Tanker

Tanker

Gravko/Blog

Bloggen er en del af gravko.com

Vejen ud af Limbo

LitteraturOprettet af Majbrit Høyrup ons, marts 29, 2017 16:09:27
Tankers favoritgæsteblogger, Henning Andersen har læst Moby Dick.
Bemærk, der kommer spoilers så store som hvaler!

"Moby-Dick” er noget af en - ja - moby-dreng. Den er selvfølgelig den ligefremme historie om den gale Kaptajn Ahab, der vil hævne sig på den hviade hval, der tog hans ene ben. Og det er der lavet masser af forkortede versioner over, samt billedbøger, tegneserier og film, der forholder sig mere eller mindre korrekt til Herman Melvilles roman. For så vidt man kan kalde den det, idet dens tekstmæssige opbygning består af både direkte narrativ, mega-lange enetaler, udtog af videnskabelige artikler om hvaler, hvalfangst og skibe; shakespearisk inspirerede hexametermål, bibelske (fejl)citater, mytologiske inkongruenser og referencer, samt meta-dialog og fuldstændig udsyrede hentydninger, der både henviser til kulissen men også "bryder den fjerde væg", i ny og næ.
Man kunne kalde Moby-Dick et katalog over, hvordan man kan skrive - og det er her den kommer til at ligne "Ulysses" (for slet ikke at tale om "Finnegans Wake").

En gængs misforståelse er, at man kan læse Moby-Dick på mange måder. F.eks. som en parabel om Gud og Djævlen, hvor det ikke hører sig til at almindelige mennesker dømmer om det guddommelige, men skal være overbeviste om, at Gud har en plan. Eller at Ahab skulle være Djævlen og Moby-Dick Gud – eller omvendt. Men det er noget sludder. Man kan læse Moby-Dick på én måde, hvor man starter på side 1.
Men det er fuldstændig korrekt, at hele molevitten - & de enkelte kapitler - kan underlægges fortolkninger, der må tage forskellige værktøjer i brug. På det overordnede plan, fordi afsnittene er forfattede i forskellige slags tekstlig form (digte, prædikener, monologer, videnskabelige fremstillinger, åbenbare øjenvidneskildringer - med meget mere)

Jeg skal da heller ikke påstå, at det jeg nu vil fremstille, skulle være en endelig fortolkning af Herman Melvilles værk. Men det er ihvertfald et perspektiv, jeg ikke har set berørt. Så lad os gå igang.

"Call me Ishmael"
Ishmael er fortællerens "persona" - idet det er en ældre "Ishmael", der fortæller historien. Og i historien bliver han kun nævnt ved navn 1 gang, og i lange afsnit er han overhovedet ikke til stede i handlingsforløbet. Der er det kun "den ældre Ishmael" der rapporterer om tidligere oplevelser, fra et senere tidspunkt.
Lidt indviklet - lad os komme til sagen.
Fortælleren fortæller, at Ishmael-jeg'et i lang tid var optaget af bedemandsforretninger og kister, samt fulgte ligvogne og begravelsestog, der gradvist førte ham til en kro, ejet af Peter Coffin!
Her deler han værelse med en kannibal, som han bliver "gift" med, hvorefter de tager til Nantucket og får hyre på hvalfangeren "Pequod", der betyder "Ødelæggeren" på algonquin-sprog.
Skibets kaptajn hedder Ahab, og "andenpiloten" hedder Starbuck. Men alle de referencer til Biblen og til astrologien springer vi smukt og let henover, og når frem til at Ahab banker en gulddukat fast til masten, og udtaler at den (dukaten, ikke masten) tilhører den der først får øje på Den Hvide Hval.
På et tidspunkt bliver Ishmaels kannibal-ven syg, og får skibets tømrer til at lave sig en kiste, som han så overnatter i, og får det bedre. Han foreslår derfor at den kan bruges som redningsflåde, idet "Peqouds" flåder i mellemtiden er blevet ødelagt under flere forsøg på hvalfangst.

Ahab har - af en eller anden grund - hyret fire "parsere" (tilhængere af Zarathustra’s lære) som sin personlige besætning i hvalfangerbådene. Lederen navngives som Fedallah, og Fedallah profeterer at han nok skal gå i forvejen, så Ahab har en guide når han dør; at Ahab ikke vil dø, før der på havet vil vise sig to ligvogne (rustvogne); én der ikke er lavet af mennesker, og én der er lavet af amerikansk træ. Desuden vil Ahab kun kunne dø ved hamp (der menes ikke cannabis; der menes det som tovværk er lavet af). Hvilket altsammen overbeviser Ahab om, at han nok skal få ram på Moby-Dick.

Og så får de øje på Moby-Dick.
Den endelige katastrofe sker over tre tempi, og vistnok også over tre dage, men lad os nu ikke fortabe os i petitesser.
Det første forsøg på, at "nedlægge" Moby-Dick resulterer i, at Fedallah bliver viklet ind i harpun-liner og trukket med ned under vandet.
Det næste forsøg er at betragte som en forsvarshandling, idet Moby-Dick vædrer Pequod, og på hvalens flanke ses liget af Fedallah, viklet ind i harpunlinerne, som Moby-Dick har viklet om sin krop.
Herefter vædrer Moby-Dick Peqouds forstavn, og skibet begynder at synke. I raseri tyrer Ahab sin særligt fremstillede harpun ind i kødet på den hvide hval, men linen snor sig om hans hals, og han bliver trukket med ned. Profetien er gået i opfyldelse; - Fedallah døde før Ahab; Moby-Dick blev Fedallahs rustvogn; Peqoud er blevet en rustvogn, der trækker alle i døden, da den synker, og Ahab blev kvalt i hampereb.
Der er altså tale om, at kisten og rustvognen flittigt bliver brugt som metafor.

"Ishmael" redder sig på kisten, der havde fået ny identitet som redningsflåde. Han er altså nu ”PÅ” kisten, og ikke længere søgende efter at komme ”I” kisten, hvilket må ligge til grund for hans oprindelige interesse i at følge rustvogne, og se på bedemandsforretninger. Og gulddukaten sank til bunds med Peqoud, for at betale for overfarten. Ikke overfarten til dødsriget, men overfarten tilbage til livsriget, nydeligt eksemplificeret ved, at "Ishmael" bliver taget op af "The Rachel", der søger efter liv "searching for her lost children, found another orphan". Passende nok, idet ”Rachel” betyder hun-får, der sørger for sine lam.
Med andre ord handler Moby-Dick om rejsen tilbage til livet.
Men jeg vil også godt udvide de tilsyneladende modsætninger, en lille smule.
Dersom Gud og Djævlen eksisterer (hvilket jeg personligt ikke tillægger nogen særlig sandsynlighed), da kan disse entiteter ikke bestemmes af et menneskeligt intellekt, men må opfattes som en følelse af det ene eller det andets ”nærvær”. Moby-Dick er hele tiden nærværende i narrativet, men distant, mens Ahab hele tiden er distant, men nærværende! Hvem er Gud og Hvem er Djævlen? Og til sidst klasker det nærværende og det distante sammen i et paradigme-skifte, hvor universet bryder sammen, og kisten bliver til livets begyndelse, og ikke som symbol på livets afslutning.
Jeg er stadig overbevist om, at romanen handler om, at komme tilbage til livet, men jeg er samtidig af den opfattelse, at døden ikke er livets modsætning. Det er blot livets grænse. Har vi derfor, i Moby-Dick, fortællingen om et terapeutisk forløb ud af en depression, en personlig krise?
Ikke for ingenting er netop Moby-Dick det første eksempel på personligheds-psykologi i en fiktiv sammenhæng.
Men tænk selv videre – eller læs bogen, ikk’sandt.

Skulle du få lyst til at kommentere, kære læser, så husk at kopiere hvad du har skrevet inden du trykker på kommentarfeltets "send"knap. Jeg er blevet informeret om at One.com er i færd med en opdatering af blogsystemet. Men hvornår de er færdige vides ikke. I mellemtiden lever vi med et poste-system, som er blevet overtaget af en semiautonom og ondsindet AI. (red)



  • Kommentarer(2)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Henning Andersen tor, marts 30, 2017 15:46:00

Tak for kommentaren, Jonas. Det er en uhyre interessant debat du lægger op til. Jeg tror nu ikke den har noget med sprogets fleksibilitet at gøre, for hvis vi skal tættere på så drejer det sig jo ikke om "at blive født", men snarere om at man ikke var undfanget. Der findes - mao - en tid hvor man ikke var til, og der vil komme en tid hvor man ikke er til.
Efter min mening ender man samme sted, efter døden, som før man blev undfanget: - som molekyler, parat til at indgå i nye konstellationer.

Oprettet af Jonas H H tor, marts 30, 2017 10:52:24

Jeg har aldrig været særlig fascineret af Moby Dick, og jeg har heller ikke forstået "hypet". Det må nok være fordi jeg ikke har læst bogen, for jeg synes din fremstilling af bogen, viser at det faktisk handler om mere end bare hvalfangst. Både de symboler, temaer og karakterer du nævner, synes jeg lyder rigtig interessante.
Lille kommentar: Død ER livets modsætning, for som så mange andre (men ikke alle) modsætninger, defineres det ene, som fraværet af det andet. Dansk kan være et fattigt sprog, og her opstår forvirringen måske: det "at dø", må være det modsatte af "at blive født", men det "at være død", må være det modsatte af "at være i live".