havde meget lidt forståelse for, at vi var nødt til at øve det med orkesteret før koncerten. Men endelig fik vi lov. Orkesteret var forbløffende godt, selvom det var et universitetsorkester. Deres dirigent var en kolerisk type jeg aldrig nogen sinde er stødt på i Europa. Han skældte og smældte af musikerne og udstødte mærkværdige lyde for at forklare melodien. Jeg har heller aldrig før mødt en dirigent der ikke kunne synge. Nu er jeg nok urimelig, for jeg har jo kun mødt kordirigenter før.
Men der er en gevaldig forskel på kordirektion og orkesterdirektion. Det forekom mig, at hans direktion bestod af uudgrundelige fakter der udtrykte hans fornemmelser, mere end det var brugbare (og almindeligt vedtagede) anvisninger beregnet til at kommunikere hans musikalske hensigter med.
Det kan være jeg er en vældig forkælet korsanger, der er vant til at få alle indsatser og alle takter talt, i stedet for, at jeg som en orkestermusiker plejer, selv tæller og selv holder tempo indtil et nyt tempo bliver angivet. Det kan være. Det kan også være at mit jetlag ikke var gået over endnu. I hvert fald sagde jeg dirigenten imod midt under prøven, hvilket er dårlig stil både i Europa og i USA. Vi sang en lang tone og jeg så ham slå tonen af og tav straks. Så vendte han sig om (han dirigerede med ryggen til os) og hvæsede ad os, at vi skulle holde tonen til taktstregen, som om det var ny viden for os. Jeg hvæsede tilbage: "Then ... SHOW it!"
Det kan have været forskel i måden man taler musiksprog sammen på. De bulgarske kordirigenter jeg har mødt, har brugt de italienske musikbetegnelser, når de ikke regnede med at vi forstod bulgarsk. Men når den amerikanske dirigent sagde, at han ville have en "soft" tone her, mente han så stille, piano, eller mente han den skulle synges i randregister? Eller at den skulle have et blødt attak? Eller med luft på? Han var slemt handicappet af ikke at kunne synge, hvad han mente, heller. Jeg følte mig ladt i stikken. Men den amerikanske dirigent må ha kunnet noget, for ellers ville orkesteret ikke have kunnet spille så fint.

Når en god dirigent kommer ind til sit kor eller orkester, så bruger dirigenten et øjeblik på at 'samle' koret og orkesteret. Det er lige meget hvilken statur dirigenten har. Dirigenten lægger tyngdepunktet hos sig selv, så alle er fælles opmærksomme. Det tager ingen tid, et sekund måske. For sangeren føles det, som om der er en at læne sig op af, som om der er styr på det. Det er svært nok at synge den næste tone og det er sådan en lettelse kun at synge den næste tone og ikke tænke på andet. Den gode dirigent klarer resten.
(Jeg var inde og høre Laurie Andersons og Brian Enos artisttalk i Københavns Hovedbibliotek forleden, og der var de ret kritiske overfor dirigentens rolle i musik, og fandt at det var et feudalt levn. Jeg tænkte: De ved ikke hvad de snakker om. Eller også har de aldrig mødt den gode dirigent, men kun den koleriske, gådefulde type. Bortset fra det, var den en meget tankevækkende "talk")

Der var "parents day" på universitetet. Den lille universitetsby blev fyldt af forældre, der kom for at besøge deres "freshmen" - førsteårsstuderende.
Jeg snakkede med et dejligt, positivt forældrepar om bl.a. forskellen på dansk og amerikansk uddannelse. De boede i et område i Ohio, hvor der var både democrats og republicans. Det var vanskeligt at navigere i. Selv var de democrats. Og de elskede Amerika. Det var dyrt at have sønnen på universitet. Det kostede en kvart mio. danske kr. Heldigvis var der mange stipendier at få.
"Prøv at se min søn" sagde faren, og vi kiggede på den søde, stadigt let bumsede unge mand. "Lige nu er han ingenting, men om et par år har han fået en uddannelse, det er fantastisk."
Lige nu er han ingenting. Lige nu er han ingenting. Ordene blev ved med at køre rundt i mit hoved.

Vi havde troet at vi skulle have opført en koncert i universitetsbyen for et publikum, der selv ville vælge at høre bulgarsk kormusik i moderne arrangementer, men det blev der ikke noget af. Det viste sig at vores sammenbragte, tilsammen ret vokalt fantastiske kor havde indstuderet 16 numre for ingen andre end os selv. Det blev ikke til noget med koncerten. Og til Den Store Kulturudvekslingskoncert endte det med at vi skulle synge to numre.

Jeg brokkede mig lidt over det, til vores værtinde. "Er du skuffet over at I ikke bliver opdagede og berømte" spurgte hun.
Jeg prøvede at forklare, at jeg var skuffet over, at det ikke var blevet til noget med den musikalske udveksling, som jeg var kommet for. Jeg var skuffet over den mangel på respekt vi blev mødt med. Jeg var skuffet over, at jeg var blevet en ubetalt del af betalingskulturen, når jeg havde troet, at jeg skulle være en del af deltager-kulturen, hvor alle kommer og bidrager med noget, og der ikke findes en opdeling i hvem der er anerkendte og rigtige kunstnere og et tilbagelænet publikum som siger: Underhold mig med noget letfordøjeligt, jeg har betalt for det.
Havde jeg vidst at jeg skulle være en fjer i hatten på en oppustet, kaotisk narcissist (arrangøren) var jeg ikke kommet. Det sidste sagde jeg selvfølgelig ikke til min søde værtinde. Vi havde fået at vide, at vores værter først havde troet, de kun skulle huse os en enkelt nat, og så blev vi i stedet i fire.

Jeg gik i til en gospelgudstjeneste og sad og græd over oprigtigheden i det. Jeg var bare udmattet. Og jeg var den hvideste person i lokalet. Min værtinde sagde "Æhææ, nå," da jeg fortalte, hvor jeg havde været henne.

Til World Music koncerten på universitet var der indisk musik og bulgarsk og klassisk europæisk og mongolsk trommesang. En lille spiselig bid at det ene, og så det andet. Et klassisk eksempel på kulturel appropriation, hvor man ikke kommer de andres kultur i møde, men i stedet skærer den til, så den er magelig og ufarlig for tilskuerne.
Men ikke noget gospel fra henne om hjørnet. Det er åbenbart ikke "world". Jeg ved ikke om det er fordi amerikansk musik ikke er en del af verden eller ikke eksotisk nok. Eller om de sortes musik ikke er et rigtigt eksempel på amerikansk musik?



  • Comments(2)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by M. Høyrup Wed, December 07, 2016 22:56:09

Bulgarsk musik og sang især må have sit eget opslag - men indtil da: Bulgarsk sang er ligesom violinspil, en fornøjelse når det svinger og stemmer, og storslemt når det ikke gør ...

Posted by Henning Andersen Fri, November 25, 2016 17:09:22

GOSH, for en reportage! Det er ret svært for mig, at undlade politiske kommentarer, men jeg kan da sige så meget som, at jeg har en svigerfamilie af anden etnisk oprindelse end dansk (de er englændere), samt tilhørende en indkomstgruppering et par niveauer eller syv over den, jeg befinder mig i. Og jeg kan sagtens se dem i rollen som de selvfede karakterer du beskriver.

Jeg ved ikke det store om musik (krukkeri om uvidenhed; -jo jeg gør), men jeg finder det fantastisk, utroligt, mægtigt, at du er til bulgarsk musik. Den så jeg ikke lige komme.
Jeg blev alvorligt smittet for henimod 40 år siden, og mit kæreste eje er en lak-plade med bulgarsk bryllupsmusik (Brudens Ankomst, Brudens Farvel, Rada Vaskede Linned). Jeg har derfor også en lille samling af Nikola Jankov, og har fulgt Bazaar med Peter Bastian (der så er røget i et eller andet Enlighten Next-hul, men det er en anden diskussion).

Mit store problem er, at min kone ikke kan fordrage bulgarsk musik, som hun syns er noget hyl og larm. Og selvom jeg har prøvet at fortælle noget om takter og skalaer og opbygning, så nytter det ikke. Derimod vil hun godt høre Bazaar - så der er nok noget jeg ikke har forstået.

Igen: - fantastisk reportage, & du er ikke alene om hang til bulgarsk musik.
Bulgarsk musik og science fiction ... - hm, det må jeg lige overveje :-)