Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Hundrede ord for ak

HørtPosted by Majbrit Høyrup Thu, February 16, 2017 15:56:38
Om den bulgarske sangtradition.

Trods god vilje og ti års engagement i et bulgarsksyngende folkemusikkor, er det endnu ikke lykkedes mig at lære bulgarsk. Når bulgarere taler sammen lyder det fortroligt, og det føles som om jeg kan forstå det. Men det er kun sprogtonen, jeg kender. Dirigenten, som er korets eneste bulgarer, må oversætte teksterne.

- Hvad betyder det ord? spørger sangerne.

- Det betyder "ak".
- Og hvad betyder så dette ord?

- Det betyder også "ak," siger dirigenten.

Måske er der hundrede ord for ak på bulgarsk. Mens det Osmanniske rige (bl.a) undertrykte bulgarerne var der mange gode grunde til at skrive klagesange. Ud over det kan man beklage livets ulykker i almindelighed og i særlig grad begræde ulykkelig kærlighed.

Ægtemanden bragte le Mystere des voix Bulgare-pladen ind i ægteskabet. Jeg hørte den igen og igen. Helst alene. Disse sange er så inderlige at de skaber et rum af næsten ubærlig oprigtighed omkring sig. Hvordan er det overhovedet muligt at synge en sang som "Kalimanku"? Det er gåden, mysteriet. Hvem var disse trinde, selvsikre bondekoner med armene i siden?

På en badeferie i Bulgarien var vi omgivet af højtalere og pop allevegne. Det var umuligt at finde et sted at spise i fred og umuligt at sove i larmen, der blev ved til midnat. Vi købte en udflugt op i bjergene med jeep og vores chauffør og guide undskyldte mange gange at radioen var i stykker. Da vi havde kørt et stykke tid gav de sig til at synge. Chaufføren sang bordun - en lang tone, en drone, og guiden sang melodien, som viklede sig tæt rundt om dronen. Jeg sad og forsøgte at være usynlig så de ikke skulle komme i tanker om os og holde op. Når den slags sker, og folk bryder ud i sang, fordi de har lyst til det og ovenikøbet flerstemmig sang, så føler jeg, at jeg har fået en gave.

Vi besøgte en gård i bjergene som måske var et frilandsmuseum? eller måske ikke, hvor værtsparret var trukket i folkedragter - eller havde deres hverdagstøj på? Jeg fik lov at låne en stribet uldnederdel og værtsparret sang nogle flere folkesange for os. Jeg var i himlen.

Det bulgarske statsradiokor synger korarrangementer af traditionelle sange. Det er startet som en modvægt mod Sovjetiske Imperiums kulturimperialisme, omtrent som dansk alsang under besættelsen. Bulgarske folkemindesamlere og komponister har udtrykt deres modstand og bulgarske nationalisme med disse fusionsmesterværker der kombinerer den direkte og specielle sangstil med vestlig, polyfon kunstkomposition. Jeg er særligt vild med Krassimir Kyurchinski og den nulevende Gyorgi Andreevs værker. Kyurchinskis kompositioner er vanvittige. For at kunne synge dem, må man sætte sig selv i en særlig, halvhysterisk stemning. Hans ting er humoristiske og måske på grænsen til det pretentiøst vanskelige. Sammenlign f.eks den folkelige version af "Dilmano Dilbero" med Kyurchinskis.

Andreevs sange er så tilsyneladende ligetil, men helt perfekte. De får mig til at tænke på Belá Bartóks* teorier om den "naturlige melodi."

Der er forskellige, regionale sangtraditioner i Bulgarien. I den ene region er der en forkærlighed for tætte klange, store og små sekunder som hviner i tænderne når man synger i fuld register. Blå akkorder, der kræver to hænder på klaveret.

Et andet sted er de glade for glissandoer. De lange melodilinjer bliver ekstra vemodige når tonen nærmest af sig selv falder ned i den næste frase.

Der er en overflod af skalaer ud over de kendte dur og mol. Den bulgarske musik er påvirket af Bulgariens placering mellem øst og vest. Man kan finde tyrkiske skalaer med forskellige op- og nedadgående tonerækker, kirketonearter, sigøjnermol og pentatone skalaer, der lyder kinesiske.

Har jeg snakket om de lange triller i fuld register* endnu? Vi har deltaget i workshops i Bulgarien og i Danmark med bulgarske sangerinder for at lære pr håndspålæggelse og mesterlæremagi. Det er nu meget enkelt. Man træner sin diafragma (ribbensmusklerne) op, så man kan sætte mere pres på mindre luft. Alligevel er det svært. Det er som at stå på ski, hvis man tvivler, så falder man. Ud over at man skal være i form, må man tro på sin stemme. Alt kan høres, personligheden og humøret går klart igennem. For at synge rent og højt må man have et sted i sig selv, der ikke lader sig påvirke af flygtige stemninger og usikkerhed.

Vores sangpædagog talte kun bulgarsk. Hun sang en frase for os, og vi sang efter. Hun stillede os op på en række - klassisk østeuropæisk sangpædagogik - lagde en hånd på vores mave, tog vores hånd og lagde den på sin mave, og lod os indsuge teknikken. gennem ørene og kroppen. Til at starte med var det skræmmende at slippe så meget lyd ud, helt alene, mens alle andre så og hørte det. Jeg føler mig stadig eksponeret på første sopranstemmen. Jeg er vild med at synge, men knap så glad for at være i fokus.

Der er ikke noget vibrato i bulgarsk sang.* Et voldsomt, wagnerisk halvtonevibrato vil være for upræcist i de tætte akkorder. En typisk sekvens består af en kort optakt, en lang bærende tone og en serie triller eller praltriller af samme slags, som enten gentages 3,4,5 gange fra samme udgangstone eller som en dobbeltserie af trillen først fra udgangstonen og så fra et sekund under, altid i et faldende antal og med et accelerando mod slutningen (selvfølgelig). Til sidst i frasen er der en afsluttende kort tone eller faldende række af korte toner. Eller et klik eller et hvin.

Ornamenter inde i melodien er ofte karakteristisk udsatte, så de falder lidt senere end man er vant til fra vesteuropæisk musik og gerne efter slaget. Jeg får en fornemmelse af et tilbageholdt vibrato, der bliver udløst sent, brat og kontrolleret. I vesteuropæisk musik kalder man det udsmykninger eller forsiringer, men det er ikke noget der kan fjernes; der findes ingen enklere versioner af sangene. Forsiringerne er en vigtig del af sangen.

Klangen i den bulgarske sang bliver ofte beskrevet som metallisk. Nu hvor jeg har sunget det så længe, kan jeg ikke høre det. Men jeg har ikke længere smag for den æteriske lillepigelyd som lader til at være moderne blandt vesteuropæiske popsangerinder. Popmusik er som at lytte til vaskemaskiner: tre toner og en maskinrytme.

Det jeg synes har været sværest at lære er rytmerne. Der er en forkærlighed for skæve rytmer: 5/8, 7/8, 11/8 og også 8/8, der er underdelt skævt feks: 12312312. Oveni det kommer synkoper, trioler og skiftende rytmer i samme sang. Nogle af rytmerne passer til særlige kædedanse, så er de horo - danserytmer. Jeg er ringe til at danse; det er sikkert derfor det er så svært for mig. Jeg er nødt til at holde øje med dirigenten konstant, selvom jeg ofte bare har lyst til at synge med lukkede øjne.

Tit er vores noder kun en skitse af alt hvad der sker i musikken. Triller og praltriller, hvin og klik er udeladt, fordi det er så selvfølgeligt, at de skal være der. Og netop skal synges sådan og på ingen anden måde - bortset fra i den næste bjergby, hvor de synger samme sang helt anderledes og det er præcis som det skal være og som den sang altid har været sunget.

Ofte giver det mere mening for medlemmerne i vores kor at tegne vores egne notater end at synge efter almindelige noder.

De kvinder, der synger i et bulgarsk folkemusikkor er specielle. Det er kvinder der dedikerer meget lang øvetid for en sjælden gang at optræde med en musik, der har et ret lille publikum. Det er svært at finde nye sangere, når der er nogle der forlader koret.

For nogle er klangen for anderledes, rytmerne for mærkelige, det hele er for svært at følge.

For mig er det ...musik. Alt hvad der kan ske i musik, sker i bulgarsk musik.

*Bortset fra et sjældent kvarttonevibrato som ganske få mestrer. Jvfr. det første link.

* Bela Bartok er ungarer og jeg fandt "Jeg har fanget mig en myg" på en CD i musiketnografisk museum i Budapest i en afsindig hurtig violinudgave. Men det er en anden historie.


*fuldregister = chest voice, talestemmens register, det midterste register.

KOPIER DIN EVT. KOMMENTAR INDEN DU FORSØGER AT POSTE DEN! SYSTEMET ER MERE USTABILT END RADIUM.

Note 7/3 2017: Historien bag den Vidunderlige Plade


  • Comments(1)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Majbrit Høyrup Mon, February 20, 2017 10:49:18

Henning Andersen skriver (pr mail):
Det keltiske forsøg på imperiebyggeri led et gigantisk nederlag, da det endelig lykkedes romergeneralen Marius at smadre kelterhæren ved Aix-en-provence, i 102 fvt. >Imperiebyggeriet bestod ikke i nogen undertrykkelse af andre folkeslag, men en konsolidering af et slægtskab mellem stammer, der gik under navne som galeatere, gallere, gasconer, ambroner, cimbrere med mange, mange flere. Det kunne have strakt sig fra Kaukasus til Gibraltar; fra Karpaterne til Skotland. Men romerne følte sig – med mere eller mindre rette – truede, og sikkert også opsatte på hævn for alle de gange de havde fået tæv af kelterne. Men så lykkedes det altså, og kelterriget gik til grunde. ">Eller rettere: - de blev trængt tilbage til yderområderne, ud til kanten. ">Kelterne betragtede sig selv som ”Tuatha-de-Danaan” – Gudinden Danas Folk. Sprogvidenskabeligt er det blevet ”bevist”, at Danere, Dananere og Danaan IKKE har nogen forbindelse, i lingvistisk henseende. Vi taler her om danskere, grækere og keltere. Ikke desto mindre har jeg stået i Portnahaven, på den skotske ø Islay, og kigget på en række husfacader, der lige så godt kunne have en gade på Rhodos. Hvide vægge. Blå døre og blå dørkarme – og blåt omkring vinduerne. Lignende kan konstateres i Portugal, Andorra og Bretagne. Og det er her vi kommer til musikken. Der er bemærkelsesværdige ligheder mellem græsk, bulgarsk, portugisisk, bretonsk, irsk, skotsk samt færøsk musik og sang. De har selvfølgelig sækkepiben til fælles, men det har intet at gøre med tone, kadence og opbygning. >Med al mulig respekt for bulgarsk korsang og traditionel musik, vil jeg vove den påstand at det har fætre og kusiner i de randområder, der er resterne af det keltiske imperium, der aldrig blev til noget. Også fordi det er min fornemmelse – idet jeg ikke er særligt musisk skolet – at de har disse 8.-delstakter til fælles. ”Denkou”? Er det ikke et ord for en slags ”tak”? Jeg ved godt det oftere hedder noget i retning af ”blagodai”, hvor ”spassiba” er russisk. Men jeg husker da en frase, min far lærte mig, da vi var i Bulgarien – noget henad ”djenku-jæ” = tak for det, tak skal De have. Fedt indlæg – jeg skruede op for musikken, og fik at vide jeg var vanvittig Hilsen Henning